Eventyrlige steder i Ravnsholt Skov

Historierne er skrevet af Bjørli Lehrmann -
som har fået hjælp og inspiration fra Allerøds børn, John Rasmussen og fra gamle myter.

Kortet herunder viser de eventyrlige steder i Ravnsholt Skov. Hvert sted er angivet med et tal, som kan genfindes på historierne nedenfor kortet.

Hent siden i printervenlig pdf-format her.

	1. Det sunkne slot.
	2. Eventyrhulen
	3. Nissehullet
	4. Skovtrold og vandtrold
	5. Skovens kampe
	6.Vandretræet
	7. Landevejs-røveren
	8. Elverpigerne i ellemosen
	9. De gamle hekse - og Bjergfolket på Mørkebakke
	10. Kærestetræet
	11. Det gule mosevand
	12. Bissetræerne
	13. Stentroldene
	14. Elefantstedet
	15. De tålmodige træer.
	16. Klamretræet
	17 Røversneglene

VESTRE HUS BØRNENATURCENTER

Vestre Hus er naturligvis det allermest eventyrlige sted i hele skoven, for dér gror der græs på taget, og derfra strømmer eventyrene op af skorstenene og ud i hele skoven.
Men det skal man se, for at tro det ............... :-)

1 - DET SUNKNE SLOT

En anden forklaring? Klik her.

Lidt syd for Vestre Hus ligger en gammel mose, hvor man tydeligt kan se værelser, gange og balsale aftegnet i jordbunden.
Det er det sunkne slot.

Engang for længe siden lå her et helt vidunderligt slot. Det var bygget af guld, elfenben og krystal, og solen kunne skinne igennem væggene og oplyse alle de pragtfulde møbler, tæpper og kunstgenstande det rummede. Aldrig har nogen set et smukkere slot.
I slottet boede en yndig prinsesse, som var så ufatteligt rig, at hun altid kunne gøre lige hvad der passede hende uden at behøve at tænke på andre. Og det gjorde hun.

En dag besluttede hun sig for at gå en lang tur i skoven helt alene, for hvis hun blev træt, kunne hun jo bare bede en eller anden om at bære hende hjem.
Men skoven var meget stor, og der var ikke nogen derude, hun kunne bede om noget som helst. Og hun kunne ikke finde tilbage, og dagen gik, og det blev aften, og mørket faldt på ....... og det blev mørkere og mørkere og mørkere.........

Til sidst kunne prinsessen ikke se en hånd for sig. Nu blev hun virkelig bange og hun satte sig ned i skovbunden og græd.
I det samme kunne hun høre noget der puslede, og da hun så op, stod en lille dreng foran hende. Han var ikke større end en nisse, men hvis han var en nisse, var han en sær én, for hans hud var helt sort. Til gengæld var hans hår ganske hvidt og omkring sig havde han en mørkeblå kappe med lysende stjerner på.
"Du må føre mig hjem til mit slot", sagde prinsessen.
"Det gør jeg gerne", sagde drengen, "men det er en lang tur, og solen står snart op. Derfor må du love mig, at jeg kan blive i slottets kælder til det bliver mørkt igen, for jeg tilhører de underjordiske, så jeg tåler ikke dagens lys".
"Jaja", sagde prinsessen, "bare du fører mig hjem straks".
Så tog drengen sin kappe og slyngede den omkring dem begge. Prinsessen kunne nu ikke se, hvad der skete, men det føltes grangiveligt som om de begge fløj gennem natteluften. Sådan gik en tid, og prinsessen var meget bange, men med et mærkede hun et lille bump, og da hun så op, stod de midt i slottets høje lyse forhal.

"Nu må du skynde dig at vise mig slottets mørke kælder", sagde drengen, "for solen farver allerede himlen rød i øst."
"Det var ærgerligt for dig", svarede prinsessen, "for i mit slot er der ingen mørk kælder. Hos mig kan lyset komme ind alle vegne. For sådan vil jeg have det!"

Da var det at drengen lod hele slottet synke ned i jorden, for på den måde at redde sit eget liv.

Og dernede lever de begge endnu, for på stille sommerdage, hvor solen skinner rigtig dejlig varmt ned på mosen, kan man høre ligesom en mumlen nede fra jorden - og det er nok prinsessen, der skælder ud fordi hun skal bo nede i mørket og hele tiden tænde stearinlys.

2 - EVENTYRHULEN.

Før jeg kom til Vestre Hus som naturvejleder, var det Skov-John, der var i træhytten og som gik tur med børn i skoven. Han var en stor mand med buskede øjenbryn - hans oldemor havde nemlig været en hornugle - og han elskede at fortælle en god historie.
En dag fik han den idé, at der kunne graves en hyggelig eventyrhule ind i skrænten ved Midtervej, så man på skovturen kunne få sig et hvil dér og høre en historie.

