|
Løvgræshopper (Ensifera)
Løvgræshopperne har meget lange antenner. De er
grundlæggende rovdyr, selv om de godt kan supplere med lidt planteføde. Hunnerne har læggebrod og hannerne synger ved at
gnide vingerne mod hinanden. |
|
Egegræshoppen (Meconema thalassinum) er en elegant lille græshoppe
med meget lange antenner. Den lever som rovdyr oppe i træernes løv, og
den er nataktiv. Når man alligevel jævnligt støder på den, er det
fordi den tiltrækkes af lys, hvorfor den ofte sidder ved lamper, der
har været tændt natten over. |
|
 |
|
Egegræshoppe. Her
er en nymfe (unge). Den har endnu ikke udviklede vinger. |
|
 |
|
|
|
Græshoppen ovenfor
er en voksen hun - bemærk læggebrodden.
Hos denne art synger hannerne ikke. De trommer ved at trampe
hurtigt med det ene bagben. |
|
|
|
Græshoppen
nedenfor er en hedegræshoppe (Metrioptera brachyptera) som
mest findes i Jylland - og i Nordsjælland. |
|
 |
|
|
 |
|
En Vortebider
(Decticus verrucivorus) er en ordentlig børste af en græshoppe -
og den kan bide, så det kan mærkes. |
|
|
 |
| Navnet
"vortebider" skyldes, at man har brugt den til at fjerne vorter. Man
har ladet den bide i vorterne og gylpe fordøjelsesvæske op.
Det virker såmænd nok lige så godt som så meget andet. Man finder vortebideren på solfyldte græsmarker, hvor den er aktiv om dagen og
hvor hannen synger højt. Den er et rovdyr, men æder også blomster.
Ovenfor ses en voksen hun - med læggebrod. |
|
Stor grøn løvgræshoppe (Tettigonia viridissima),
nedenfor, er også en meget stor græshoppe, men den er ikke så
kraftigt bygget som vortebideren. |
|
|
 |
| Stor Grøn
Løvgræshoppe skal med en længde på
omkring 5 centimeter
nok skal blive bemærket - hvis man ser den. Den er nemlig godt camoufleret. Hannen synger
kraftigt, og sidder ofte højt oppe i tidsler o.l. når han synger (stridulerer)
om aftenen. |
 |
 |
|
|
|
Buskgræshoppen (Pholidoptera
griseoaptera) er brun og har ganske små vinger. Den findes som
regel lavt i vegetationen og synger tit sent hen på efteråret.
herunder er det en han, der sidder og stridulerer med sine
små vinger i oktober måned.
Til venstre ses et par hunner. De kan kendes på
læggebrodden. |
|
 |
|
|
 |
Krumknivgræshoppe (Leptophyes punctatissima).
Denne græshoppes navn skyldes hunnernes kumme
læggebord. Denne løvgræshoppe han meget lange
springben og meget små vinger. Det hedder sig, at
det er en sydlig art, men denne er fotograferet i min
have i Allerød.
Krumknivgræshoppen synger meget svagt, og er derfor
ikke så let at finde. |
 |
|
|
|
Markgræshopper og Torngræshopper
(Caelifera)
Markgræshopper er planteædere, de mangler læggebrod og
de synger ved at gnide bagbenene mod vingerne. Ofte synger begge køn, og
de finder frem til hinanden på den måde. Markgræshopperne kan i
sensommeren være overordentlig talrige på egnede steder, såsom udyrkede
græsmarker. Mange af arterne er svære at kende fra hinanden udelukkende på
udseendet. Man skal have lyden med. |
|
Markgræshopper |
 |
 |
|
Enggræshoppen
(Chorthippus parallelus) er almindelig alle steder, hvor græs får lov
at vokse højt. I Geddemosen i Allerød er den aldeles overordentlig
talrig. - Til venstre er det en hun, til højre et par i parring.
Hunnen, som er størst, sidder nederst. Denne art kan kendes på de
korte vinger, og den kan ikke flyve. |
 |
 |
| De fleste
enggræshopper er grønlige, men brune aftegninger er almindelige
og nogen er simpelthen lyserøde. |
|
 |
| Stor Enggræshoppe
(Chorthippus dorsatus) |
 |
 |
|
Almindelig
markgræshoppe (Chorthippus brunneus) er hvad den hedder. En
almindelig markgræshoppe. |
Hvor
græshopperne er talrige vil man ofte finde tomme hudskeletter.
Som andre insekter skal græshopperne igennem en række hudskifter,
før de er udvoksede. |
|
|
|
Torngræshoppe |
|
Sumptorngræshoppe
(Tetrix subulata). Denne græshoppe holder til på fugtige steder, hvor
den opfører sig diskret. Den synger ikke. Til gengæld kan den svømme,
og den hopper gerne ud i vandet. |
|
 |
|
Alm.
torngræshoppe (Tetrix undulata) er
almindelig på åbne, vegetationsfattige steder. Den kan godt lide
at spise mos. |
 |
|
 |
|
|
|
|
|
|
Fårekyllinger. Ligner
løvgræshopper på de lange antenner, men forvingerne ligger fladt på
ryggen og bagvingerne er rullet sammen, så de ligner haler - hvis ikke
vingerne mangler eller er reducerede. |
 |
 |
|
I Danmark har vi kun
en enkelt art fårekyllinger, nemlig den brune Husfårekylling. Den er
indendørs om vinteren, men høres af og til synge udendørs om
sommeren. Den kvidrer.
Billedet viser ikke
denne art, men en foderfårekylling af ukendt art. Fårekyllingen til
venstre har lige skiftet hud. |
|
|
