DET HÅRDE MUSELIV
Mus og rovdyr.

De andre dyr tænkte sig længe om, for de fleste kunne godt se problemet. Men hvad skulle de så leve af?
Joooo, sagde æbletræet efter en tid. For planterne ytrede sig ikke gerne i store forsamlinger. De talte og tænkte nemlig  langsomt, og de blev generte undervejs.
Joooo, sagde æbletræet. I kan da godt få lov til at æde mine frugter. Jeg kan godt lave æbler nok til alle. I skal bare love at spytte kernerne ud, for de er mine børn. 

Fint. Det syntes dyrene var en idé, der var værd at prøve. Og det blev vedtaget, at alle dyr herefter skulle spise æbler, og undlade at æde hinanden. 

Så blev der afholdt en kæmpefest, hvor den ny ordning blev fejret under spisning af masser af æbler, før alle dyr gik hver til sit.

Musemor kom stolt hjem, og den ny ordning viste sig at fungere fint. Alle blev mætte, og musene fødte masser af unger. Og musenes unger voksede op og fødte masser af unger, og disse unger voksede sig store og fødte masser af unger.

Så begyndte der at blive alvorlig trængsel i musegangene.
Musene måtte flytte op på jorden. Men - oh ve - her var en skrækkelig trængsel af alle de andre dyr, som også havde fået masser af unger. Ræve og hjorte, hunde og katte, køer og grise, grævlinger og pindsvin – alle stod de helt tæt sammen, selv om alle prøvede på ikke at stå alt for tæt på pindsvinene. 
Og da de alle sammen blev ved med at få unger, blev det efterhånden svært bare at få vejret. Musene måtte hele tiden kravle opad, for ikke at blive kvalt af alle de andre mus og rotter og insekter og spidsmus og snegle – og efterhånden kunne ingen få ro eller hvile, fordi de hele tiden blev kravlet på af alle de andre. 

Da måtte musemor atter sammenkalde til stormøde. 

Undskyld undskyld, sagde hun.
Jeg kunne se, at det var skidt før, men nu er det langt værre.
Jeg havde ikke overblik nok til at forstå, hvilken katastrofe mine ønsker kunne forårsage.
Nu ønsker jeg blot, at vi kan vende tilbage til de gamle forhold.

Men............. hvis jeg igen og for altid skal opleve, at mine unger bliver ædt, så ønsker jeg, at jeg ikke længere er klog nok til at forstå, hvad der sker.

Og sådan har det været siden.

DET VIGTIGSTE I VERDEN
Hermelin

Engang var hermelinen et lille brunt, museædende rovdyr som så mange andre. Men om vinteren, når der lå sne overalt, havde hermelinen svært ved at fange noget, for musene kunne se den på lang afstand. Derfor måtte den mase sig ned i musenes underjordiske gange, hvor der var mørkt, for at finde mad. Og på den måde blev den altid så frygteligt snavset, at den måtte bruge hver eneste aften på at rense sin pels.

Så en dag, hvor den jagede på denne sørgelige måde, kunne den høre noget pibe længere fremme i gangen. Først troede den, at det var mus, men da den fik mast sig tættere på, opdagede den, at det var en lille alfepige, der råbte om hjælp, fordi hun sad fast i musegangen.
 

Nu var hermelinen selv mor til små unger, så det faldt hende ikke ind at æde alfebarnet. I stedet gravede hun forsigtigt pigen fri, og hjalp hende tilbage til hendes mor.
Moderen var en ægte ønskefe, og hun blev så jublende lykkelig for at se sin lille datter i god behold, at hun straks tilbød hermelinen at den kunne få opfyldt sit højeste ønske. "Åh, gør min pels hvid om vinteren, så jeg kan jage mus oppe i lyset selv om der ligger sne", bad hermelinen. Og vupti, var dens pels skinnende hvid fra snude til halespids. 

