insektsex

Insektsex

Insekter er enten hanner eller hunner, og hannerne har sædvanligvis et parringsorgan i forbindelse med kønsorganerne i bagkropsspidsen. Efter en eller anden form for kurtisering kravler hannerne normalt op på hunnerne bagfra, indtil kønsorganerne får kontakt, hvorefter hannen låser sig fast i hunnen. Sædvanligvis varer denne fastlåsning meget længere tid end selve sædoverførslen. På den måde blokerer hannen for yderligere parringer, og fungerer altså som en levende prop.

Til venstre er det en Enggræshoppehan, der har tiltrukket den større hun med sin sang, og som nu får belønningen. Herunder et par nymfetæger.

Bladbiller og snudebiller og mariehøns i traditionel parringsstilling.

Tritoma bipustulata

Skakbræt



En sådan stor, ægfyldt hun er en stor fristelse, men også en vanskelig opgave for en lille skræppebladbillehan. Sex er ikke altid så enkelt. På den lille film her, kan man se, hvor svært, det kan være.

Moskusbukken her har mere styr på det. Se filmen her. - Bemærk, at hunbillen roligt spiser videre.

Herover er det et par Tømmermænd der hygger på en fyrrestamme. Og til højre et par myrebiller. Bemærk at hannen bider hunnen kærligt i brystet.

Hannerne hos den Sortsømmede blomsterbuk (Leptura melanura) - nedenfor - bevogter hver deres skærmblomst. Andre hanner, der besøger skærmen bliver straks jaget væk, mens hunner straks bliver bedækket. - Ingen mad uden sex!

Fluer parrer sig på samme måde. Til venstre et par kødfluer. Til højre et par sumpsvirrefluer.

De færreste fluer mestrer nogen særlig kurtiseringsadfærd. Almindeligvis kaster hannerne sig blot over hunnerne. Nogle hanfluer holder dog et territorium, om hunnerne opsøger. Ofte fordi det rummer en ressource, som hunnerne har brug for. Når de ankommer, kaster hannerne sig så sig over dem.
Sumpsvirrefluehannen bevogter en vandsamling, for hunnerne skal bruge vand at lægge æg i.

Flere fluer i færd med at lave flere fluer.

Plantagefluer

Svingefluer

De store fjollede fluer herover hedder begge Kæmpefluen Harald (Tachina grossa). Der er ikke manipuleret med billedet. De ser virkelig så idiotiske ud.
Nogle fluehanner indsprøjter sammen med sædvæsken et hormon, der fratager hunnerne sexlysten, så de ikke parrer sig igen. Og andre indsprøjter et duftstof, der gør hunnerne uattraktive for andre hanner - så de ikke får mulighed for at parre sig igen. Mere om den slags ufine tricks kan læses her. Gødningsfluer herunder - og til højre , båndfluer og kødfluer.

Tephritis bardanae er en båndflue. Hunnerne har en stiv læggebrod, og de lægger æg i blomsterne på filtet burre. Det betyder at rigtigt mange fluer af begge køn kan samles på disse blomster, hvor hannerne udkæmper

voldsomme kampe om hunnerne, og hvor hunnerne omgående overfaldes af stribevis af hanner.

Blandt præstebiller dyrkes ofte veritable orgier på de skærmblomster, hvor de holder til for at spise pollen.
Der er ofte kamp om hunnerne, og selv om hannerne prøver at beskytte deres faderrolle så godt de kan, lykkes det ikke sjældent en tredjepart af skaffe sig adgang.

Her er det et par skjoldbiller, der har fået selskab. Disse biller er almindelige på tidsler, som deres larver lever af.

Men 3 insekter oven på hinanden i kærlig omklamring er dog ikke altid en hun og to hanner. Herover er det f.eks. en dansefluehan øverst, en dansefluehun i midten og en død hårmyg nederst.
Hårmyggen er en gave fra dansefluehannen - og hans betaling for at opnå parring.

Hos dansefluer danner hunnerne sværme, så de let kan findes af hannerne. Og hanner med bytte opsøger sværmene, for at betale sig til en parring.
Parringen foregår mens hunnen udsuger byttet. Det er ren prostitution.

Kæresteparret herunder er græstæger. Det er hannen øverst og hunnen nederst. Hannen er orange og har veludviklede vinger, hunnen er større, tykkere, uanselig af farve og har små ubrugelige vinger. Sådanne forhold ses ofte. Hannen er den opsøgende, som må være villig til at løbe en risiko - være synlig - for at blive accepteret af hunnen. Hunnen skal kunne lægge mange æg, og hannen skal nok komme til hende, så vinger er ikke nødvendige.

Når der er stor forskel på kønnene, er årsagen næsten altid seksuel selektion. Det betyder at hannens specielle udseende giver ham flere parringer. Hunnerne er derimod skabt, så de er bedst til at overleve og få unger, for flere parringer giver ikke en hun mere afkom.
Hos den almindelige ørentvist har hannen langt den største tang, fordi hunner helst vælger hanner med stor tang. Tangen er ikke særligt anvendelig til noget som helst - andet end at charmere hun-ørentviste med. Her ovenfor ses en særdeles veludstyret hanørentvist. Sikken en tang!
Til højre ses en hun.

