Firben

Skovfirben - eller almindeligt firben - (Zootoca vivipara) ser man også en del af, når solen skinner. Især tidligt på foråret, hvor disse vekselvarme dyr har brug for al den varme, de kan suge til sig.
Også skovfirbenet er levendefødende. De små unger fødes i starten af august, og de er ganske nuttede.

 

 

Firbenet har store flade glatte skæl på maven og toppede skæl på ryggen. Med mellemrum skifter firbenet det yderste lag hud i store flager.

 

Man kan godt fange et firben, uden at det taber halen, hvis man er forsigtig og ikke løfter det i halen. Man bør ikke få firbenet til at smide halen for sjov. Firbenet mister en masse næring på den måde, og den nye hale bliver aldrig helt god.
Der findes en myte om at man ikke må lægge øgler på ryggen. Det er ikke sandt. Læs om myter her.

Firbenet herunder er en højdrægtig hun.
Krybdyr ernærer ikke fostrene ved hjælp af en placenta, som pattedyrene gør. De levendefødende arter beholder blot æggene i sig, til de klækker. Så fostrene lever af blommemassen i ægget, som er uden skal. Kun omgivet af en tynd hinde.
Firbenungen her skifter ham. Den bider hammen af med munden, men den æder den ikke, som en del øgler ellers gør.
Disse æg er pillet ud af et trafikdræbt firben. Det gule er blommemasse, som fostret lever af.
Og hele familien. Firben passer dog ikke deres unger. Ungerne kan klare sig selv fra starten.
     
  Markfirbenet (Lacerta agilis) er en varmekrævende art, så det findes ikke i skoven, men i åbent land som grusgrave og bag klitterne på stranden.


Markfirbenet er grovere i sin legemsbygning end skovfirbenet, og hovedet er større. Markfirbenet lægger æg, som graves ned i løs jord.

Hannerne bliver fint grønne i parringstiden.
 
     

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Videre til slanger