Nu var hermelinen lykkelig, og dens fryd blev endnu større, da den kom hjem og opdagede at også dens unger var blevet hvidpelsede. 
Herefter kunne hermelinmoderen slet ikke blive færdig med at fortælle sine unger, hvor glade og taknemmelige de skulle være for deres hvide pels, og hun formanede dem om altid at passe på ikke at snavse den til. Hun blev også meget vred og skuffet, hvis drengene legede vildt og blev støvede, for pelsen var hermelinens fornemste pryd. Den var ikke nogen selvfølge, og ikke noget at tage let på! 
Så en dag skete det, at en af hermelin-drengene under leg faldt i en krukke med sort, klistret tjære; og da det endelig lykkedes ham at komme op, var hans pels helt sort. Da han opdagede hvordan han så ud, turde han slet ikke komme hjem til sin mor. I stedet gik han ud i verden, og kom aldrig tilbage. 
Da hermelinmoderen opdagede at han var væk begyndte hun at lede. Og hun ledte, og jamrede, og kaldte, og ledte og ledte og græd. Men lige meget hjalp det. Hendes søn kom ikke tilbage. 

Så kaldte hun de andre børn til sig ved tjærekrukken, og mens de så på, stak hun både sin egen og ungernes halespidser ned i krukken, så de blev helt sorte.
"Søde børn", sagde hun, "nu har jeg mistet en søn, fordi jeg fik ham til at tro, at vores hvide pels var det vigtigste i verden. Men det var forkert af mig, og jeg fortryder det bittert. Det vigtigste og største i verden er og bliver nemlig altid en mors kærlighed. Det må ingen af os nogensinde glemme igen, og nu kan vi huske det, ved at se på vores sorte halespids."

Det skal også alle menneskebørn vide og huske på.
Selv om forældre tit lægger vægt på mange mærkelige ting, og selv om de kan blive sure og vrede over mangt og meget - så er deres kærlighed alligevel større end alt andet i denne verden. 

ROTTENS VALG
Rotte og egern.

En rotte sad i byen og var så træt så træt
af skumle grå kloakker, og mad der ej gjorde mæt.
Af slagsmål med familie og kat og rottemand,
af dameskrig og mudder og stank af råddent vand.

Da tog den en beslutning, lod håret vokse langt
i hele halens længde, så fint og glat og blankt.
Og den fik farvet pelsen, så den blev ganske rød,
og tyk og tæt og vamset og herligt silkeblød.

Så drog den imod skoven i fred og stjerneskær,
her hvæssede den kloen, så den ku' klatre træer.
Og når et barn på skovtur, ser glimt af noget rødt
så peger det og siger: "Et egern, det er sødt!"

Så kom ej her og sig, at kun indhold har værdi,
for en gnaver er en gnaver; men de smukke kan vi li'.

SKOVLAKRIDS
Rådyr

Engang for længe siden flyttede en dreng ved navn Theodor ind i et hus her inde i skoven. Han kom fra byen, så han var ikke vant til naturen, og han vidste ikke rigtigt, hvad man kunne bruge den til. Det eneste han derfor kunne finde på var at gå i skoven og spise slik og drille dyrene. Han stak pinde i rævegrave og musehuller, han smed sten ind i fuglekasser og spættehuller, han rodede rundt i myretuer, smed småsten ud til ænderne i stedet for brød og trampede på små dyr som biller og edderkopper. 
En dag blev det for meget for dyrene, så de samledes for at finde på noget at gøre til gengæld. 

Skal vi ikke smadre hans hus? – Nej, det er alt for stort.
Skal vi stikke træstammer gennem hans døre og vinduer? – Nej, stammerne er alt for tunge. 

Skal vi smide sten gennem hans vinduer? – Nej, vi kan ikke løfte store sten.
Skal vi trampe på Theodor selv? – Uha nej, det tør vi ikke. 
Men så fik rådyret en god idé!
"Jeg kan smide slik til ham, som ikke er god at spise", sagde rådyret med et snedigt smil.

Og selv om det er længe siden, så lægger rådyret stadig små bunker lakrids rundt omkring i skoven, for at drille de børn, der ikke har forstand på naturen. For har man det, så spiser man dem ikke.

