| Myrer er voldsomt
succesrige insekter, som lever i samfund bestående af en enkelt
eller flere dronninger samt en hoben sterile, hunlige arbejdere.
Hanner klækkes også i løbet af sommeren, hvor de sværmer sammen med de
unge dronninger, hvorefter de dør. Hanmyrer har således ingen
funktion i myrernes sociale liv. |
|
 |
| Mange mennesker undrer sig over,
hvorfor "myreæg" er næsten lige så store som myrerne selv. Men i
virkeligheden drejer det sig om myrepupper i kokoner, så det er
voksne myrer der klækkes af disse "æg". |
|
 |
Dette er en tue af Rød
Skovmyre (Formica rufa). Den har være bolig for 100.000 myrer.
I sådan en tue er der flere dronninger, og de bor dybt
nede under tuen, hvor de bruger hele livet på
at lægge æg. De kan blive 10 år gamle.
Tidligt om foråret, når solen begynder at varme, lægger
myrearbejderne sig i tykke kager på solsiden af tuen. De fungerer
som mobile radiatorer, der fragter varme ned i dybet til
dronningerne. |
|
|
 |
Betegnelsen "tissemyrer" er opstået, fordi man tit
kan se myrerne sprøjte et eller andet ud af bagkroppen. Men tis er
det nu ikke, det er myresyre - ofte blandet med andre gifte.
Myresyre er den simpleste af alle organiske syrer, og det har
formlen HCOOH. Syren bruges til forsvar og til at dræbe bytte med.
Man kan sagtens smage på en myre. Den smager syrligt. Og man kan
lege med myrernes sprøjteevne. |
|
 |
|
Rød skovmyre, der
drikker honningdug. |
|
 |
|
Myrerne herunder er Røde skovmyrer, som
er på vej op i et såret birketræ i det tidlige
forår. De fleste er på vej op, for når de har
slikket sig tunge i birkesaft lader de sig blot
falde ned fra træet. Det lyder som om det regner
under sådan et birketræ. |
|
 |
|
Myrer lever dels af rov, idet de nedlægger
andre insekter, og dels af sukkersaft.
Mange myrer holder
bladlus, som leverer honningdug til myrerne.
Honningdug er bladlusenes sødtsmagende ekskrementer. Bladlus
lever jo af plantesaft, som indeholder alt for meget sukker
i forhold til andre næringsstoffer, så det meste sukker
passerer direkte igennem bladlusen.
Myrerne forsvarer deres bladlus mod de mange bladluseædende
dyr, såsom mariehøns og svirrefluelarver. Herunder ses en
rød skovmyrer, der affyrer myresyre fra bagkropsspidsen. |
|
 |
|
Nedenfor er det Sorte havemyrer (Lasius niger) på en
bladluskoloni. Myrerne kilder bladlusene med deres antenner,
hvilket får bladlusene til at afgive honningdug, som
myrerne slikker op direkte fra lusens numsehul. |
|
 |
|
|
 |
 |
|
Myrer "hilser" ofte på hinanden
ved at beføle hinandens antenner. Derved lugter de til hinanden -
for de lugter med antennerne - og sikrer sig derved,
at de er fra samme
koloni, og dermed i familie med hinanden. Hvis det ikke er tilfældet
vil myrerne omgående angribe hinanden, da myrer fra
forskellige tuer er konkurrenter og dermed fjender.
Ovenfor er det et par
venligtsindede Sorte havemyrer (Lasius niger). |
 |
|
|
 |
| De sorte havemyrer laver
undertiden tueformede jordboer imellem planterne. Formålet
er at skabe varme kamre oppe i solen, hvor larverne kan
udvikle sig hurtigere. Det er også derfor myrerne laver
larvekamre under flade sten, som bliver opvarmet af solen. |
|
 |
|
Lige
under overfladen finde man myrernes
larver og pupper. De ligger sorteret
efter størrelse. Ovenfor er det larver. |
Myrer gylper også føde op til
hinanden, så den samme mad kan gå på omgang mange
gange. Dermed spredes forskellige meddelerstoffer -
feromoner - til hele tuen. Dronningerne kan påvirke
arbejderne med sådanne stoffer. De laver f.eks. feromoner, der forhindrer
arbejdermyrerne i at begynde at lægge æg.
Til venstre udveksler to røde skovmyrer
informationer. |
|
|
 |
 |
Hvis man river gammel bark af
døde træer, får man af og til et kik direkte ind
i en myretue, som det ses her ovenfor. De
cremefarvede poser er kokoner med myrepupper. Larverne har spundet
kokonerne inden
forpupningen.
Pupperne øverst til højre er arbejderpupper,
mens de store nederst til venstre er
dronningepupper.
Arbejdermyrerne har travlt med at få
transporteret koloniens afkom af vejen. |
|
|
|
 |
 |
| Sådan ser en myrelarve ud.
