|
|
|
.JPG) |
Honningsvampen (Armillaria sp.) er meget almindelig på dødt træ sidst på året (oktober).
Svampen er meget variabel, og det har vist sig, at der i virkeligheden
ikke er tale om en enkelt svampeart, men om 5-6 forskellige arter med
lidt forskellig levevis.
Alle arter har dog en spiselig hat, der som ung er udmærket til
svampesuppe. Stokken er for sej.
Advarsel: Det siges
at nogen ikke kan tåle svampen, hvorfor det anbefales, at man kun
spiser en lille portion første gang. Jeg har dog bespist mange
med suppen uden at modtage klager.
Billederne herunder viser nogle forskellige honningsvampe.
|
 |
| Mørk honningsvamp (Armillaria
ostoyae). Meget skællet og sortagtig i midten. |
|
Gammeldags honningsvampesuppe.
Pluk en god portion unge honningsvampehatte
- der er som regel nok af dem, og de er alle sammen spiselige, hvis
blot de bliver opvarmet. De må ikke spises rå!
Rens dem og skær dem i stykker.
Rist dem i smør på panden.
Kog diverse grøntsager i vand en times tid og si grøntsagerne fra
(eller brug en bouillonterning) og
jævn suppen med en smørbolle.
Kom svampene i suppen sammen med hakket persille og lidt piskefløde.
Smag til med salt og spis suppen med brød til. |
|
Honningsvampens mycelium (svampetråde) lever af dødt træ, som
gennemvokses og nedbrydes. Denne svamp kan imidlertid selv dræbe
det træ, den skal leve af.
På billedet til højre ses tykke, sorte, rodlignende svampetråde, som
har spredt sig op under barken på et egetræ. Fra disse tråde (rhizomorpher)
sprøjtes gift ind i træets levende væv indtil træet død.
Honningsvampens smukke frugtlegemer udvikles først, når træet er
velfordøjet. |
 |
 |
Tilbage til hovedsiden |
 |
Tilbage til dyrelivet |
 |
Tilbage til svampe |
 |
|
|
|
|
|