HVEM ER UNDERLIG
Svale og flagermus 

En svale fløj en tidlig morgen ind under taget på et højt kirketårn for at komme i ly for den piskende regn. Herinde i mørket stødte den hovedet mod noget blødt, som viste sig at være et andet levende væsen.

”Hejsa”, udbrød svalen, ”er du også en svale, der har søgt ly for regnen”

”Næhhh” svarede det andet dyr, ”en svale er jeg ikke, men måske ligner vi alligevel hinanden, for også jeg sidder i ly her og venter på, at regnen holder op. Det er jo ikke rart at flyve i regnvejr.”

Nej uha da, svarede svalen, men når vi nu alligevel er havnet her, så kan vi jo snakke lidt sammen og finde ud af, om vi har noget til fælles.
Hvad synes du f.eks. bedst om her i livet?

Åh, svarede det fremmede dyr, det er dejligt at svinge sig på sine stærke vinger højt under himlen og fange sprøde, saftige insekter.
Og det er dejligt at høre sin mage synge forelskede sange, mens han flyver mellem træerne.
Og dejligt er det også at fodre sine sultne unger og se dem vokse sig store og stærke og komme på egne vinger inden vinter.

Ganske enig, svarede svalen. Jeg har det på helt samme måde.
Men fortæl mig så, hvad du ikke bryder dig om? 

Lopper og andet utøj, der bider én, når man prøver at sove, svarede det fremmede dyr. Og vinterens komme, hvor det bliver koldt og svært at finde føde. Det er noget, jeg ikke kan fordrage. 
Det var pokkers. Sådan har jeg det også, svarede svalen. Du MÅ da være en svale ligesom jeg?!

Næhhh, grinede det andet dyr.
For jeg flyver om natten, har ingen fjer eller næb, hænger med hovedet nedad når jeg sover, giver mine unger mælk fra brystet og ser med ørerne.

SÅ syntes svalen godt nok at det var et underligt væsen den havde mødt dér på kirkeloftet. Den sagde derfor høfligt farvel og fløj ud i regnen inden det blev rigtigt mørkt og flagermusene tog på vingerne.
Hvad man dog ikke kan møde for underlige væsener, når man færdes på skumle kirkelofter, tænkte svalen. Tænk bare......... at give sine unger mælk fra sit bryst ........!?!!

DET MEST NYSGERRIGE DYR I VERDEN
Flagspætte.

Flagspætten blev født ind i denne verden med skarpe øjne og en uudslukkelig nysgerrighed.
Verden var jo ny og spændende, så alt skulle udforskes.
Først fløj spætten mod himlen og undersøgte skyer og sol, vinde og stjerner. Så fløj den rundt på hele kloden og undersøgte skove og ørkener, stepper, søer, strande og bjerge. Og da den var færdig med det, fløj den ned under vandet for at undersøge havene med deres rev og skær, tangskove og sære beboere.
I kan nok forstå, at det tog spætten mange, mange år at nå hele verden rundt og undersøge alle ting; men alligevel kom der en dag, hvor alt var undersøgt. Intet mere var nyt for den. Alt var gennemgået og studeret fra alle sider.
Så blev spætten trist og ulykkelig. For når der ikke var mere at undersøge, hvad skulle den da gøre med sin nysgerrighed?

Men som spætten nu sad der i et æbletræ og hang med næbbet, hørte den pludselig en lille pibende stemme, som sang:

"Du hører mig nok, men du ser mig ej -
Jeg tror du har overset mangt på din vej"

Spætten så sig omkring, men kunne ikke se, hvem der sang.
Hvad er nu det, tænkte spætten. Jeg har jo set alt og kender alle. Hvem kan dog tale til mig, uden at jeg kan se nogen?
I det samme stak en lille larve sit hoved ud af et æble, der hang på en gren lige ved siden af spætten; og larven sagde: "Se bare spætte. Jeg er inden i æblet!"

