Eventyr om den bedste mor

Om foråret vrimler skoven med alle mulige nuttede dyreunger, og da alle skovens hundyr elsker deres unger over alt på jorden, fandt de engang på at lave en konkurrence om, hvem der var den bedste mor.

Åhhh, sagde råen. Jeg elsker mit lille storøjede lam så meget, at jeg mindst to gange om dagen opsøger det på jorden for at give det af min fede mælk.
To gange om dagen? Udbrød musvitten tvivlende? Jeg søger da hjem med føde til mine henrivende dununger over tohundrede gange om dagen!
Jamen, jamen udbrød ræven da. Hvor kan I overhovedet forlade jeres hjælpeløse små? De første 4 uger forlader jeg slet ikke mine silkebløde hvalpe i rævegravens mørke.

Og bragte min mage mig ikke føde, kunne jeg skam nemt risikere at dø af sult.
Efter denne beretning var dyrene stille en stund, for at overveje om det mon ikke var rævemoderen, der måtte rende af med prisen som den mest opofrende mor. Og i denne stilhed hørtes pludselig en ganske lille stemme fra jorden. Den fortalte:
Når jeg har lagt mine æg, murer jeg mig inde i en hule sammen med dem hele vinteren. Jeg spiser intet, men jeg passer mine æg, slikker dem rene og forsvarer dem mod enhver fare.

Når foråret så kommer med lokkende sol og varme, da er jeg så afkræftet at jeg dør; og selve min krop bliver mine små ungers første måltid.
Novra! Det var vel nok en moder!
Så trods sin lidenhed fik ørentvisten præmien som den største moder.
Og præmien var et par pragtfulde, florlette flyvevinger, som til enhver tid kunne bringe hende hvorhen hun skulle have lyst til at komme.
Men tror i, at hun nogensinde bruger de vinger?

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden Videre til eventyrlige steder