koedaedende planter

Kødædende planter

Det kan virke uhyggelig bagvendt, når planter fanger, nedbryder og optager dyr. Men planter er slet ikke ude efter det samme, som dyr er, når de æder andre dyr. - Planterne er nemlig uinteresserede i den energi, der frigives, når dyrene nedbrydes, da planter kan hente energi direkte fra solen. I stedet er planterne ude efter de plantenæringsstoffer, der bliver tilbage, når dyret er opløst: kvælstof, fosfor og svovlforbindelser. Kødædende planter gror oftest på næringsfattige steder, så de gøder sig selv med døde dyr.

Blærerod (Utricularia vulgaris og Utricularia australis)


Slank blærerod-Utricularia australis, med flad læbe.	Alm. blærerod-Utricularia vulgaris, med kølformet læbe.	Frøen er ikke i fare. Den er for stor.

Allerød ligger i et dødislandskab med masser af dødishuller. Det er mindre søer med lerbund, som blev dannet efter sidste istid, og som er næringsfattige, fordi de kun tilføres regnvand. I en del af disse vandhuller gror der blærerod.

Den plante fanger små bitte vanddyr, såsom vandlopper og dafnier, i de blæreformede afsnit af bladene, som kan ses på billedet til højre.
Den gule maskeblomst skydes op over vandoverfladen, så den kan bestøves af insekter.

Blæren er en delikat fælde.
I blæren er der undertryk, og den er forsynet med en låge, som smækker ind i blæren, hvis nogle små hår på ydersiden berøres. Når lågen smækker ind suges det lille dyr, som har berørt hårene, med ind i blæren, hvor det dør og opløses.

Det er til gengæld ikke farligt for insekter at stikke snabelen i blærerodens blomster. Blomsterne skal jo bestøves, for at kunne danne frø, så her må planten være venlig overfor smådyrene. Det kræver dog en del kræfter for den lille svirreflue at mase sig ind mellem blomstens læber.

Om efteråret danner planterne en masse små grene i skudspidserne, som danner helt tætte knopper (hibernarier). Disse skudknopper synker til bunds, mens resten af planten dør.

Næste forår ser de sådan ud. De stiger atter op til overfladen og danner nye planter.


Blæreknopperne kan i sene forår godt gå i gang med fotosyntesen inden isen er smeltet, så de smelter huller i isen.	Så ligger planterne der og ser spøgelsesagtige ud i vandoverfladen.

Soldug (Drosera rotundifolia)

Rundbladet soldug er en kødædende plante, der står i tørvemosplanterne i tørvemoser. Den har altså slet ikke rødderne i jord, og har derfor hårdt brug for de næringsstoffer, den kan få fra indfangne smådyr.

Soldug fanger sit bytte ved hjælp af et sukkerholdigt, klæbende stof, der udskilles fra hår på de runde blade. Når byttet sidder fast bevæger hårene sig langsomt ind over dyret, som efterhånden opløses af enzymer i opløsningen.Normalt er det små fluer, myrer og myg, der bliver fanget, men her til venstre er det en sommerfugl (skovrandøje), der sidder uhjælpeligt fast.

Soldug får yndige små 5-tallige blomster på lange stilke, så bestøvende insekter kan undgå at komme til skade. Planten tilhører soldugfamilien i kandebærerordenen, som rummer flere rovplanter.

Vibefedt (Pinguicula vulgaris)

Vibefedt er også kødædende. Dens blade er klæbrige og dækket af kirtelhår, der udskiller enzymer, som opløser de insekter, der fanges på bladoversiden.
Denne plante vokser på næringsrige enge med lav bevoksning, så man kan undre sig over, at den behøver næringsstoffer fra insekter, men den har meget svage rødder, så den har nok behov for også at kunne æde med bladene.
Det er en maskeblomst af blærerodfamilien.
Den er ret sjælden i Danmark. Denne er fotograferet ved Småsøerne mellem Buresø og Bastrup Sø.