Da blev spætten så lykkelig, at den ganske glemte at æde larven. Tænk, en hel verden var stadig tilbage at undersøge. Den skjulte verden af ting inden i andre ting.
Spætten måtte straks i gang.
Og endnu i dag er spætten i gang med at undersøge, hvad der er inde i træerne..........

ROS ALTID EN MULDVARP
Muldvarp

Muldvarpen havde engang en gylden pels og yndefulde bevægelser, og når den gik rundt i skoven fik den de andre dyr til at føle sig grimme og klodsede.

Især solsorten blev sur og var den første til at tryne muldvarpen. Den sagde at gyldent var smagløst og prangende – og snart gav de andre dyr solsorten ret.
Muldvarpen blev ulykkelig. Den ville jo ikke fornærme de andre dyr. Den ønskede blot at komme væk, at forsvinde, at gemme sig under jorden og blive sort og usynlig.

Og sådan finder vi den i dag. Så når man ser en muldvarp, skal man altid huske at rose den. Den har stadig en fin og blød pels, den har vældige kræfter i sine kløer og en lugtesans udover det sædvanlige. Hvis man husker at rose den, får den måske en dag igen lyst til at komme op på jorden i dagslyset?

Engang ved verdens begyndelse sad to af livets blævrende nye skabninger og overvejede hvordan de kunne stive sig af, så de kunne modstå livets udfordringer.

”Jeg tror, at jeg vil have nogle stivere indvendigt, som sådan en slags skelet”, sagde den røde.

”Det er da ikke så smart at have dem indeni”, sagde den blå. ”Så bliver du jo helt blød på overfladen, og selv den mindste torn vil kunne stikke hul på dig. Jeg vil da hellere have skelettet udenpå, så jeg bliver hård at bide i”.”.

”Pjat”, sagde den røde. ”Hvis du har skelettet uden på, så kan du jo ikke vokse. Så bliver du spærret inde i din egen krop, som i en rustning.” 

Men nu var den blå blæverklat blevet stædig. ”Så kan jeg da bare skifte rustningen en gang imellem, og så lave en ny rustning, som jeg kan vokse i.” 

”Ha”, svarede den røde klat. ”Og du snakker om at være blød. Hvor blød tror du, at du selv vil være, når du lige har smidt skelettet? Og hvor stor tror du, at du kan blive på den måde? Tror du ikke at det bliver ret tungt at slæbe rundt på en rustning over det hele, hvis du bliver stor. Men du vil måske nøjes med at være et lille kravl resten af jordens levetid?. – Ikke at det generer mig, altså. Så kan jeg jo leve fedt og godt af at æde dig og dine; så længe der er nogen af jer tilbage.” 

Nu var den blå blæverklat blevet både sur og såret. ”Jaja”, sagde den, ”hvis du er så klog, så kan du jo gøre, som du vil. Så gør jeg, som jeg selv finder bedst. Så får vi se, hvem der klarer sig her i livet” 

Og således blev det. Den blå blæverklat tog skelettet udenpå, og den er siden blevet til alle insekter, edderkopper og krebsdyr, som må skifte hud og som ikke bliver ret store. Og den røde klat er blevet til og pattedyrene, frøer og fugle, som stadig er så bløde udenpå, at selv den mindste myg kan stikke hul.

Men hvem af dem valgte rigtigt?

SKADEN BLEV NARRET
Husskade og solsort.

Da verden var ung, var husskaden den mest perfekte af alle fugle.
Den var ikke blot den smukkeste. Den var også klog, dygtig og kærlig. Og som om det ikke var nok, så var den også forsynet med den mest henrivende sangstemme. Når den åbnede sit næb flød der fra dens indre den yndigste og mest beroligende pludrende sang, som fik alle væsener, der hørte den, til at falde til ro og føle sig godt tilpas.
Man skulle derfor tro, at alle elskede skaden, men de andre fugle var nu mest misundelige. De ville synge lige så smukt. Eller, hvis det ikke kunne lade sig gøre, så skulle skaden holde op med at synge. For så ville man bedre kunne værdsætte de andre fugles sang.

