Mosser

Mosser

Mosser er ikke som andre planter. De har ingen rigtige rødder, og de tørrer let ud - uden at det dog slår dem ihjel. De sætter heller ikke blomster, og de bliver aldrig ret store, da de ikke har noget ledningsvæv til transport af vand og næringsstoffer.
Men der findes mosser alle mulige steder og man har beskrevet over 14000 arter - i Danmark omkring 400.
De fleste mosser er svære at bestemme. Her er kun beskrevet nogle enkelte, som er karakteristiske for skoven og lette at kende.
Mosser er mest frodige om efteråret og i milde vintre, for da er luftfugtigheden høj. Man kan derfor gå på mosjagt i skoven, når der ikke er så meget andet at finde. Mange mosser er meget smukke, men man skal have snuden i jorden for rigtigt at få blik for dem.


Bladmosser	Levermosser	Tørvemosser

Bladmosser

Cypresmos (Hypnum cupressiforme)

Cypresmos er en af de mosser mos, man hyppigst støder på i skoven. Den gror på grene, op ad stammer, hen over sten og på den bare jord. Den kan se ret forskellig ud, men den er altid uregelmæssigt fjergrenet, med små bitte blade og endeskud, der ser ud, som om de var flettet.

Cypresmos på en egestamme.

Cypresmos med masser af let krumme sporehuse.

Cypresmos kan ofte løftes af jorden i store plader, og er meget velegnet til fremstilling af mostræer og mosdyr.

Cypresmossens "flettede" endeskud.

Rubørstet kortkapsel (Brachythecium rutabulum) er også meget almindelig i skoven, hvor den gror hen over stubbe og sten. Dens blade er spidse og lidt sammenfoldede. Til venstre et nærbillede af et sporehus.
Og så vil jeg - med småt - ikke undlade at bemærke, at det da er nogle håbløse navne, man har fundet til de arme mosser. Hvordan i himlens navn skal man kunne huske, at den hedder Rubørstet kortkapsel?

Ved åbningen er sporehuset forsynet med to rækker tænder (peristomet). Disse tænder bøjer sig ind over mundingen i fugtigt vejr og holder sporerne indenbords, mens de lukker sporerne ud i tørt vejr, hvor de kan flyve langt.

Skov-jomfruhår (Polytrichum formosum)

Jomfruhår vækker opmærksomhed, med sine tætte, mørkegrønne tuer af stjerneformede mosplanter. Det er en mos, man får lyst til at tage indendørs og bruge til dekorationer. - Men det er ikke umagen værd. mosset tørrer hurtigt ud - som det ses ovenfor til højre - og så er det ikke kønt længere.
I fugtigt vejr suger mosset vand og bliver friskt igen. Mosplanter råder ikke over de samme værn mod udtørring, som frøplanter gør. Til gengæld tåler de udtørring fint.

Navnet jomfruhår skyldes de lange hår på sporehusets låg, som ses på billedet nedenfor. Denne hårpragt kan let pilles af. Så kan man se det nette sporehus, hvis låg falder af, når sporerne er modne.
Ofte kaldes denne mos for stjernemos; men det er nu nogle andre mosser, der hedder sådan.

Bølget katrinemos (Atrichum undulatum) er også en yndig og almindelig mos i skoven. Den har krumme sporehuse med en lang spids på låget (til højre). Spidsen sidder dog kun på til sporerne er modne og låget falder af.

Kost-kløvtand (Dicranum scoparium) kan godt minde om en lille jomfruhår på grund af de lange, spidse kransstillede blade. Men det er det nu ikke. Kost-kløvtand (som har navn efter tænderne i sporehusets munding) er meget almindelig i skoven - blandt andet ved trærødder og på sten. Ofte bøjer alle bladene i samme retning.

