De små harekillinger har både pels og åbne øjne ved fødslen. For da haren ikke har nogen hule at gemme dem væk i, går det ikke, at de er helt hjælpeløse. Men i starten kan haremoderen heller ikke tage dem med sig, når hun samler føde, så de ligger blot på jorden og venter på, at hun kommer og giver dem mælk. De ligger hver for sig, for ikke at røbe hinanden, men hver aften søger de tilbage til deres fødested, hvor deres mor kommer og ammer dem. I starten kommer haremoderen kun hen til ungerne en gang i døgnet. På den måde er faren for at røbe, hvor de befinder sig, ikke så stor.
Hvis man finder harekillinger i skovbunden, skal man lade dem være. Men det er nu ikke rigtigt, at deres moder ligefrem forlader dem, hvis man rører dem, så de kommer til at lugte af menneske.