|
Stankelben er langbenede myg. Mange er ikke
større end stikmyg, men de kan kendes på en V-formet fure på
forkroppen - det som kaldes brystet. |
 |
|
Tipuliderne er vores største stankelben. |
|
På dette
Tipula stankelben kan man tydeligt se, hvorfor de tovingede
har fået deres navn. Insekter har normalt to par vinger, men
hos de tovingede er det bageste vingepar omdannet til
svingkøller - også kaldet halterer. Disse organer svinger
hurtigt rundt under flugten og virker som gyroskoper, der
giver præcise meddelelser om dyrets bevægelser i luften. |
|
|
 |
 |
|
Stankelbenet her til venstre er
en hun. Bagkroppen er spids. Hannerne har en mere cylindrisk og
lige afskåret bagkrop. Til højre ses et par i parring.
Hunnen er den aktive øverst, mens hannen bare lader sig slæbe med. |
 |
| Stankelben virker
kluntede, og de lange ben synes mest til
besvær. Men se nu disse
stankelben, som hænger i vegetationen. Det
venstre hænger kun i et enkelt ben, og er
ikke nemt at fange for f.eks. edderkopper,
der jager mellem bladene. Skulle et rovdyr
endelig få fat i et ben, brækker det nemt
af, og stankelbenet klarer sig fint uden. |
|
 |
|
|
|
|
|
Det sære hoved herover tilhører et
mosestankelben. Ovenfor til højre et par af Tipula luna.
Hannen har en dusk af røde hår nær bagkropspidsen. |
 |
|
Stankelben er
småtspisende som voksne. Drikker blot lidt
nektar - eller sutter på et stykke lakrids.
Dette stankelben er en hun af arten Tipula luna. |
|
|
|
 |
| Nogle stankelbenarter er
ganske kønne. F.eks. den kulørte Nephrotoma appendiculata
her nedenfor, og Limnophila fasciata fasciata - parret til
venstre, med de fine plettede vinger. |
|
 |
De fleste stankelben
lægger deres æg i fugtig jord, men nogle lægger
deres æg i mørt træ eller i vand.
Hunstankelbenene flyver op og ned på egnede
steder, og borer deres spidse bagkrop ned i
underlaget og lægger æggene. |
|
 |
| Ctenophora pectinicornis her
ovenfor er et imponerende stankelben, som ser en smule
uhyggeligt ud. Vi reagerer umiddelbart på de gul/sorte
advarselsferver og den opadbøjede bagkrop, men dette
stankelben er ikke farligt. Det vil bare gerne se
sådan ud. Se flere eksempler på
mimicry her. |
|
 |
|
Også Nephrotoma crocata ser farlig
ud uden at være det. |
|
.jpg) |
|
|
|
 |
 |
| Det flotte
stankelben her hedder
Tanyptera atrata. Brodden er nu ikke spor
farlig, det er en læggebrod, der bruges når
hunstankelbenet lægger æg under barken på birkestammer
under opløsning. Larven - det er den ovenfor til
venstre - gnaver så rundt under barken med sine
kraftige kæber. |
|
|
Stankelben - og andre tovingede -
er insekter med fuldstændig forvandling. Det vil sige at de som
unger er indrettet som ædemaskiner, hvis eneste opgave det er at
optage føde og vokse. Herefter indtræder de i et passivt
forvandlingsstadium: De forpupper sig. Af puppen fremkommer
så det voksne insekt, som slet ikke ligner larven. Det voksne insekts opgave er at formere sig.
Kik
her, for at gætte, hvad forskellige larver bliver
til. |
|
 |
 |
|
Larverne herover er typiske
stankelbenlarver, som man kan finde i fugtig jord. Egnede
levesteder kan også være vandfyldte knasthuller, som det
nedenfor. Sådanne steder har helt deres egen fauna. Visse
svirrefluearter yngler kun sådanne steder. |
|
|
 |
 |
|
De fleste stankelbenarter
forpupper sig i jorden. De møver sig så op til
jordoverfladen når de er klar til at klække. Her ses et
stankelben på vej ud af puppen og den tomme puppe. De små
rør i nakken er ånderør. |
|
 |
|
| Nogle stankelbenslarver ser
dog mere
mærkelige ud. Til højre ses således en
larve af slægten Phalacrocera, hvis larver
lever mellem forskellige vandplanter i søer.
De er grønne og næsten ikke til at få øje
på. - Larven til højre lever imellem
tørvemosplanter.
Nedenfor er det en puppe
af en art, der lever i
kildemos.
Klik
her, hvis du vil gætte på, hvad
andre sære dyrebørn bliver til som voksne.
Det er tit helt umuligt at gætte. |
|
 |
|
|
 |
 |
|
|