tovingede

De tovingede insekter udmærker sig ikke ved hverken skønhed, umiddelbart synlig nytte eller spændende adfærd. Mange arter er faktisk ret irriterende, ikke mindst på grund af deres voldsomt hurtige formering, som ind imellem fylder sommerluften med summende vingeslag. Men de tovingede er ikke desto mindre højtudviklede, succesrige insekter, som nok er et par sider værd.

Stankelben

Stankelben er langbenede myg. Mange er ikke større end stikmyg, men de kan kendes på en V-formet fure på forkroppen - det som kaldes brystet.

Tipuliderne er vores største stankelben.

På dette Tipula stankelben kan man tydeligt se, hvorfor de tovingede har fået deres navn. Insekter har normalt to par vinger, men hos de tovingede er det bageste vingepar omdannet til svingkøller - også kaldet halterer. Disse organer svinger hurtigt rundt under flugten og virker som gyroskoper, der giver præcise meddelelser om dyrets bevægelser i luften.

Stankelbenet her til venstre er en hun. Bagkroppen er spids. Hannerne har en mere cylindrisk og lige afskåret bagkrop. Til højre ses et par i parring. Hunnen er den aktive øverst, mens hannen bare lader sig slæbe med.

Stankelben virker kluntede, og de lange ben synes mest til besvær. Men se nu disse stankelben, som hænger i vegetationen. Det venstre hænger kun i et enkelt ben, og er ikke nemt at fange for f.eks. edderkopper, der jager mellem bladene. Skulle et rovdyr endelig få fat i et ben, brækker det nemt af, og stankelbenet klarer sig fint uden.


Ribbenettet i vingerne er vigtigt, når man skal bestemme stankelben. Her er det et Mosestankelben (Tipula paludosa).

Det sære hoved herover tilhører et mosestankelben. Ovenfor til højre et par af Tipula luna. Hannen har en dusk af røde hår nær bagkropspidsen.

Stankelben er småtspisende som voksne. Drikker blot lidt nektar - eller sutter på et stykke lakrids.
Dette stankelben er en hun af arten Tipula luna.

Nogle stankelbenarter er ganske kønne. F.eks. den kulørte Nephrotoma appendiculata her nedenfor, og Idioptera fasciata - parret til venstre, med de fine plettede vinger.

De fleste stankelben lægger deres æg i fugtig jord, men nogle lægger deres æg i mørt træ eller i vand. Hunstankelbenene flyver op og ned på egnede steder, og borer deres spidse bagkrop ned i underlaget og lægger æggene.

Stankelben - og andre tovingede - er insekter med fuldstændig forvandling. Det vil sige at de som unger er indrettet som ædemaskiner, hvis eneste opgave det er at optage føde og vokse. Herefter indtræder de i et passivt forvandlingsstadium: De forpupper sig. Af puppen fremkommer så det voksne insekt, som slet ikke ligner larven. Det voksne insekts opgave er at formere sig. Kik her, for at gætte, hvad forskellige larver bliver til.

Larverne herover er typiske stankelbenlarver, som man kan finde i fugtig jord. Egnede levesteder kan også være vandfyldte knasthuller, som det nedenfor. Sådanne steder har helt deres egen fauna. Visse svirrefluearter yngler kun sådanne steder.

Nogle stankelbenslarver ser dog mere mærkelige ud.

Til højre ses således en larve af slægten Phalacrocera, hvis larver lever mellem forskellige vandplanter i søer. De er grønne og næsten ikke til at få øje på. - Larven til højre lever imellem tørvemosplanter.

Nedenfor er det en puppe af en art, der lever i kildemos.

Klik her, hvis du vil gætte på, hvad andre sære dyrebørn bliver til som voksne. Det er tit helt umuligt at gætte.

Videre til flere tovingede: Fluer og myg.