Ørentviste

Ørentviste

Ørentvisteportræt. Disse dyr æder lidt af hvert, både planter og mindre dyr. Jeg kan godt lide ørentviste, men jeg må indrømme, at denne her ser noget bidsk ud.

Almindelig Ørentvist (Formicula auricularia) tilhører ordenen ørentviste (Dermaptera). Dyret til venstre, med den store tang, er en han. Dyret ovenfor er en hun.

Ørentvistenes tang ser skræmmende ud, når den rettes truende i vejret, men der er ikke megen kraft i den, så den kan ikke knibe, så det gør ondt. Hannens store tang skyldes seksuel selektion. Hunnerne kan lide hanner med store tænger.

At ørentviste skulle have en forkærlighed for at kravle ind i ører er en myte. Deres navn skyldes blot, at deres tang er ørelignende. Men ørentvistene samles gerne i mørke, smalle halvfugtige sprækker, hvor der kan være mange af dem.

Ovenfor et ørentvisteøje. Det er et simpelt sammensat øje. Ørentviste ser ikke videre godt.


Som andre insekter skifter ørentviste hud, og lige efter hudskiftet er de bløde og hvide. Til højre er det en flot han, som har skiftet hud i en tom postkasse. Nu sidder han og lader huden hærde.

Ørentviste har yngelpleje. Hunnen udgraver en hule, i hvilken hun passer æg og spæde unger. Til sidst dør hun, og ungernes første måltid bliver ofte deres døde mor. Til venstre ses et kuld ørentvisteæg.
Læs et eventyr om ørentviste her.

De fleste ørentvistearter har faktisk vinger og kan flyve, men de gør det meget sjældent. Vingerne er tynde og fine er de er foldet sammen flere gange under de små dækvinger. Et snip stikker ud.

Til venstre har jeg forsigtig pillet en vinge ud på en almindelig ørentvist.

Nogen ørentvistearter bruger deres tang til at folde vingerne sammen igen, men det gælder nu ikke den almindelige.

Ørentvistene her er Skovørentviste (Chelidurella acantopygia) som er næsten vingeløse. Det er hanner til venstre, med store tænger, og en hun nedenfor.