Men han havde ikke tænkt på, at skovens høje ofte er beboet af underjordiske folk, og i netop denne bakke boede en lille trold ved navn Daskevom. - Da nu John begyndte at grave i skrænten og nærmede sig Daskevoms stue, blev trolden rasende og kom farende ud til John, mens han sang en arrig sang:

Jeg er stortrolden Daskevom
Jeg er stortrolden Daskevom
Jeg er stortrolden Daskevom
Og hvis du ikke holder op med at grave i min høj, så kommer jeg og dasker dig på maven med min haledusk!

Nu var Daskevom en ganske lille bitte trold, og John var en stor mand, så denne trussel gjorde ikke John spor bange. Men det er altid godt at holde sig gode venner med de underjordiske, så John foreslog Daskevom en ordning. - Hør her Daskevom. Hvis vi nu aftaler, at alle der sætter sig i eventyrhulens tronstol skal fortælle en historie, så kan du sidde inde i din høj og høre med, og på den måde vil du få en masse gode historier.

Daskevom tænkte over dette forslag i tre dage.
Den første dag sad han i højen og mumlede surt. Og da kunne man mærke jorden ryste ganske svagt, hvis man lagde hånden på jorden.
Den anden dag begyndte han at synes om idéen, og hvis man rørte ved højen, kunne man mærke, at den blev en lille smule varm.
Den tredje dag fik Skov-John så lov til at grave eventyrhulen ud, og den har ligget der lige siden. Og reglerne gælder endnu. Sætter man sig i tronstolen, skal man fortælle en historie. Så sidder Daskevom i højen ved siden af og lytter med.
Nogen gange kan man endda mærke, om Daskevom har kunnet lide historien, for så bliver jorden en lille bitte smule varm. Kan han ikke lide historien, så ryster højen. Men det sker nu kun meget sjældent.

3 - NISSEHULLET

Bag eventyrhulen ligger nissehullet. Hvis man ikke tror på nisser, så bør man besøge dette sted, for her kan man finde masser af spor efter nisser.
Det har også stået i avisen, at der er nisser her. Så det er sandt!

Men det meste af året får man ikke nisserne selv at se. De gemmer sig nemlig nede i højen midt i hullet. Kun ved juletid søger nisserne menneskers selskab, og så kan det faktisk hænde, at nisserne kommer helt indenfor på Vestre Hus og laver en masse ballade dér.

Nissehullet ligger ganske tæt på Daskevoms høj, men nisser og trolde undgår helst hinanden. Trolde synes nemlig at nisser er fjollede, og de tror at nisserne altid fjanter rundt og gør tåbelige ting. Nisserne er til gengæld lidt bange for troldene, som de mener er ondskabsfulde og lidt farlige.

Alligevel skete det engang netop her, at en nisse og en trold lærte hinanden at kende og blev forelskede i hinanden.

Årsagen var, at den lille kønne nissepige Figne holdt lige så forfærdelig meget af historier, som Daskevom gjorde. Så når hun så, at der var børn i eventyrhulen, så sneg hun sig tit op af nissehullet og hen til højen for at høre, hvad der blev fortalt fra tronstolen.
Men for ikke at blive set luskede hun af og til lidt ned i Daskevoms hule, og her stod hun så og lyttede til fortællingerne, mens Daskevom kikkede på hende fra afstand og syntes, at hun så aldeles yndig ud.
En dag, hvor Figne stod sådan og lyttede var det nogle store børn, der besøgte hulen. De fortalte en skrækkeligt uhyggelig historie om nogle store trolde, der fangede både mennesker og nisser og ristede dem over bålet for at spise dem til middag.
Den historie gjorde Figne så bange, at hun ikke turde gå hjem til nissehullet, og så blev Daskevom jo nødt til at trøste hende.

Siden da har Figne boet hos Daskevom, men de andre nisser synes, at det er meget forkert af hende, for de tror stadig at trolde er ondskabsfulde og farlige. De kender jo ikke Daskevom som Figne gør.

4 -SKOVTROLD OG VANDTROLD

Hvis man går lidt væk fra stierne i Ravnsholt Skov, vil man næsten altid ende i en mose, hvor det er for vådt og farligt at komme frem. Når skoven på denne måde er fuld af småmoser, så skyldes det, at der i mange år har været to trolde til at bestemme i skoven. Den ene er en skovtrold, og han elsker høje træer og visne blade og fuglesang og rådyr. Den anden er en vandtrold, og han elsker øsende regnvejr og mudder og frøer og bundløse skovsøer.

