|
Syd for Mørkebakkevej, hvor der i
dag står granskov, var der i gamle dage en stor lysning i
skoven. Her kunne ingen træer gro. Kun græs. Og når vinden
blæste hvislede det i græsset, så det lød som en tyssen.
Shhhh, sagde det. Og alle blev stille, når de gik her, for
det blev fortalt, at her boede tyssetrolden, og han hadede
støj.
Men det
var selvfølgelig kun folk, der boede i området, der vidste
det.
Da svenske soldater under
svenskekrigene gik i land i Helsingør for at drage mod
København, så vidste de naturligvis intet om Tyssetrolden,
så de marcherede lige op af bakken uden at ænse vindens
susen i græsset.
I det
hele taget lavede deres støvler så meget larm, at de slet
ikke opdagede den vrede trold, som havde tysset og tysset og
tysset, og som nu var kommet op på jorden, helt rødglødende
af raseri.
Kan I så holde op med det
tramperi, skreg trolden, og så kastede han en forbandelse,
som fik alle de svenske soldater til at stivne som
træstøtter på stedet.
Og der
kan man se dem endnu.
Grene er groet ud på dem,
og de har fået spidse nåle, men de står stadig på række og
geled, som den dag de kom marcherende.
Tyssetrolden har ingen hørt noget
til siden. Han gad nok ikke bo mellem alle de træer, som han
selv havde lavet. Men historien er sand, for næsten alle
skovsneglene på Mørkebakken er helt hvide. De blev nemlig
helt hvide af forskrækkelse, da tyssetrolden blev vred.
|
