cikader og bladlus

Flere næbmunde (cikader og bladlus)

CIKADER (Auchenorrhyncha)
Mange mennesker bliver overraskede over, at vi overhovedet har cikader her i landet, for vore arter larmer ikke som arterne under varmere himmelstrøg. Men faktisk råder den danske natur over omkring 300 arter cikader.

Selv om de fleste cikader er små og hopper væk, når man vil kikke på dem, så kender de fleste af os dog sporene fra skumcikadernes nymfer. Disse cikadeunger gemmer sig nemlig midt i deres skummende, voksholdige ekskrementer - gøgespyt. Nedenfor kan I se, hvordan det bette kræ tager sig ud, hvis man piller det frem.

Den voksne almindelige skumcikade (Philaenus spumaris) ses til venstre nedenfor. Den er - som de fleste cikader - vældigt god til at hoppe. I midten ses en Horncikade (Centrotus cornutus) og til højre en Grøn Sumpcikade (Cicadella viridis). Cikaderne lever af plantesaft.

Vi har ikke nogen sangcikader i den danske natur, men mange af vore cikader synger nu alligevel for hinanden, selv om vi mennesker ikke kan høre dem. Nedenfor er det en Grøn sumpcikade-han, der synger for den noget større hun. Hunnen sidder fastsuget til en starplante, og lader plantesaft rende igennem sig. Plantesaft består jo mest af vand, som løber lige igennem.


Nymferne ligner de voksne dyr, bortset fra, at de mangler vinger.	Grøn Sumpcikade (Cicadella viridis). Sær ser den ud fra siden. Som var den iført fægtehjelm.

Disse cikader er buskcikader (Cixius sp.) Det er en karakteristisk slægt med en del arter, som er svære at skelne fra hinanden

Småcikader

Der findes rigtigt mange arter af småcikader, og de er ikke lette at bestemme.

Herover er det Acericerus heydenii. Det er en cikade, der er hyppigst om vinteren. Man kan godt opleve, at den hopper rundt i frostvejr.

Når vi har så mange cikader i den danske natur, men bemærker så få, er det fordi de fleste cikader er ganske små og sarte. Mange er knyttet til bestemte urter eller træer, som Bøgemikrocikaden (Gagocyba douglasi) til højre. Den er kun et par millimeter lang. Herover er det en Hundegræscikade (Stenocranus minutus)

BLADLUS (Aphididae)

Bladlus opfattes ofte som små, simple, primitive, irriterende dyr; men faktisk har de et meget interessant livsforløb.
Hos mange arter sidder de vingeløse hunner hele sommeren med snablen dyppet i værtsplanten og føder døtre, som føder døtre, som føder døtre. Alt sammen ved jomfrufødsel og altså uden brug af hanner. Hos nogle arter fødes senere vingede individer, som kan flyve til andre plantearter, og nogle arter føder ud på sommeren også hanner, som kan parre sig med hunnerne inden vinteren og uforudsigeligheden sætter ind. De befrugtede æg overlever så vinteren.

Alle disse bladlus er uvingede hunner af hyldebladlus (Aphis sambuci) i forskellig størrelse. Bemærk myren ude til højre. Bladlus suger plantesaft, som er rig på sukker, men fattig på protein. Derfor passerer meget af sukkeret direkte igennem bladlusen og bliver foræret til myrer, som til gengæld beskytter bladlusene.

Bladlusen her er en Asiatisk Balsaminbladlus (Impatientinum balsamines). En spøjs fætter som er meget almindelig på Småblomstret Balsamin i Ravnsholt Skov.

Bøgebladlus (Phyllaphis fagi)
Denne bladlus gemmer sig under en voksagtig uld, som den selv udskiller. Den lever på undersiden af bøgeblade. Bøgebladene krøller sammen, og de bliver ofte helt sorte af den skimmel, der gror på honningduggen. Men bøgene skal nu nok overleve.


Bladlusene herunder er vingede hunner af hyldebladlus (Aphis sambuci)	Bladlusen ovenfor er en blommebladlus, selv om man finder den på tagrør - i enorme mængder. Om efteråret flyver vingede hunner nemlig til blommetræer, hvor de overvintrer. Disse bladlus bliver ædt af mange insekter og fugle i rørskoven.

Stor Granstammelus (Cinara picea). En af vores største bladlus.

Rød æblebladlus (Dysapis plantaginea) er tit meget almindelig bag på æbleblade, men den flytter senere til vejbed. Dens giftige spyt kan få æbleskuddene til at vokse skævt.

Den sjove prikkede bladlus ovenfor er en pilebarkbladlus (Tuberolachnus salignus).

Der bliver flest bladlus i varme, tørre somre, for da vokser de hurtigst hvilket giver flere generationer. Tørke er jo ikke noget problem for et dyr, der har sugerøret i en saftkanal. - Bladluseår bliver tit samtidig til mariehøneår, for mariehøns lever af bladlus.
Vil man gerne af med sine bladlus uden at bruge gift, er det en god idé at spule dem af med vandslangen.

Nogen bladlus lader sig dog ikke spule af. Det gælder f.eks. disse gallelus (Tetraneura ulmi), som lever inden i en hul galle på elm. Her sidder de godt beskyttet.
Galler dannes af mange forskellige dyr: mider, bladlus, hvepse, fluer og myg. De benytter plantehormoner til at styre planternes vækst.

Ananasgaller skyldes også bladlus. Hunbladlusen lægger æg ved nålenes grund, og de voksende bladluseunger får nålene til at svulme op, så ungerne sidder godt beskyttet. Siden åbner gallen, så bladlusene kan slippe ud. D flyver så til lærketræer, hvor de suger på nålene uden at danne galler.

Skjoldlus tilhører også de næbmundede insekter, men de er specielle ved kun at kunne bevæge sig under de første larvestadier. Siden vokser de fast og sidder helt dækket af et fast skjold, der gør dem vanskelige at æde.

De fleste skjoldlusarter er indførte og klarer sig kun indendørs eller i drivhuse.