SPINDLERE

Mider

Mider er spindlere ligesom edderkopper, mejere og skorpioner. Men de har en udelt krop, og de fleste er meget små. Alligevel går enkelte af dem til angreb.

Skovflåt
Skovflåten (Ixodes ricidus) er en blodsugende mide. Den skal igennem forskellige stadier, hvorunder den suger blod hos forskellige dyr.

Skovflåten er ikke nogen tæge. Læs om tæger her.

Får den voksne hunflåt lov til at blive siddende på sin vært, kommer den i løbet af et par dage til at tage sig ud som flåten herunder. Den er på størrelse med en stor ært, og kan lægge omkring 2.000 æg. Så længe får flåten aldrig lov til at sidde på et menneske, men dyr som hunde og rådyr har problemer med at få dem af.
Det herlige billede af den spejlende flåt er taget af Tom Wagner.


Skovflåten lurer i toppen af planter og strå. Når man går forbi, griber den fat - som ovenfor, hvor den angriber min finger. Flåter hopper ikke ned fra træerne. De kan kravle rundt på kroppen længe, før de finder et tyndhudet sted at stikke snuden i.

Skovflåten er meget hyppig i Ravnsholt Skov, men det bør ikke give anledning utryghed. Man skal blot se at få flåten pillet af med det samme, når man opdager den på sig. Den overfører ikke bakterien borrelia, som kan give sygdommen borreliose, før den har siddet mere end et døgn, og så længe vil man sjældent have den siddende. Den klør!
Man skal heller ikke miste besindelsen, hvis man ikke får munddelene med, når man fjerner flåten. Det giver lidt betændelse, men det er ikke spor farligt.
Flåten skal have tre blodmåltider i løbet af sit liv. Første gang suger flåtbabyen (larven), som kun har 6 ben, normalt på en mus. Her kan den hente borrellia-bakterien. 2. eller 3. gang kan flåten suge på mennesker. Den er ganske lille, blot et punktum på huden.

Sådan bør flåtbiddet ikke udvikle sig. Lige omkring biddet vil der altid blive rødt i et par uger, men hvis der i ugerne efter biddet dannes en sådan større ring eller skjold på huden, skal man gå til lægen, som behandler med antibiotika.

Blodfyldt hunflåt. Denne har suget sig fed på en hjort.
Bemærk hvordan benene spiles fra hinanden.

Her er det en hanflåt - til venstre - og en voksen hunflåt, der ligger på ryggen. Til højre en parring, som foregår bug mod bug. - Kun hunnen har den meget elastiske hud, for kun hunnen skal æde sig fed i blod, for at kunne lægge 2000 æg.

Skovflåten er ikke noget populært dyr. Den bider, den suger blod - og den kan overføre nogle ubehagelige sygdomme.
Men vi mennesker har det med at dæmonisere vores fjender, så farer, der er reelle men overskuelige, bringes helt ud af proportion og kommer til at fylde alt for meget i vor bevidsthed. - I mit arbejde møder jeg således mennesker, som ikke længere bryder sig om at gå i skoven, fordi de er bange for flåter. Jeg møder børn, der reagerer med voldsom angst overfor alt, der kravler på huden. Og jeg møder folk, der tager på skadestuen, hvis de bliver bidt.
Så nu er det på tide at afmystificere det lille dyr, f.eks. ved at lave sine egne flåter. Kik her, hvordan det kan gøres.

Andre mider

De fleste mider generer os dog overhovedet ikke. De mange små mider til venstre løber rundt på en ådselsbille. De er rovdyr, og billen sørger for transporten til føderige steder - såsom rådnende dyr. - Miden nedenfor til højre er en vandmide.

Den Røde fløjlsmide er også et rovdyr som voksen, og den ses tit på bøgestammer om foråret. Den kaldes også et postbud. .

Fløjlsmidens larver - og andre mider - lever som parasitter på forskellige insekter og mejere. Her er der tale om utøj af betydelig størrelse i forhold til værten.

Man finder ofte mider i forbindelse med ådsler, men det er rovmider, der æder de andre smådyr, der dukker op hvor føden er rigelig.
Når man snakker om sår, der er inficeret med mider, menes i virkeligheden maddiker. Se her.

Bitte små mider fra en humlebis pels. De lader sig blot transportere rundt.

Disse dekorative små lodne mider er ahorngalmider (Aceria pseudoplatani). De sidder i tætte flokke på undersiden af ahornblade, hvor de suger saft ud af bladcellerne og giver kedelige pletter. De er meget, meget små!

Mider er enormt almindelige imellem blade og i det øverste lag jord. Ovenfor er vist nogle stykker. Miderne kan drives ud af jorden ved brug af en berlesetragt, hvorefter de kan undersøges under lup.