SMÅDYR

Vandlopper


	Især i det tidlige forår vil man bemærke en masse bittesmå raketter, som svømmer rykvis rundt, hvis man kikker ned i småsøernes vand. Det er vandlopper (Cyclops), hvis videnskabelige navn hentyder til det ene øje, de bærer i panden. Cyclops er krebsdyr, og de to poser mange af dem bærer bagtil er ægsække. Cyclops udgør sammen med daphnier en stor del af vandhullernes dyreplankton.

Daphnier

Også daphnier kan være umådeligt talrige i skovens lavvandede, udtørrende damme. Disse dyr formerer sig meget hurtigt, da der det meste af året kun findes hunner. Hunnerne føder døtre ved jomfrufødsel, og man kan ofte se de små unger under skjoldet (se nedenfor). Undertiden indeholder disse små fostre selv små unger inden i sig.
Når vinteren nærmer sig laves dog hanner, som parrer sig med hunnerne og de befrugtede æg bliver til hvileæg, som kan klare vinteren.

På daphnien herunder kan man se en stor del af anatomien: antennerne, som den svømmer med, det store øje, skjoldet, halen og tarmkanalen med føde.
Daphnier lever af små encellede alger.

Bænkebidere

Bænkebidere er nogle af de meget få landlevende krebsdyr. De kræver en høj luftfugtighed, hvis de ikke skal tørre ud. Dels fordi deres hud ikke er vandtæt, og dels fordi de stadig ånder ved hjælp af en slags gæller, og de skal hele tiden holdes fugtige.

Til højre ses en bænkebiders gælleblade, som befinder sig under bagkroppen.

Bænkebidere kan lugte sig frem til fugtige steder, og de kan også lugte hinanden, så de kan søge hinandens selskab.

Bænkebidere er almindelige og harmløse dyr, som bærer mange hyggelige lokalnavne, såsom gråsvin, stenlus og skrukketrolde.

Der findes flere arter af bænkebidere, men kun kuglebænkebiderne (Armadillidium cinereum) kan rulle sig sammen til kugler. De andre flader bare ud, når man generer dem. Sammenrulningen er en beskyttelse, både mod fjender og mod udtørring.
Kugletusindben kan danne ganske lignende kugler, men de kan kendes på den udelte haleplade.

Man kan også finde bitte, bitte små bænkebidere. I sensommeren kan de være unger af de større bænkebidere, men det kan også være den lille Rød dværgbænkebider (Trichoniscus pusillus) - ovenfor.


Grå Bænkebider (Porcellio scaber).	Vandbænkebider (Asellus aquaticus). Også i dammene findes bænkebidere. Men de nedstammer fra landlevende bænkebidere.	Langbenet bænkebider (Philoscia muscorum) kan tit findes højt oppe i planterne.

Oniscus aselles (Murbænkebider)

Asellus aquaticus (Vandbænkebider)

Armadillidium cinereum(Kuglebænkebider)

I april-maj er det parringstid. Bænkebiderhunnen har en kønsåbning i hver side af kroppen, og hannen må befrugte først den ene og så den anden side. Hos vandbænkebiderne bærer hannerne en tid rundt på de endnu ikke kønsmodne hunner, så de kan parre sig med dem straks efter sidste hudskifte. Mere aparte dyresex her.

Hunnen lægger sine æg i en rugepose hun har på maven. Her ligger de som i et lille akvarium og gennemgår deres larveudvikling.

Sidst på sommeren er posen fyldt med de yndigste, små, gule, sortøjede bænkebiderunger. De myldrer ud, hvis man klemmer bænkebiderhunnen forsigtigt fra siden.
De små unger kan klare sig selv, så snart de forlader deres mor.


Man kan lave sine egne bænkebidere i skumgummi, som hæftes sammen med en hæftemaskine. Hver af ungerne er lavet på bare 5 minutter. Se her hvordan.

Krebsdyr har - ligesom insekter - et ydre skelet, så de kan kun vokse, hvis de med mellemrum skifter hud.
Ovenfor til venstre har en bænkebider netop smidt forkroppens hudskelet. Til højre den tomme hud.

Flodkrebsen (Astacus astacus) her er altså beslægtet med bænkebidere og vandlopper. Der findes ikke flodkrebs i vandhullerne i Ravnsholt Skov, for de er for sure. Men i en del af kommunens gamle lergrave findes de.

I den store lergrav i Tokkekøb Hegn er det tilladt at fange flodkrebs med krebsebrik mellem 1. august og 1. oktober.

Flodkrebsen bærer sine æg og unger fastklæbet til halefødderne. Her er det dog en hankrebs.

MYRIAPODER

Symphyler

Symphyler er bitte små "mangeben", som man finder under sten og træstykker. De har fællestræk med både insekter og skolopendre.

Skolopendre

Skolopendre er fladtrykte rovdyr, som man finder under sten og bark. De har - i modsætning til tusindbenene - kun ét par ben på hvert kropsled.
Skolopendre har giftkroge, men de har normalt svært ved at bide igennem menneskehud. Små børn kan dog godt blive bidt, så de kan mærke det.
Skolopenderen herover er en Lithobius forficatus. Der er mange arter.

Jordskolopendre er lange og tynde og findes i jorden, men ud på efteråret ser man dem undertiden sole sig oppe på stubbe og kævler i skovbunden.

Nogle af disse skolopendre kan udskille et lysende sekret! Formodentlig er der tale om et forsvarsvåben. Det kan vel nok virke skræmmende med pludselige lysglimt i sorten muld.

Slægtsnavnet er Geophilus: jordelskerne.

Tusindben

Vores største tusindben: Archiulus sabulosus. Det er en tørketålende art, som bliver op til 5 cm. lang. I troperne findes dog langt større tusindben.

Tusindben er fredelige jordbundsdyr, som mest lever af organisk materiale i skovbunden. De har to ben på hvert kropsled, men ikke noget fast antal ben, da mange arter bliver længere ved hvert hudskifte. De når dog aldrig op på tusind ben.
Herunder ses et kugletusindben. Det ligner en kuglebænkebider, men når det folder sig ud, kan man se at det har ben langs hele undersiden.

Til højre et cylindertusindben og et par kiletusindben. Cylindertusindbenet udskiller et meget stærkt lugtende stof, når det forskrækkes.
Se andre lugtedyr.

Kiletusindben er flade, så de kan kile sig ind i sprækker. Man finder dem, når man vender kævler i skovbunden.

De har parringstid om efteråret, og da kan man være heldig at finde sådanne dobbelttusindben, som giver hinanden en ordentlig krammer.