Bølget stjernemos (Mnium undulatum)

Bølget stjernemos er også meget almindeligt i skoven. Både i løv- og i nåleskov. De små, friskgrønne blade har en tydelig lang midterribbe, om hvilken de bølger. Tager man en plante op, ligner den en lille palme. Men bladene tørrer hurtigt ud og krøller sammen.
Bølget stjernemos (Mnium undulatum)	Brunfiltet stjernemos (Mnium hornum)

Men hvorfor hedder denne plante så stjernemos? Svaret kan ses ovenfor. Det er de kønnede skud, der ligner små stjerneformede blomster. I midten sider hanlige- og hunlige kønsorganer. De hanlige laver spermatozoider - små selvbevægelige kønsceller med ti flageller. Disse kan i vådt vejr svømme over til de hunlige kønsanlæg og befrugte ægcellerne dér. En befrugtet ægcelle gror op til et sporehus, i hvilken der - efter en reduktionsdeling - dannes encellede sporer. Selve mosplanten har kun et enkelt kromosomsæt (n). Kun sporehuset har et dobbelt sæt kromosomer (2n), som vi andre har.


Mange mosser vokser på meget karakteristiske steder. På sådan en skrænt ved foden af et bøgetræ gror brunfiltet stjernemos (Mnium hornum).	Almindelig stjernemos (Mnium cuspidatum) har fine ovale gennemsigtige blade.

Rosetmos (Rhodobryum roseum) er en helt specielt yndig lille sag. Den har underjordiske udløbere, og fra dem vokser de små palmelignende mosplanter op. Planterne er 2-5 cm. høje. Denne mos findes hist og her i skovbunden.

Alle mosser kræver høj luftfugtighed, for at kunne gro, men nogle mosser findes kun på meget våde steder.

Halvt ude i vandet finder man denne vårgrønne Sejlmos (Drepanocladus sp.), hvis blade er meget krumme. Som kløer.

Nogen arter af seglmos (her Drepanocladus fluitans) kan gro helt nedsænket i vand.

Også den kraftige Spids spydmos (Calliergonella cuspidata) gror, hvor der er rigtig vådt. Det er en rå mos, som man næsten kan stikke sig på.


Helt nede i rent vand kan man finde kildemos. Til højre med sporehuse.

I granskov, der ikke er for mørk, kan man som regel finde mange smukke og karakteistiske mosser inden for et lille område. Se blot mosserne herunder.

Almindelig etagemos (Hylocomium splndens) er en yndig bregnebladslignende mos, som skyder en ny etage hvert år. Stænglerne er rødlige.

Denne mos ligner etagemossen ovenfor, men den er endnu finere forgrenet og stænglerne er grønne. Den hedder Pryd bregnemos (Thuidium tamariscinum), og den danner tætte tæpper. Sporehuse ses meget sjældent.


Trind fyrremos (Pleurozium schreberi)

Gran-tæppemos (Plagiothecium curvifolium). Det må vist nærmest være en rya. Denne mos er også almindelig i granskoven.


Almindelig hvidmos - eller blegmos - ( Leucobryum glaucum) gror i tætte puder på næringsfattig bund. I tørt vejr er den næsten hvid, mens den bliver grøn, når den er våd. Farveskiftet skyldes et ydre lag af døde celler, som suger vand op i puden. Når disse celler i tørt vejr er luftfyldte, tilbagekaster de lyset så mosset ser hvid ud.

Eng-kransemos.

Endelig er der den mos, der danner græsplænens dejligt bløde undertæppe. Den hedder faktisk ikke plænemos, men derimod Eng-kransemos (Rhytidiadelphus squarrosus)Ikke fordi den gror i kranse, men fordi man bruger nogle af de kraftigere arter af denne mosslægt til at binde kranse af (se nedenfor). Denne mos er helt uregelmæssigt grenet, og som man ser på forstørrelsen til højre, bøjer de tilspidsede blade tilbage.

Ovenfor ses denne mos på en rigtig end. Hvis man vil bevare den i græsplænen, skal man lade være med at gøde.

Almindelig kransemos (Rhytidiadelphus triquetrus) er en meget kraftig og stiv mos, som undertiden kan findes i tætte bevoksninger på fugtige steder i skoven.
Af denne mos kan man lynhurtigt binde en flot krans.

På gamle stråtage findes ofte store puder af Tag-snotand (Tortula ruralis) Den har rød ribbe og bladene har en lang spids. En meget lignende art (Klit-snotand) findes udbredt i den grå klit, hvor den binder sandet.

Den pudeformede mos med det skimlede udseende, som gror på sten og beton er en Grå-Pudemos (Grimmia pulvinata). Det grå skær skyldes bladenes trådformede forlængelser.

I fugtigt vejr bøjes sporehusstilkene, så sporehusene skjules i mospuderne.