nisseskaeg

Fænomenet "nisseskæg", hår-is, kattehaler eller vat-is.

Nyt: i 2012 blev jeg gjort bekendt med denne tyske artikel - med engelsk abstract - http://www.iap.unibe.ch/publications/download/3152/en/, som giver en forklaring på fænomenet. I korthed skulle det dreje sig om, at svampe, ligesom os andre, ved deres stofskifte danner kuldioxid, som ved temperaturer lige under 0 grader presser underafkølet vand ud af træet. Dette vand fryser omgående, når det kommer ud af træet, fordi det indeholder organisk stof, der virker som frysekerner.
Det passer jo storartet med mine egne forsøg, som jeg har gjort rede for herunder :-)
Der er i dag enighed om, at nisseskæg dannes af svampen "Smuk bævrehinde"- Exidiopsis effusa. Men da jeg udførte forsøgene, som er beskrevet nedenfor, var der stor diskussion om årsagen.

Når nætterne byder på ganske let frost, vil man næste morgen kunne finde "hår-is" eller "nisseskæg" på en del af de nedfaldne grene i skovbunden. Det er tusindvis af tynde istråde, der alle har deres udgangspunkt i en frønnet, barkløst gren. Det er tilsyneladende hyppigst på bøg, men det ses også på grene af eg, hassel og avnbøg. Aldrig på nåletræ.

Trådene består udelukkende af is, og selv om de enkelte tråde er meget tynde, er det bundet ganske meget vand i det samlede skæg.

Trådene er helt ugrenede, og ligner ikke rim. Gammelt nisseskæg kan dog godt blive rimdækket.

Der findes to skoler, når nisseskæg skal forklares. Den ene skole opfatter nisseskæget som et rent fysisk fænomen. Vand i grenen bliver underafkølet og presset ud af små porer i veddet. - Men hvorfor bliver det underafkølet? Hvorfor kommer det kun ud af siden af grenen? Hvorfor kun på nogle træarter? Og hvad er det for nogle porer, vandet bliver presset ud af?

Den anden skole mener, at der er svampe med i spillet. Svampehyfer gennemvokser jo sådanne grene under nedbrydning og kan derfor repræsentere et transportsystem for vandet, ligesom svampenes stofskifte kan holde vandet flydende, hvis det ikke fryser ret meget. Men hvilken svamp da? Og hvorfor? Og hvordan?

I frostvejr kan man selv lave nogle forsøg med nisseskæg, som kan belyse disse muligheder.

Her har jeg f.eks. klippet 2 stykker af en gren med håris. Den ene stump er blevet dyppet i koldt vand, mens den anden er blevet kogt. Derefter er pindene lagt ud i kulden. Den kogte pind danner ikke længere håris, mens den anden gør.

Dette synes at indikerer, at noget levende er indblandet - men det kunne også blot betyde, at pindens struktur var blevet ændret ved kogningen, så den rent fysisk ikke kunne danne istråde mere.

Men se nu billedet her til venstre. Den kogte og den ukogte gren er blevet lagt tæt sammen, og efter en måned vokser der sørme håris på den kogte igen.
Dette forsøg overbeviste mig om, at svampe var indblandet. Svampevævet har spredt sig fra den ukogte til den kogte gren.

Her er en pind med nisseskæg blevet skyllet i vand, hvorefter der er penslet Atamon på de to områder mellem piberenserne, hvorefter pinden er lagt ud i frosten. Der gror ikke nisseskæg i de Atamon-behandlede områder. Da Atamon (Natriumbenzoat) er en svampegift, kunne det tyde på at skægget er genereret af en svamp; men da natriumbenzoat er et salt, kan det også være, at det blot sænker isens smeltepunkt?

Hvis man lader fingeren glide hen over en fugtig gren med nisseskæg, føles den nogen steder en anelse voksagtigt fedtet. Skraber man her overfladen af og ser på den i stor forstørrelse, vil man se masser af basidier, som dem herunder. Basidierne tilhører en Bævrehinde (Exidiopsis sp.), som altså danner et meget tyndt hymenium på de skægdannende grene. Er det denne svamp, der er ansvarlig for skægdannelsen?


Nisseskæget indeholder ofte store mængder af bananformede sporer.	Selv små grenstykker kan i lang tid generere masser af skæg.

Denne grenstump er blevet overmalet med guldmaling og lagt ud i frostvejret. Det udvoksende nisseskæg har sprængt malingen af. Der er altså ingen tvivl om, at nisseskæget kommer fra grenens indre. Det er ikke vanddamp fra luften.

Kunne det tænkes, at bævrehinden sprænger barken af på denne måde, for lettere at kunne sprede sine sporer? Eller udskiller svampen blot vand som den har i overskud, som det f.eks. ses hos Randbæltet hovporesvamp?

Alle disse pinde blev samlet, fordi de havde nisseskæg på. Sidst på vinteren var de alle tydeligt hvide af bævrehinde.

Pindene til venstre er til gengæld samlet i skoven i marts 2009, fordi de tydeligvis er inficeret med bævrehinde.

Nu venter vi spændt på, om de danner håris til næste vinter.

Og det blev så ikke til noget, for vinteren 2010 var for kold til håris.

Håris-lignende istråde kan også af og til ses voksende frem af fugtig jord. Dette fænomen kaldes isnåle -eller troldeis - og det skyldes vand, der strømmer til gennem jorden, tvinges op mod jordoverfladen, fryser og vokser op gennem porøs jord. Altså ren fysik. Ingen svampe indblandet.


Her ses isnåle, der er groet op af vedkarrene på en gammel, for længst død, rødgranstub. Her er heller ingen svampe indblandet.

Og så lige en lille historie, for ligesom også at få den musisk-kreative del af hjernen med ;)

Der var engang en lille våd pind, der lå i skoven under et stort bøgetræ. For længe siden havde pinden siddet højt oppe i træet top, hvorfra den kunne se helt til den store by, som aldrig sov. Dengang kedede pinden sig aldrig. Men så en dag blev det stormvejr. Pinden knækkede af og faldt til jorden, og med et var dens liv forandret. Nu lå den bare på jorden mellem de andre pinde. Den blev våd, når det regnede. Og den blev tør, når solen skinnede. Men ellers skete intet. Pinden kedede sig.

Så en dag kom en skoleklasse forbi og slog sig ned under træet. Drengene samlede lange pinde, som de slog hinanden med, og pigerne samlede fine pinde med lav, som skulle bruges til dekorationer. Endelig skete der noget. Men desværre. Vores pind var hverken lang eller pæn. Så den fik lov at ligge.

Uh. Det ærgrede pinden. Hvad kunne den dog gøre for at blive interessant, så den blev samlet op? Den tænkte og tænkte. Og den overvejede og spekulerede og grublede og grublede.

Og hvad sker der, hvis man spekulerer for meget? Jo, så ender det med at man bliver ganske hvidhåret af det.

Sådan gik de også for vores pind, og dermed var dens lykke gjort, for nu var den en spændende hvidhåret pind, som vakte både undren og beundring hos alle, der kom forbi.

Og heraf kan vi lære, at selv en våd pind kan få et godt liv, blot den tænker sig om.