Sære fænomener

Sære fænomener
På ture i skoven vil man ofte støde på forskellige fænomener, som vækker undren. Her har jeg prøvet at samle et par stykker.

Blodregn

I skovlysninger kan man undertiden midt på sommeren finde pletter på bladene, der til forveksling ligner blod.
I tidligere tider har man opfattet denne "blodregn" som et tegn fra Gud, og man har bl.a. indledt hekseforfølgelser i den anledning. Det er jo ikke altid så let at regne ud, hvad Gud mener.
Mange flere af den slags myter kan læses her.

Pletterne skyldes udklækning af takvinger. Den røde væske er sommerfuglens første afføring - meconium - som sommerfuglen afgiver når den har forladt puppehuden.

Næsten alt larvens væv bliver genanvendt i sommerfuglen, men den smule, der ikke kan bruges opbevares altså i sommerfuglens tarm til efter klækningen. - På billedet er det sommerfuglen "Det hvide C", der netop er kommet ud af puppen.

Blomsters farveskifte

Naturens blå og røde farver skyldes ofte farvestoffet antocyanin (rødkål, røde høstfarver og blomster som blåklokke, ærenpris, viol, hortensia og kulsukker). Dette farvestof skifter farve efter surhedsgraden. Det er rødt i surt miljø og blåt i basisk. Derfor kan man give blå blomster røde pletter, hvis man dasker dem rundt over en myretue, så myrerne sprøjter myresyre på blomsterne. Se mere myre-farveleg her.
Nogle af disse blomster bruger selv dette farveskift som et signal til de bestøvende bier. Umodne blomster uden pollen og nektar er røde - en farve de færreste insekter kan se - mens de modne blomster er blå.
Til højre er det kulsukkerblomster.


Om foråret (april - maj) ses ofte gule rande på vandpytter og i vandhuller. Det er pollen fra gran, bøg, birk og eg, som regnen har taget med sig ned. Senere - i juni - ses en tynd changerende oliefilm på vandhullerne. Den skyldes planteolie, som frigives, når pollen nedbrydes. - Altså ingen menneskeskabt forurening her.

Underlige knopper på bladene

På undersiden af egeblade finder man ofte små runde kugler. Det er galler.
Man kan forsigtigt knække gallen over. I midten er et lille hulrum, i hvilket der enten ligger en lille hvid larve, en puppe eller en fuldt færdig galhveps. Galhvepsen gnaver sig ud af gallen omkring november, og efterlader et lille rundt hul.
Galæblerne indeholder store mængder garvesyre, og man kan bruge dem til at lave gallusblæk.
Der findes mange forskellige galler, som forårsages af forskellige insekter, som på den måde beskytter deres larver.

En anden slags galler er Ananas- og jordbærgallerne, som findes på rødgran. De skyldes grannålelus.

ovenfor ses en jordbærgalle som ny. Man kan se, at det er et fortykket ungskud.

Mærkeligt ser det ud. Små bundter pinde eller små grå poser sidder pludselig limet fast på vægge, blade eller stammer. Hvem er de skyldige?

Disse små beboelser er lavet af "sækbærere", som er nogle ganske små uanseelige sommerfugle. Deres larver bærer rundt på husene og limer dem siden fast for at forpuppe sig i dem.
De voksne hunner er vingeløse og forbliver i husene, hvor de opsøges af de vingede hanner.

Larvehuset til venstre er lavet af Lille sækspinder (Psyche casta), mens sækken herunder tilhører Cigar-sækbæreren (Taleporia tubulosa).

Gang i naturens hullemaskine?

Visne blade i skovbunden, med huller, som er næsten perfekt super-elliptiske. Hvem har dog klippet sådanne huller?

Det har såmænd "Nøjsomme møl" -larver (Incurvaria koerneriella).
Disse larver starter med at bo i miner i de friske blade, men lader sig så falde til jorden for at leve af de vise blade dér. Her laver de små huse af udklippede blad-ellipser, som de bor i.
De er skovbundens vårfluelarver.
De voksne møl er små og meget uanselige - som det passer sig for et nøjsomt møl.

Småhuller

Andre huller i bøgebladene er ganske små, men de optræder til gengæld i næsten alle blade, lige fra udspring. Det er gnavehuller af bøgelopper, som er en lille snudebille. Eller er de de dovne storesøstre, der øver sig i at sy?

Hvis det er dyr, der klipper i bladene, hvem er det så der tegner på dem?

Det er små bitte larver, der gnaver en gang mellem bladenes over og underside. De laver miner.
Til venstre er det blade af Dunet gedeblad, der er mineret af Phytagromyza sp. - en minérflue.

I granskov finder man undertiden underlige barkdækkede stubbe, som den til venstre.
At barken er groet op om stubben viser, at træet er forblevet levende længe efter, at det er fældet. Men den energi, der holder liv i en plante, kommer normalt fra træets grønne, solbelyste dele. Og dem har det fældede grantræ jo ingen af.
Grunden til at stubben alligevel forbliver levende er, at der ofte dannes forbindelser mellem nåletræsrødder, der vokser tæt på hinanden. Det er således nabotræernes nåle, der leverer energi til de fældede stubbes fortsatte liv. Det bliver dog aldrig til et nyt træ. I modsætning til løvtræer har nåletræer nemlig ikke hvilende knopper (sovende øjne) som kan danne nye grene.