Arbejdermyrerne fodrer den med opgylpet føde, de holder
den ren, og de bærer den rundt i tuen. |
Når man har blotlagt dele af tuen vil myrerne omgående begynde at flytte larver og pupper. En
puppe, der er så stor som denne, er en dronningepuppe. |
|
 |
|
Myren her
til venstre ligner Sort havemyre en del, men
den er noget større. Det er en Sort
slavemyre (Formica fusca).
Det mærkelige navn har den fået, fordi den
holdes som slave af flere andre myrearter,
såsom Blodrød rovmyre og Stor rød skovmyre.
Disse myrer overfalder nemlig
slavemyrekolonier og stjæler pupper fra dem.
Når slavemyrerne så klækkes af pupperne hos
de fremmede myrer, opfatter de den fremmede
tue som deres egen, og de giver sig derfor
til at arbejde i tuen og fodre larverne.
Sort slavemyre er en lidet aggressiv myreart,
så selv om disse myrer naturligvis forsvarer
deres tue, lykkes tyvetogterne alligevel
ofte. |
|
|
|
 |
| |
Sort slavemyre har oftest sit bo
under sten eller træstykker. Denne klump slavemyrer lå i
dvale under deres bræt. |
 |
 |
|
Gul engmyre (Lasius flavus) er en
myre, man ikke ser meget til, da dens levevis er næsten
totalt underjordisk. Kun sidst på sommeren åbner den
sine tuer for at slippe hanner og unge dronninger ud i
det fri, så de kan parre sig.
Disse myrer lever af honningdug, som de får fra bladlus,
som de holder på græsrødder i tuen.
Gul engmyre lever mange steder, men man lægger mest
mærke til den på enge, hvor den danner kuplede tuer, der
kan blive ganske store og helt præge landskabet. |
|
 |
|
|
 |
|
I Ravnsholt Skov kan man også støde
på myrer, der er en pæn del større end de Røde skovmyrer. Det er
Herkulesmyrer (Camponotus herculeanus). Disse myrer laver deres boer
inden i døde eller levende træer, og disse boer kan strække sig
adskillige meter op i træet. Sortspætten holder meget af at æde
disse myrer, som ikke tit ses uden for boet.
Til venstre ses to
Herkulesmyre-arbejdere. Der er betydelig forskel på
størrelsen, og især forskel på kæberne. De små myrer
passer dronninger og afkom, mens de store myrer
forsvarer tuen og fungerer som bygningsarbejdere. -
Det er nemlig et job, der kræver gode kæber! |
|
|
| Når herkulesmyren
flytter ind, forvandles den indre
døde del af træstammen til et porøst
gitterværk af gangsystemer. Her er
det en ask, der er blevet omdannet
til myretue. |
 |
|
 |
|
|
Nedenfor til
venstre ses sådan en storkæbet herkulesmyre, som står på vagt ved
indgangen, og nedenfor til højre én, der modigt har
angrebet undertegnedes pegefinger. |
|
.jpg) |
 |
|
De færreste myrer kan stikke, men de
kan bide og derefter sprøjte en myresyreholdig gift ind i såret. Giftapparatet
er de sterile arbejderes omdannende kønsorganer.
 |
|
Myren her til venstre
er en ung dronning - en prinsesse - af herkulesmyre.
Dronninger og hanner har vinger, og de flyver op og
finder hinanden i luften. Parringen påbegyndes i luften,
men så falder parret ned og fortsætter på jorden.
Hanmyren dør kort efter parringen, mens dronningen
brækker sine vinger af, hvorefter hun skal prøve at
starte et nyt samfund.
Det er dog ofte næsten umuligt for en enkelt dronning at
starte et nyt bo helt alene, så det hænder at flere
dronninger slår sig sammen om opgaven. Det kan endda
dreje sig om dronninger af forskellige arter. - Det
ender dog med at en af dronningerne slår de andre ihjel,
når det hele kører. |
|
|
|
|
Stikmyrer |
|
 |
|
Stikmyrer i kamp. |
|
 |
|
 |
|
Enkelte myrer er forsynet
med giftbrod, så de kan stikke. Det gælder således Stikmyren
(Myrmica laevinodis), som ses herover. Den laver boer alle
mulige steder - i jord, tørvemos og nedfaldne grene - og det
er særdeles ubehageligt at komme til at sidde i et bo. Ofte
mærkes stikkene ikke med det samme, men smerten varer til
gengæld længe ved.
Stikmyrens pupper
omgiver sig ikke med en kokon. Larver og pupper
af stikmyrer ses til højre. |
 |
|
|
|
|
| Orangemyrer (Lasius
fuliginosus) er flot blanksorte og lugter kraftigt af
appelsin, hvis man generer dem. De kommer dog ikke så ofte frem i lyset,
men lever skjult inden i dødt træ - undertiden i
sommerhuse. |
|
|
 |
|
|
|
|
|
.jpg)
