Vilde dyr skelner ikke mellem by og land, mellem skov og villakvarter eller mellem vild natur og et reguleret, menneskeskabt bymiljø. Dyr skelner mellem områder, der rummer livsmuligheder - og områder, der ikke gør.
For ræve er der gode livsmuligheder i byerne - især i villakvartererne. Det er derfor, de er der, og de klarer sig fint. Byræve får faktisk flere unger, og de lever længere, end ræve i skoven.
Hvis vi vil af med de vilde dyr i byerne, kommer vi til at lukke vore byer inde i lukkede kupler forsynet med et omhyggeligt slusesystem. Og hvorfor skulle vi dog det?

Men det er værd at tænke på, at byrævenes antal reguleres af fødemængden. Jo mere mad, des flere ræve. Samtidig betyder den større tæthed af ræve i byerne, at sygdomme spredes nemmere mellem dyrene, så de er mere udsatte for epidemier. Således har ræveskaben de sidste år mest ramt byrævene.

Byræve er udsultede, sølle dyr, som er henvist til at leve af affald. - Vilde dyr hører til i den vilde natur, og byræve burde udryddes.

Ligesom hos hvepse (gedehamse) og bier, er de fleste humlebier sterile hunner (arbejdere), hvis kønsorganer er omdannet til forsvarsvåben. 
Humlebier kan altså godt stikke, selv om de nødigt gør det. - Men de bider ikke. Deres mund er beregnet til at opslikke nektar.

Man bør undgå at kaste ris efter brudepar, når de forlader kirken, for risene svulmer op i maven på de fugle, der æder dem, hvorved de simpelthen kan eksplodere.

Ris svulmer ganske rigtigt op, når de bliver våde. Men det gør alle mulige andre frø også, og det tager frøspisende fugles fordøjelsessystem naturligvis ikke mindste skade af.

Det interessante ved en myte som denne er egentlig ikke, hvordan den er opstået. Den kan såmænd være fundet på af hvem som helst. Det interessante er, at den er helt umulig at udrydde, selv om den er åbenbart grundløs.
Årsagen er at denne myte rummer nogle kvaliteter, der gør den meget velegnet til at cirkulere mellem mennesker.

1. Myten rummer et dramatisk billede (den eksploderende fugl), som gør den nem at huske.
2. Den er hurtig og nem at fortælle videre.
3. Man bliver mindet om den med mellemrum, fordi den er forbundet med en bestemt tilbagevendende begivenhed: bryllup.
4. Man udsender et signal om at være et hensynsfuldt menneske, når man fortæller denne myte videre.

Når en oplysning rummer alle disse elementer af "god historie", bør enhver skeptiker være på vagt. Oplysningen behøver ikke være usand, men den vil leve videre helt upåvirket af sandhedsværdien.

Myte

Der findes desværre ingen simple måder, hvorpå man kan kende giftige svampe fra spiselige. Man bliver nødt til at lære de enkelte arter at kende.

Formodningen om, at svampene skulle signalere til os, om de er spiselige eller ej, skyldes nok, at mange giftige insekter er advarselsfarvede, og at mange giftige planter smager eller lugter grimt. Men planter og insekter danner giftstoffer, for ikke at blive ædt, mens svampegifte dannes som en nødvendig del af svampenes stofskifte.

Svampegifte, som er dødelige for mennesker, tåles i øvrigt af mange dyr.
Mere om svampe her.

Myte

Fakta

Svarer til at anbefale æbleplukning med saks, for ikke at skade æbletræet.
Svampemycelier danner udbredte netværk i jord eller træ, og den smule mycelium, der følger med, når man plukker en svamp, betyder intet.
Når man plukker svampe til spisning, som man kender med sikkerhed, kan man selvfølgelig bruge kniven, for at undgå at få jord med i kurven; men plukker man svampe til bestemmelse bør man altid have den underjordiske del af svampen med. Den kan være meget vigtig, for at kunne bestemme svampen med sikkerhed!

Svampen på billedet er en Violet hekseringshat. Læs mere om svampe her.

Myte

Fakta

Denne myte er virkelig helhjertet antividenskabelig. Den siger vel noget i retning af, at naturvidenskaben er tåbelig, at den ikke siger fortæller sandheden om verden. Og at man klarer sig meget bedre, hvis man sørger for at bevare sin uvidenhed.

Selve historien er dog meget tynd. Hvis man regner ud, at humlebier ikke kan flyve, så har man regnet forkert. - Og det er tilgiveligt, da insekters flyveteknik er meget kompliceret. Men der er ingen grund til, at man ligefrem bliver berømt for sådan en regnefejl.

På nettet kan man i øvrigt finde flere forklaringer på denne mytes opståen, men de synes tvivlsomme. Det er næppe muligt at opspore starten på en sådan myte, som kan være opfundet af hvem som helst.

Ørentviste kravler om dagen ind i snævre sprækker, for at undgå rovdyr, men de har ingen speciel forkærlighed for ører.

Misforståelsen skyldes måske ørentvistens navn, som nok er afledt af dens videnskabelige artsnavn, auricularia, hvilket betyder ørelignende. Dette navn hentyder til hanørentvistens ørelignende tang.

Tangen er i øvrigt meget svag, og den kan ikke overklippe noget som helst. Den bruges til at true med, og sandsynligvis også til at imponere hunnerne med (se bogen om dyrenes sexliv).

Hvide ørentviste har lige skiftet hud, så alle ørentvister er hvide med mellemrum.