Aedespor i skoven

Dyrespor

Ædespor i skoven
I skoven findes ofte spor efter nogen, der har fået noget at spise, og som har ladet resterne ligge. Her kan man måske finde ud af, hvem der er.

I skoven findes ofte bunker af fjer, hvor rovfugle eller ræve har indtaget deres måltid. Til venstre er det duefjer, til højre solsortefjer.


Hvis fjerposerne er hele, som det ses til venstre, er det en rovfugl - normalt due- eller spurvehøg - der har plukket fuglen. Er fjerposerne bidt over, er det ræven, der har været på spil. Til højre er det en mus, der er blevet plukket. Det er høgens værk. Den spiser næsten kun fugle, men fanger den en mus, bliver den behandlet som en fugl - og omhyggeligt plukket.

Undertiden finder man flere rester efter rovfuglenes måltid. Dueknogler. Dybe næbbid i brystbenet viser at en rovfugl har spist her. Et helt dueskelet kan ses her.

Når rovfugle æder frøer tidligt om foråret - eller sent om efteråret - efterlader de æggestokke med æg. Æggene er nemlig omgivet af gelé, som svulmer ubehageligt op i maven, hvis den bliver spist. Disse rester kaldes stjernesnot.

Finder man dueæg eller andeæg som dem nedenfor, er reden blevet plyndret. Ofte af skovskader. Det undrer tit, når vi finder andeæg dybt inde i skoven, men gråænderne bygger gerne rede langt væk fra vandet, for at undgå rovdyr. Når æggene så er udruget, traver andemor tilbage til vandet med ællingerne i hælene.

Uglegylp findes lettest om vinteren i høj granskov. Gylpet er altid fyldt med knogler. Mangler knoglerne, kan der være tale om gylp fra rovfugle, da deres mavesyre opløser knoglerne.
Det grå i gylpet er musehår. Til højre et fint lille musekranium fra gylpet.

I de fleste gylpboller kan man finde et musekranium. Som regel er baghovedet dog knust, for på den måde dræber uglen sit bytte. Fortænderne i undermunden er rodåbne og strækker sig igennem hele kæben. På billedet i midten ses nederst sådan en lang tand.

Til venstre ses også et spor efter uglens måltid, aftegnet i sneen.
Musen kom hoppende ind fra venstre.
Den fløj derfra.

Rådyret spiser anemone-jordstængler. De er næringsrige, men indeholder også giftstoffer.

Her er et par hindbærbuske gnavet væk.

Om vinteren skraber rådyr i skovbunden for at finde noget spiseligt. De spiser bl.a. masser af bog, altså frø fra bøgetræer.

De tueformede bregners jordstængler og også populære. Vi ville blive syge af at spise dem.


Smågraner bliver gerne begnavet af rådyr. Især i vintre med meget sne. Både de helt små graner, som næsten bliver ædt op, og de større, som bliver begnavet så højt rådyret kan nå. Det er derfor man indhegner nyplantet gran. Hvis rådyret bider toppen af, bliver granen ofte flerstammet og værdiløs som tømmer.

Her er toppen bidt af alle de opvoksende ahorn. Sådan en bevoksning kan holdes i ave i årevis.	Rådyret har et sært tandsæt. Den har ingen tænder forrest i overmunden, så afbidte grene er altid flosset flået af i den ene side.

Rådyret gnaver også gerne bark, især af unge frugttræer. Kyllingenettet var her ikke ganske højt nok.

Når skovbunden er gennemrodet, er det dog ikke altid rådyr. Solsorten roder meget. Den leder efter småkravl mellem blade og nåle, hvor snelaget er tyndt. På billedet ovenfor kan man tydeligt se solsortens hoppespor omkring rodestedet.

Finder man knuste sneglehuse ved en sten, så har sangdroslen være på spil. Denne fugl knuser husene mod stenen for at æde sneglene. Solsorten mestrer ikke denne kunst.

Om vinteren bliver skovbunden under granerne af og til ganske dækket af små grangrene. Det er egernet, der bider kvistene af for at spise de små knopper, der ellers ville gro ud til næste års skud.

Svampe som føde

Rådyr gnaver hattene af honningsvampe.

Bløde buer i svampehatten er spor efter sneglenes raspetunge. Snegle kan udmærket spise svampe, der er giftige for os.

Mus gnaver også gerne svampe i sig. Især rørhatte og netbladhat er populære. De gnaver ofte hele hathuden af, nok fordi det er den mest faste og energirige del af svampen. Man kan tydeligt se mærkes efter musens fortænder.

Rødgranens kogler er eftertragtede.