Stor kønsforskel skyldes dog ikke altid seksuel selektion. Hos frostmåleren, som er en lille, uhyre almindelig natsommerfugl, er hunnen næsten vingeløs, og ligner ikke en sommerfugl ret meget. Hun har mistet sine vinger, fordi de ikke er til væsentlig nytte for hende. Hannerne skal nok finde hende - de lugter sig frem - og befrugte hende. Og da larverne laver af hvad som helst, kan hun lige så godt lægge æg, hvor hun er.
Ved at spare vingerne, kan hunnen lægge flere æg, og det har givet evolutionær gevinst.

Han til venstre. Usynlig hun til højre.	Her er damen.

Selv om parringen starter med at hannen kravler op på hunnens ryg, fortsætter den ofte med at hannen kravler ned igen, når kønsdelene er låst fast i hinanden. På den måde kommer de to dyr til at stå med hovedet i hver sin retning. Det er nemlig lettere at holde balancen, når alle ben er i brug, og mange insekter flyver hæderligt i denne stilling. Det er så normalt hunnen, der leder, mens hannen dingler efter. Ovenfor er det kakerlakker.

Ovenfor den smukke seksplettede køllesværmer.

Guldklæg - og til højre rovfluer.

Blødvinger til venstre - stankelben ovenfor.

Hårmyg . Hannen har store øjne, så han kan finde sin mage.

Rødbenet bredtæge og Grønåret kålsommerfugl.

På vandet går det også. Her skøjteløbere.

Fordelene ved seksuel formering er nævnt i indledningen, men der er også ulemper forbundet med denne form for formering.
Når et hundyr tillader en sædcelle at smelte sammen med hendes æg, forærer hun faktisk halvdelen af sin investering i afkommet væk til hannen. Hvis hun i stedet føder døtre ved jomfrufødsel, som altså laves uden reduktionsdeling og befrugtning, så er hun dobbelt så beslægtet med hvert eneste afkom. Derved giver hun dobbelt så mange gener videre til næste generation. Og da det er på genvidereførslen, man måler et væsens succes, så er det værd at tage med.

Bladlus forstår virkelig at udnytte den fordel, der ligger i jomfrufødsel, uden samtidig at afskære sig fra fordelene ved kønnet formering.
Sommeren igennem sidder bladlusehunnerne således på deres planter og føder levende døtre, som er helt mage til dem selv. Først sidst på sommeren, hvor vinteren nærmer sig og truer med den kommende sæsons uforudsigelighed, producerer hunnerne han-unger. Disse kan så parre sig med hunner og derved sikre den variation, der er nødvendig i en foranderlig verden.

Hvordan det er muligt pludselig at lave hanner er dog en noget kompliceret sag, som det ligger udenfor denne dyreseksologis rammer at forklare.

Til venstre bladlus med døtre.

Der findes dog også en dyregruppe, som helt og holdent har afskaffet sex, og som alligevel har overlevet i mange millioner år. Det er de bdelloide rotiferer (hjuldyr). Små dyr bestående af omkring 1000 celler, som er meget almindelige i diverse vandplanter. Her findes kun hunner.

Guldsmede (ægte guldsmede og vandnymfer) adskiller sig fra de øvrige insekter ved, at hannerne benytter et sekundært parringsorgan, som ikke står i forbindelse med de primære kønsorganer bagest i bagkroppen, og som altså skal lades før parringen.
Det sekundære parringsorgan befinder sig på undersiden af bagkroppens forreste del. Fordelen ved dette arrangement ligger i, at hannen så kan bruge bagkropsspidsen til at fastholde hunnen under parring og æglægning. - Det er betydeligt lettere at flyve i tandem, hvis hovederne vender samme vej.

Et par pragtvandnymfer i parring.

Her ses selve sammenkoblingen. Hos vandnymferne er hannens penis forsynet med snedige udvækster, der før sædoverførslen omhyggeligt fjerne sæd fra eventuelle tidligere parringer.

Her er det Ægte guldsmede. De er kraftigere end vandnymferne og holder altid vingerne spredt i hvile.

Parringen foregår som hos vandnymferne, men hannen kan ikke fjerne andre hanners sæd, kun skubbe den ind i sædbeholderens fjerneste krog ved hjælp af et par oppustelige vedhæng.
Efter parringen fastholder hannen som regel grebet i hunnens nakke, mens hun lægger æg. Dermed sikre han sig, at det er hans sæd, der bruges ved befrugtningen af æggene.

Er der mangel på hunner, må der kæmpes om dem. Også selv om hunnen tilsyneladende har valgt partner. Herunder er der én han for meget - og til venstre to.

Det er hesteskovandnymfer - med navn efter det hesteskoformede mærke på første bagkropsled.