Redde hjælpeløse dyreunger

Redde hjælpeløse dyreunger

Det hænder at man finder hjælpeløse dyreunger i skoven. Hvad skal man gøre ved det?
1. Først skal man være sikker på, at dyrene overhovedet har brug for hjælp. Rådyr og harer lægger f.eks. deres små unger fra sig i skovbunden, og kommer kun og giver dem die et par gange i døgnet. Men ungerne er ikke forladt. Og mange fugleunger hopper af reden, før de kan flyve. Forældrene fodrer dem så på jorden. De skal altså heller ikke reddes.
Men det hænder at fugleunger falder af reden eller katten kommer hjem med en harekilling. Hvad så?

2. Kan dyret overhovedet reddes?
Små fugleunger kan ikke reddes og bør aflives straks. Tag en tung sten og få det overstået med det samme. Det er ikke rart, men bedre end at lad det lille dyr dø langsomt og pinefuldt.

Fugleunger med fjer og pattedyrunger kan undertiden reddes, men tænk jer godt om før I går i gang med at prøve!

3. Har du ressourcer og mulighed for at fodre dyret op?
Dyrebørn skal fodres ofte. Man må kunne tage dem med sig overalt, og de skal ikke kun fodres, når man har lyst. De skal også fodres tidligt lørdag morgen, hvor man bare ikke har lyst til at vågne - og den dag, hvor de andre tager til stranden. Og det drejer sig om uger, nogen gange måneder, hvor man er bundet til dyret.
Man skal også tænke på, at dyret skal slippes fri igen til sidst. Har man mulighed for at give det en blid udslusning i naturen, eller ryger dyret alligevel bare i gabet på naboens kat med det samme?

I langt de fleste tilfælde er en hurtig aflivning den bedste løsning.
Men har man mulighederne og ressourcerne, så kan opfodringen af en dyreunge give et enestående indblik i et vildt dyrs verden, og jeg har selv både gode og dårlige erfaringer, som jeg gerne giver videre.

Fugle

Her er et par af de fugle, som jeg har fodret op. Det er en musvit, en solsort, en tårnfalk, en skade og en ringdue.
Musvitungen fik jeg af nogle børn, som havde fundet den i skoven. Den var så stor, at den selv var hoppet af reden, så de burde have ladet den være, så forældrefuglene kunne fode den, men det vidste de ikke.
Solsorten lå i skovbunden. Dens rede var blevet revet ned. Tårnfalken kom til verden i en rugemaskine, efter at dens mor var død - se her. Skadeungen fik jeg af en pige, som havde fundet den i haven.
Ringduen blev fundet på legepladsen i en børneinstitution. Dens rede var blæst ned fra et træ.

Fodring: Musvit, falk, skade og solsort blev fodret ved hjælp af en pincet. De finder hurtigt ud af at åbne gabet, når man roligt rækker pincetten mod dem. Musvitungen fik mest kvaste melorme, men også småinsekter fra haven fanget med slagnet. Larver og edderkopper tages gerne, mens småhvepse, tæger og skorpionsfluer afvises på det bestemteste!
Solsorteungen fik næsten udelukkende kattemad (blødfoder). Bedst kunne den lide "Sheba" med kalkun og kalv i handy bidder. Mange andre slags kattemad blev prompte spyttet ud igen. Også skadeungen fik hovedsagelig kattemad. Meget mere om husskaden Chata her.
Disse fugleunger blev helt tamme på et par dage.
Falken fik hovedsageligt mus, som blev fanget i fælde og klippet i små bidder. Musens Mavesæk, tarm og alle cysterne på leveren med bændelormelarver blev dog fjernet, før musen blev severet.
Duer gylper føde op til deres unger. I starten en flydende substans kalder kromælk, som de danner i kroen - en udposning på spiserøret. Min dueunger fik en blendet masse af grovkiks, kogte ris, kogt kød, brød, lidt frugt og grønt, melorme og æg, som jeg gav den gennem et kræmmerhus af bagepapir.
Hvor ofte? Så tit som muligt, man kan ikke overfodre. Der må højst gå 2-3 timer mellem fodringerne. Man fylder så ungen op, til den ikke vil have mere. Man kan se kroen bule ud på siden af brystets øverste del. Så er ungen mæt og tilfreds. - Den skal ikke fodres om natten, men gerne tidligt om morgenen.