De fine mønstre man ofte finder under løs bark skyldes barkbiller. Her er det gnav af typografen (Ips typographus).

Midtergangen er gnavet af den voksne hunbille, som med mellemrum har lagt æg i gangens sider. Larverne har så hver især gnavet sig væk fra denne midtergang, og efter nogle centimeters gnav har de forpuppet sig. Som voksne biller har de herefter gnavet sig ud gennem barken, og er fløjet væk.

Disse sære mønstre, som bl.a. kan ses i algelag på træværk, skyldes sneglegnav.
Snegle er forsynet med en såkaldt "raspetunge", som er fyldt med små skarpe tænder. Når en snegl bevæger sig hen over underlagen bevæger den hovedet fra side til side og rasper overfladen af med tungen. Mere om snegle her.


Det ligner en masse små æg, der sidder mellem kogleskællene. Men det er grankoglerust.

Nogen forholdsvis friskfældede træstubbe i skoven ser sådan ud. De er angrebet af skimmelsvamp, som danner sorte ukønnede sporer (konidier) på overfladen. Svampene følger marvstrålerne i træet. Det er stivelsesholdige transportkanaler, som ligger radiært i træets ved. Skimmelsvampene vokser også ind i træet, og flere arter farver træet blåt (blåsplint).
Skimmelsvampe er en samlebetegnelse for mange primitive eller reducerede svampearter.


Teglstensrøde træer. De står i moseområder, og de er kun rødorange på nordsiden. Det er en grønalge, som har et rødt farvestof - hæmatokrom - i cellesaften. Algen hedder Trentepohlia umbrina.

Underlige totter og klatter, der sidder fastlimet til planter eller under bark er ofte ægkokoner udfærdiget af forskellige edderkoppearter. Æggene er indspundet i tæt silke, og er ofte camoufleret på forskellig måde. Meget mere om edderkopper her.


Man kan også finde andre underlige æg, som disse aborreæg og stavtægeæg. Se mange flere æg her.

Hvordan kommer landskabet til at se sådan ud? Synet er almindeligt på gamle enge - som bag Allerød Sø. - De grønne buler er tuer af gul engmyre.

Dødebur

Ved Vestre Hus anbringer vi hver sensommer et "dødebur". Buret indeholder et dødt dyr - en ræv eller en grævling - og formålet er, at man kan følge med i, hvor hurtigt sådan et dyr egentlig forsvinder i naturen. Buret skal være der, så en ræv ikke stikker af med det hele.
Klik på billederne nedenfor for at se forløbet.

Nisseskæg, hår-is, kattehaler eller vat-is - dette sære fænomen har fået en hel side for sig selv.

Mystiske bølgede bøgetræer. Hvad er det for noget?

Det kaldes reaktionsvæv. Træet er vippet og prøver på denne måde at rette sig selv op. Der er spændinger i træets væv og det skal fældes med kyndighed.

Sådanne sære træstykker kan nemt findes i skoven. Det drejer sig om en vedkerne med sidegrene, som er blevet helt overvoksede under træets vækst.

- Den slags grenstykker taler til fantasien, og de kan bruges på sjove måder. Se f.eks. dette fabeldyr, som klatrer i et fabelagtigt træ.
Fabeldyret er lavet af trylledej. Se flere trylledyr her.

Om foråret og i milde vintre kan man være heldig at finde "stjernesnot" i nærheden af vand.

Man finder dels nogle hvide snoede klatter gelé - og dels nogle sorte småkugler, der ligner kaviar.
Det er rester af musvågens måltid, når den har spist frøer, som har været på vej til vandet for at lægge æg. Det hvide er æggelederne, som er fyldt med gelé, og det sorte de umodne æg. Hvis musvågen æder disse dele, vil geléen, hvis formål det er at omgive de aflagte frøæg, svulme ubehageligt op i musvågens mave.


Sådanne små rav-citroner kan være meget almindelige i kompost. De er få millimeter lange og sammensnørede i enderne. Det er regnormes ægkokoner.	Orme lægger deres æg i en slimring, som udskilles af bæltet. Denne ring hærder til de små citroner.

Af og til finder man skeletdele i skoven, og især den mærkelige knogle til venstre har det med at vække undren. Der er lidt kranium over den - og så alligevel ikke.
Det er bækkenet fra en fugl, i dette tilfælde en solsort. På billedet nedenfor kan man se, hvor knoglen sidder. Her er det dog skelettet af en due.
Fugles flyveevne gør det nødvendigt for dem af have en fast konstruktion i kroppen, hvorfor mange ryghvirvler er vokset sammen. Til gengæld er fuglehalsen meget bevægelig. Kranier kan ses her.