Der sidder to næringsrige, vingede frø bag hvert kogleskæl. Men prøv selv hvor svært det er at få dem ud af koglen.

Mange dyr gør dog deres bedste, for at få del i denne ressource før koglerne åbner sig om foråret og frøene falder ud. Her er det dels egern (til venstre) og flagspætte (til højre), der har tømt koglerne.

Flagspætten kiler koglerne fast i barkrevner og hakker dem i stykker, så den kan pille frøene ud med tungen.

Her ses forskellen på en egerngnavet og en musegnavet kogle meget tydeligt. Det er ikke altid så klart. - Men egernet er stærkt nok til at flå skællene af, så koglen bliver flosset, mens musen (til højre) må afgnave hvert skæl ganske omhyggeligt. Endvidere tilspidser egernet koglen i bunden.
Der er dog også forskel på, hvor man finder koglerne. Mus sidder oftest i skjul og spiser, mens egern sidder ude i det åbne. Man finder langt flest egerngnavede kogler.

Er hvert skæl til gengæld fint gennemskåret er det korsnæb, der har været på spil. Disse fugles næb er specielt indrettet til at pille frøene ud på denne fikse måde.
Korsnæb yngler om vinteren, mens der stadig er frø i koglerne, og det hænder at Lille korsnæb yngler i Ravnsholt skov.


Også de små lærkekogler bliver tømt for frø, selv om de ikke er specielt eftertragtede. Disse er spist af egern og korsnæb.

Sådan kan det se ud, når det er mus, der har tømt koglerne. Hver plukket kogle ligger i sin bunke kogleskæl. Mus kan ikke bare flytte rundt med koglerne som de lyster. De er for store og uhåndterlige for en lille mus. Koglerne lå skjult under en grangren, som jeg fjernede.

Agern er næringsrig kost, og ikke så hårde at gnave i stykker. Igen vil man finde musens rester i bunker på beskyttede steder.

Hasselnødder er guf! Masser af næring.

Nødden til højre er gnavet af en "ægte mus" - skovmus eller halsbåndsmus. Disse mus gnaver helst ind fra siden af nødden, og da de gnaver med undertænderne fra nøddens inderside, afsætter overtænderne en lys kant på ydersiden.

Nødden ovenfor er hakket i stykker af en spætte. Den sætter først nødden fast i en sprække.

Rødmus gnaver med undertænderne udefra og afsætter ikke denne ring.

Egern graver forråd ned rundt omkring i skovbunden, bare en enkelt nød eller et agern hvert sted. Og de kan huske hvor de er gemt, også efter at de er blevet dækket af sne. Ovenfor har et egern opgravet en gemt nød.

Nødderne til højre er åbnet af et egern. Egernet er stærkt nok til at flække nødden med et enkelt bid.

Spætter
Træer, der er hugget i stykker, er spætternes værk. Hvis det hele er smadret, er det som regel sortspætten, der har været på spil. Mindre huller - som det til højre - skyldes oftest flagspætten.

Hullerne er groft tilhugget og ikke ret dybe. Kikker man ind, kan man se gange efter billelarver derinde. Spætten fanger larverne med sin lange klæbrige tunge.

Musene efterlader sig også ofte tydelige spor.

Her er det formodentlig halsbåndsmus eller skovmus, der har tømt en masse kirsebærsten.

Her ovenfor og til venstre er det rødmus, der har afbarket et par småbøge og en hyldegren. De er ude efter det levende grønne væv under korken.

I lysesivene kan man tit finde små bunker af afbarkede sivstykker. Det er markmus eller mosegrise, der har spist den grønne bark og ladet marven ligge.

Blodspor i sneen og de sørgelige rester af et rådyr. Her har ræven holdt ædegilde, men den har ikke selv nedlagt rådyret. Så stort et dyr kan ræven slet ikke klare. Rådyret er blevet ramt af en bil, og har slæbt sig ind mellem granerne i vejsiden. Her er det blevet fundet af den vintersultne ræv.

Hyppigst sætter ræven dog ædespor som dem nedenfor, hvor den har fået fat i en spændende affaldspose og har undersøgt indholdet... Det er derfor man ikke sætter ekstra affaldsposer foran Vestre Hus!

Selv om grævlingen er vores største rovdyr, så lever den hovedsageligt af regnorme og andre smådyr. Derfor er der oftest fyldt med småhuller, hvor grævlingerne har gravet efter mad omkring deres grave.
Smådyrene kan godt være hvepselarver. Grævlingen graver gerne gedehamseboer op af jorden for at æde larverne.