Opholdssted: Jeg er ikke vild med bure til vilde fugle, og ungerne er for svære at komme til i et lukket bur. Mine fugle sad i en åben faunaboks (plastakvarie) mens de var små. Så kunne jeg sætte låg på og tage dem med, når jeg skulle på arbejde. Senere fløj de frit omkring. Musvitten indendørs, solsorten udendørs og skaden både indendørs og udendørs. Duen stod i en kasse med imiteret rede. Den kom aldrig ud at flyve.

Renlighed: Fugleunger klatter meget, og så længe ungerne er i reden, fjerner forældrene affaldet. I starten æder de simpelthen klatterne, senere flyver de væk med dem. Klatterne er omgivet af en tynd hinde, som holder sammen på indholdet af urinsyre (fugletis) og afføring.
Når man har fodret ungen, vil den derfor nogen gange vende måsen i vejret og aflevere en klat. Er man hurtig, kan man gribe den med pincetten, men der sker ikke noget ved at man misser. Så ryger klatten bare ned i bunden af buret, som kan gøres rent.

Musvitungen satte også stor pris på et bad!

Tilbage til naturen:

Hvordan endte det så? Musvitungen måtte vi tage med på ferie i Jylland, da den endnu ikke kunne klare sig selv ved feriens start. Her fløj den en dag ud af et vindue og forsvandt.
Solsorteungen blev hver dag fodret i haven. Jeg kaldte: "tjiptjip", og den svarede "tjiptjip" - og så fodrede jeg den dér, hvor den sad. Efter 14 dage blev den mere og mere urolig og fløj omkring mig, mens jeg fodrede - og så en dag var den væk. Solsorte får mange kuld i løbet af sommeren, så ungerne må blive hurtigt selvhjulpne.

Duen var en fiasko. Den blev aldrig rigtigt tam, og selv om den voksede og fik fine fjer, viste den ingen fremgang i adfærd eller udlængsel. En dag satte jeg dens flettede rede ind i hønsenes voliere på Vestre Hus, så den kunne se lidt af den vide verden - og så faldt den ud af reden og blev hakket ihjel af hønsene. Jeg vil ikke forsøge mig med en dueunge en anden gang.

Pattedyr

Jeg nævner det igen. Man skal ikke røre dyreunger, med mindre man er sikker på, at de har brug for hjælp. Harer og rådyr efterlader deres afkom på jorden.
Moderløse pattedyrunger kan imidlertid ofte flaskes op, men man skal have mulighed for at passe dyret hver dag - og nat - i nogle uger, og man skal have mulighed for at sætte dyret fri på ordentlig måde, hvis projektet lykkes.

Jeg har prøvet at opflaske egern, harer, pindsvin og flagermus, men har kun haft held med egern og pindsvin.

Foder: modermælkserstatning til killingen. Det kan købes på apoteket og hos dyrlæger. Følg opskriften nøje, og giv mælken med en pipette eller en killingesutteflaske. Giv mælk ofte - også om natten.
Tilbyd tidligt dyret de fødeemner, som den skal spise som voksen, så det gradvis kan gå over til denne føde.

Opholdssted: En papkasse med et håndklæde eller noget hø at putte sig i vil være fint for de fleste dyreunger i starten. Senere kan man blive nødt til at bygge bure. Men vent, til du har set, om dyret overlever.
Renlighed: Moderdyret slikker normalt sine unger omkring anus, hvilket får ungerne til at tisse og have afføring. Tør derfor ungen forsigtigt mellem bagbenene med en fugtig klud eller svamp i forbindelse med måltidet, for at holde fordøjelsen i orden og holde den ren.

Tilbage til naturen: Det er kun lykkedes mig at sætte egern, pindsvin og en ilder fri, da de andre dyreunger er døde for mig. Mine egern er sat fri i skoven ved Vestre Hus. I starten kom de af og til tilbage efter mad, men efter et par uger blev de væk.

Dette er altså blot mine egne erfaringer, da det er alt, hvad jeg har at øse af. Jeg håber, at de kan være til hjælp.


	Ilderungen var en helt speciel oplevelse. Han var blevet tabt af sin mor, da hun blev forfulgt af en hund, og da moderen ikke var kommet tilbage efter ungen efter 4 timer, blev der ringet til mig. Den lille bandit var et fantastisk bekendskab, og jeg savner ham stadig, men jeg håber, at han er derude i naturen. Oplevelserne med ham har fået en side for sig. Klik her.

Tilbage til hovedsiden

Tilbage til
dyrene