Men selv om fuglene ofte snakkede sammen bag skadens ryg om at gøre den tavs, så turde ingen gøre noget ved det, for de vidste, at skaden var både klogere og stærkere end de selv var.

Så en efterårsdag, hvor småfuglene var samlet i rørskoven, begyndte søen at hviske til dem: ”I er ikke snu nok til at fratage skadens dens smukke stemme. Men jeg – vandet – kan gøre det!” ” I fugle skal blot sørge for at lokke skadeungerne med jer, når I nu snart drager sydpå. Så skal jeg nok ordne resten”.
Det syntes småfuglene lød ganske glimrende, og de fik nemt lokket skadens unger med til de varme lande, for skadeungerne var nysgerrige og ikke bange for noget.

Men da skaden opdagede, at dens unger var forsvundet, blev den meget urolig. Den fløj over mark og eng, og den kaldte og kaldte på sine unger.

En dag sad den ulykkelig ved søens bred og klagede sin nød, da søen begyndte at hviske til den. ”Skade dog. Du kalder så godt du formår, men kan dog ikke høres ret langt væk”. ” Jeg derimod færdes alle steder. Kom herned og lån mig din stemme, så skal jeg fragte dit budskab med mig overalt, hvor jeg færdes. Som rislende kilde, som bæk og som flod, som brusende hav og som plaskende dråber.”

Skaden tog straks imod tilbuddet. Den fløj ned til søens bred og gav den sin stemme. Men det var blevet sent efterår og dagen var kold. Og netop som skaden havde afleveret sin smukke stemme til søen, begyndte søen at fryse til is – og skadens stemme frøs fast i isen.

Skaden forstod nu, at den var blevet narret. Men intet kunne den stille op. Den kunne kun vente til vinteren var forbi og isen smeltede, så dens stemme atter kunne komme fri.
Så endelig, den første smukke forårsdag, hvor solen varmede isen op, sad skaden parat til straks at snuppe sin stemme igen, når isen brød op. Den havde ventet længe og med længsel, og den sprang straks til for med åbent næb at snuppe den første lyd, der undslap den tøende isflade.
"Knæææækk skraaattt skrat skrat", sagde isen, da den pludselig knækkede under solens varme.  - Og det var den lyd skaden fik i halsen, da den prøvede at få sin smukke stemme tilbage.

Og sådan er det den dag i dag.

Skadens stemme skratter som is der knækker.
Mens vandet beholdt evnen til at bruse og pludre og synge og risle så beroligende, at alle der hører det, føler sig afslappede og godt tilpas derved. 

Sådan fik småfuglene franarret skaden både dens unger og dens stemme; så det er vel ikke så mærkeligt, at skaden i dag gør gengæld ved at æde småfuglenes æg.

Dengang verden var ny, troede fuglene at livet var let.
De havde jo vinger, så de kunne flyve hvorhen de ville. De skulle nok kunne finde mad og undfly enhver fare. Så fuglene levede uden bekymring.

Så kom imidlertid den første hårde vinter. Det blev koldt og føden forsvandt. Nogle fugle fløj mod syd; men også der var det svært at finde mad, for der var mange fugle i forvejen. Andre fugle forsøgte at holde sig i live ved at spise store, sure bær. 
 

Men der var også fugle, hvis vinger var for små til at flyve hele vejen til troperne, og hvis næb var for lille til at gabe over de store bær. Og sådan en lille fugl lagde sig en dag til at dø ved foden af et stengærde, ganske udmattet af sult.
Dér blev den imidlertid fundet af en lille rødmus, som et øjeblik kom op fra sin lune rede. Musene havde længe kendt til sult og elendighed, for uden vinger havde de svært ved at flygte hurtigt, så de var straks blevet rovdyrenes foretrukne mad. Derfor havde de snart lært at søge beskyttelse under jorden og samle forråd til vinteren.
Den lille røde hunmus fik medlidenhed med den afkræftede fugl, og tog den med ned i sin rede. Og dér tilbragte de den lange vinter sammen.

