fluesvamp

Fluesvampe

Fluesvampe er store, jordboende svampe med hvide lameller og ofte med ring. De er mest kendt for de giftige arter, men der findes også en del spiselige fluesvampe.
Vær opmærksom på, at svampegifte ikke dannes af svampene for at forhindre at de bliver ædt. Svampegiftene udgør en del af svampenes normale stofskifte, og de giftige svampe er derfor ikke advarselsfarvede. Man kan ikke se på en svamp, om den er giftig!

Den Røde fluesvamp (Amanita muscaria) er den arketypiske giftsvamp. Smuk og indbydende, mystisk og lokkende, farlig og berusende.
I virkeligheden er denne svamp ikke dødeligt giftig, men den er hallucinogen og giver opkastninger.
Det var dog ikke denne svamp der fik vikingerne til at gå bersærk, da rusen ikke medfører aggressivitet, men rusvirkningen har været meget populær i Sibirien.

Som helt ung er den røde fluesvamp helt dækket af de hvide hatskæl.

Den meget smukke lysende farve skyldes, at der befinder sig et gult reflekterende lag under den røde hathud.

Hatfarven bleges, hvis svampen tørrer ind.

Navnet "fluesvamp" kommer sandsynligvis af, at den har været brugt som fluegift, idet hatten er blevet lagt i en tallerken med mælk og sukker. Giftstoffet muscimol har en vis insektdræbende effekt.

Fluesvampefamilien nedenfor viser, hvor hurtigt en fluesvamp udvikler sig. Klik på billederne, som er taget med en dags mellemrum.

Rødmende fluesvamp (Amanita rubescens) er mindre iøjnefaldende. Men den er særdeles almindelig, og den kan være meget smuk og elegant. Den er spiselig.

Her står en lille enlig Rødmende fluesvamp ved roden af en bøg og ser nydelig ud.

Rødmende fluesvamp kan se meget forskellig ud, og mangler undertiden helt skæl på hatten. Oftest er den dog fuld af svampemyggelarver, og larvegangene er altid rosafarvede.
Svampen er spiselig, men man skal være sikker på ikke at kunne forveksle dem med andre fluesvampe.

Brun kamfluesvamp (Amanita fulva) har ingen skæl på hatten, og den mangler også ring. Men den er omgivet af et fællessvøb som ung, det splitter bare ikke op i skæl, men bliver siddende som en pose ved stokkens bund. Nedenfor ses fødslen af en kamfluesvamp.

Den er spiselig, men den smager sært og der er ikke meget mad i den. Til gengæld er den særdeles almindelig på tørvebund.

Herover til venstre er det Brun kamfluesvamp (Amanita fulva), som er almindelig. Til højre Grå kamfluesvamp (Amanita vaginata), som er mindre almindelig.

Dødeligt giftig er imidlertid superskurken herunder: Den Grønne fluesvamp (Amanita phalloides). Denne svamp er smuk, den ser delikat ud, den lugter behageligt og den smager ikke grimt - men hvis man spiser den, dør man langsomt under store lidelser!
Ingen svampe er dog så giftige, at man ikke kan tåle at røre ved dem, og der sker ikke noget ved, at man bagefter kommer til at stikke fingrene i munden. Det kan dog gøre ondt, hvis man kommer til at stikke fingrene i øjnene.

Den grønne fluesvamp er ret almindelig.
Den er grønliggrå og tyndkødet og vokser oftest i mindre grupper. Lamellerne er fri af stokken, som bærer en tydelig ring.


Snehvid fluesvamp (Amanita virosa). Den er ikke så almindelig, lugten er svag - og den er dødeligt giftig!

Kugleknoldet fluesvamp (Amanita mappa). Denne smukke svamp er meget almindelig og lugten minder om rå kartoffel. Den er ikke giftig.

Porfyr fluesvamp (Amanita porphyrea) har som regel ingen skæl på hatten.

Høj Fluesvamp (Amanita excelsa), med stribet ring. Den gror i granskoven.

Som det ses her, findes der en del fluesvampe, både spiselige og giftige. Og da de kan være svære at skelne fra hinanden, bør man være meget forsigtig med disse svampe.
Giften fra de giftige fluesvampe giver ikke blot dårlig mave. De forårsager omfattende nyre- og leverskader, som både er pinefulde og uhelbredelige.