Sommeren igennem kan man finde skumklatter på planterne i skoven. Såkaldt gøgespyt.
Inden i hver spytklat sidder en lille bitte skumcikadenymfe (se dyret her). Den laver skummet som beskyttelse mod rovdyr. Det består af cikadens flydende ekskrementer, der blæses til skum ved hjælp af luft fra dyrenes trachéer (deres åndedrætssystem).

Den ene dag er der ikke noget - og så pludselig ligger der noget, der ligner en klat smør på træstubben i skoven. Det er som den skinbarlige trolddom!
Fænomenet kaldes troldsmør, og systematisk har væsenet været anbragt sammen med svampene, fordi det danner sporer, men i dag kaldes det et svampedyr og har fået sin egen gruppe blandt protozoerne (encellede dyr). Troldsmør kravler selv op på stubben for at danne sporer.

Mens troldsmørren er ved at fortættes for at danne frugtlegeme, ligner den grangiveligt en snotklat. Den bevæger sig som en kæmpeamøbe. Se flere svampedyr her.
Også de sære knaldgule, forgrenede væsener nedenfor er svampedyr. De kravler rundt på barken og æder svampe. Og de gule farveklatter på bladene nedenfor til højre er et svampedyrs hvilestadium.

Pludselig - midt på sommeren - dukker der masser af store bløde æg op af skovbunden. Under den tynde hvide hud er de fulde af klar gélé. Og inde i géléen befinder svampen sig, en potent størrelse, som i løbet af et par timer kan vokse .........

.........til mange gange sin oprindelige størrelse. Svampen hedder stinksvamp (Phallus impudicus), og det er fluer, der tiltrækkes af svampens ildelugtende sporemasse, og som transporterer sporerne ud i verden, så der kan komme nye små stinksvampe. Efter et par døgn synker svampen sammen.

En betydelig del af de underlige ting, man støder på i skovbunden er svampe. Her er vist en Rødært (Lycogala epidendrum). Det er en slimsvamp - som i virkeligheden er et svampedyr (se her). Og Kølle-stødsvamp (Xylaria polymorpha) som er en kulkernesvamp. Se flere sære svampe her. De underlige "rødder" nedenfor til højre, som er groet op under træets bark, er også svampe. De kaldes "rhizomorfer" - hvilket betyder at de ligner rødder - og er honningsvampens tykke svampetråde. Disse tråde forgifter træets levende væv og slår træet ihjel.

Ganske særligt mærkelige er vel disse unge svampe, og de bliver ikke mindre sære, når de bliver modne og åbner sig. Klik på dem og læs om dem her.

Underlig rødbrun pels, der gror frem på døde stammer. Hvad i alverden er det?
Fænomener hedder et ozonium, og det er sterilt (ikke sporedannende) væv, som dannes af hus-blækhatten. Jeg ved ikke hvorfor.

Herover ses en normal grangren - uden nåle. Grangrenen til venstre ser noget underlig ud, ligesom mælkebøtten nedenunder.

Fænomenet hedder fasciation, og det skyldes en genetisk ændring, som er sket i et af plantens vækstpunkter. Alle grene, der bærer denne defekt, bliver flade og brede.
Fænomenet ses ret hyppigt på gran, på mælkebøtter og andre kurvblomster og på forsytia.

Og så ses det hos en del haveplanter og potteplanter, hvor det er fremelsket, fordi vi mennesker fascineres af fasciation.

Levende sytråde i planterne.

Nematomorpher er ikke rundorme (nematoder). Men de ligner.
Nematomorph betyder "formet som en nematod".
I England hedder de Horse-hair-worms. Man har troet, at de opstod af hestehår, fordi man ofte fandt dem i hestenes drikketrug. De bryder nemlig ud af græshopper, der hopper op i hestenes vand.

Hår-orm, hedder de på dansk. Og det kan man jo godt forstå. De ligner levende sytråde.
Disse dyr er virkeligt mærkelige. De er parasitter, og de har hver især tilbragt det meste af deres liv rullet sammen inden i et insekt, hvor de er blevet længere og længere og længere.
En dag bryder de så ud af deres vært, hvorefter de parrer sig (der findes nemlig hanner og hunner), og hunnerne gemmer sig i jorden. Der kan de ligge sammenrullet i op til 2 år, men på varme, våde dage kommer de frem og slynger sig om planterne for at lægge æg. - Æg, som måske bliver ædt af en værtsdyr.

Man har konstateret, at nogle hår-orme, der lever i græshopper, kan påvirke deres værters hjerne, så græshopperne hopper i vandet. Noget græshopper ellers aldrig finder på. - I vandet bryder hår-ormen ud af værten. Se her.


Massive jordpølser som disse, der dukker frem efter en snedækket vinter, kan nok vække undren. De er mosegrisens værk. - Mosegrisen er en stor mus, der om vinteren mest opholder sig under jorden. Den kan dog også lave gange i sneen lige over jordoverfladen, og nogle af disse gange kan den senere finde på at fylde med overskudsjord fra dybere gange. Når sneen så smelter ser man disse jordfyldte gange oven på jorden.

Et lille gættebillede. Hvem har lavet dette mønster? Klik på billedet for at få svaret.