Men ligger man sådan sammen i en lun rede i mange måneder, så sker det let, at man bliver kærester; og ved forårstid var hunmusen højgravid. Hanfuglens bryst var imidlertid på dette tidspunkt ved at sprænges af længsel efter den åbne himmel, og så snart frosten var af jorden forlod han musehullet for at svinge sig i luften på sine små vinger.

Da fødte hunmusen et kuld unger, der både var fugle og mus. Små og brune smuttede de lynhurtigt mellem grenene i skovbunden på jagt efter mad. Runde og lune og næsten usynlige musereder kunne de bygge i buskenes grene. - Og ind imellem kunne de bryde ud i en sang, der rummede hele deres fars længsel efter friheden og den åbne himmel. Den kraftigste sang blandt alle fugle.
Sådan er gærdesmuttens historie.

DEN BEDSTE MOR
Rådyr, musvit, ræv og ørentvist.

Om foråret vrimler skoven med alle mulige nuttede dyreunger, og da alle skovens hundyr elsker deres unger over alt på jorden, fandt de engang på at lave en konkurrence om, hvem der var den bedste mor.

Åhhh, sagde råen. Jeg elsker mit lille storøjede lam så meget, at jeg mindst to gange om dagen opsøger det på jorden for at give det af min fede mælk.
To gange om dagen? Udbrød musvitten tvivlende? Jeg søger da hjem med føde til mine henrivende dununger over tohundrede gange om dagen!
Jamen, jamen udbrød ræven da. Hvor kan I overhovedet forlade jeres hjælpeløse små? De første 4 uger forlader jeg slet ikke mine silkebløde hvalpe i rævegravens mørke.

Og bragte min mage mig ikke føde, kunne jeg skam nemt risikere at dø af sult.
Efter denne beretning var dyrene stille en stund, for at overveje om det mon ikke var rævemoderen, der måtte rende af med prisen som den mest opofrende mor. Og i denne stilhed hørtes pludselig en ganske lille stemme fra jorden. Den fortalte:
Når jeg har lagt mine æg, murer jeg mig inde i en hule sammen med dem hele vinteren. Jeg spiser intet, men jeg passer mine æg, slikker dem rene og forsvarer dem mod enhver fare.

Når foråret så kommer med lokkende sol og varme, da er jeg så afkræftet at jeg dør; og selve min krop bliver mine små ungers første måltid.
Novra! Det var vel nok en moder!
Så trods sin lidenhed fik ørentvisten præmien som den største moder.
Og præmien var et par pragtfulde, florlette flyvevinger, som til enhver tid kunne bringe hende hvorhen hun skulle have lyst til at komme.
Men tror i, at hun nogensinde bruger de vinger?

En mus sad i skoven og spiste
et agern der smagte så godt
og tænkte taknemligt på egen
der skænked' sin næring bort

Tak eg, sagde vor mus, for dit storsind
du gi'r mig min føde let
Åh nej, sagde egen, hold inde,
i unger du æder dig mæt!

Men dog, tænkte musen forskrækket
de agern må graves ned.
Så kan jeg en dag uden opsyn,
dem spise i ro og fred.

Derfor samler musen til bunke
Men vint'ren bli'r aldrig ved
Og tænk, derved sikrer den Egen
fra nu og til evighed

Forklaring:
Egen danner ikke sine tusinder af frø for musenes skyld. Tværtimod sætter egene frugt med uregelmæssige mellemrum, så musene ikke kan indrette deres livscyklus efter denne fødeforsyning.
Men i oldenår, hvor der er særligt mange agern, så smovser musene i dem og yngler hele vinteren. Deres frådseri er imidlertid ikke kun til skade for egen. Hvis de spirende agern ligger på jorden, tørrer roden nemlig som regel ud, mens agern, der er nedgravet af mus som forråd, men ikke er blevet ædt, har en høj spiringssucces.