De to trolde har altid været vildt uenige om, hvordan skoven skal passes, men da de er lige stærke, kan det ikke betale sig for dem at slås om skovens indretning. Når de begge to er vågne, sidder de derfor blot og glor ondt på hinanden. Men så snart en af dem falder i søvn, går den anden straks i gang. Hver gang vandtrolden falder i søvn, lader skovtrolden træerne vokse sig store, så de suger vandet op af skovsøerne og gør skovbunden dejligt tør. Og hver gang skovtrolden falder i søvn, lader vandtrolden det regne og regne, så træerne drukner og vælter og skoven bliver helt fyldt med dybe vandhuller.

En dag blev de dog trætte af hele tiden at gå og rydde op efter hinanden, så de blev enige om at en af dem måtte flytte til et andet sted; og hvem det skulle være, skulle afgøres ved en konkurrence.
Skovtrolden lavede først en klatrekonkurrence, hvor det drejede sig om at klatre højest op i et træ. Den konkurrence vandt han selv, for vandtrolden ville slet ikke have fødderne op af vandet.

Så fandt vandtrolden på, at de skulle konkurrere om, hvem der kunne holde vejret længst tid. For det vidste han, at han selv var helt enormt god til. Derfor dykkede han ned i vandhullet overfor Vestre Hus, og kun hans stride grønne hår stak op af vandet.

– og der har han ligget lige siden, for han er virkelig vældigt god til at holde vejret.

Du kan selv se ham, hvis du en dag kommer forbi. Men lad være med at forstyrre ham, for han ligger godt, hvor han ligger!

5 - KAMPEN I SKOVEN

Vi mennesker oplever skoven som stille og fredfyldt, men det er blot fordi skovens kampe foregår i så roligt og adstadigt et tempo, at vore øjne slet ikke kan følge med.
Egen, den venlige og knudrede, gror langsomt og lysåbent. Den tillader frimodigt en levende underverden at vokse og trives i ly under dens krone.
Men bøgen, den retlinede og grå, udnytter situationen. Den maser egen til side, vokser hastigt over den, og skygger såvel egen som egens venner bort.
Denne kamp kan ses overalt i Ravnsholt Skov, hvis man nedsætter hjernens hastværk. Enkelte steder kan man endog se den ærværdige eg tabe fatningen og sætte sig aktivt til modværge. - I sit eget tempo.

6 - VANDRETRÆET

De fleste ved, at man må få et ønske opfyldt, hvis man ser et stjerneskud. Men ikke mange ved, at dette ikke kun gælder for mennesker, men også for dyr og planter. Det er nemlig meget, meget sjældent planter får opfyldt deres ønsker, for de tænker så forfærdelig langsomt, at stjerneskuddet for længst er overstået, når de endelig når at ønske. Og så gælder det altså ikke.
Men én gang er det sket, at et træ har fået sit ønske opfyldt, og det er sket lige her i Ravnsholt Skov.
Det gik således til:

Hvis man går rundt i skovens mørke dele, hvor der står høje graner, og hvor der næsten aldrig kommer mennesker, så vil man af og til støde på en ensom eg, som står klemt inde mellem granerne, hvor den har svært ved at få både luft og lys. Disse egetræer føler sig tit så triste og ensomme, at de dør af det. Men det egetræ denne historie handler om, gik det nu ganske anderledes.
En dag kom der nemlig en hel skoleklasse forbi og slog sig ned under træet. Her legede børnene. De spiste deres frokost, gik på opdagelse, fortalte historier og klatrede i det gamle træ. Det var det mest spændende træet nogensinde havde oplevet!

Om eftermiddagen gik børnene tilbage til deres skole, men træet kunne ikke lade være med at tænke på dem. Åhhh, hvor ville det gerne være et klatretræ. Have børn omkring sig hele tiden. Opleve en hel masse.

Hvor ville jeg gerne være klatretræ.
Hvor ville jeg gerne være klatretræ.
Hvor ville jeg gerne være klatretræ.

Sådan tænkte træet, og det blev det ved med i både dage og nætter. Også den nat en stjerne faldt – og så gik dets ønske i opfyldelse. Pludselig kunne træet bevæge sine store grene og bøje sin tykke stamme. Det lagde sig hen over jorden, knækkede roden af og begyndte at kravle af sted mellem de høje graner, som godt nok blev overraskede.

Da træet kom til hjørnet mellem Midtervej og Mørkebakkevej, var det begyndt at lysne og grenene var ved at blive stive igen. Træet kunne ikke slæbe sig længere. Men det var også godt nok, for her kommer en masse børn forbi, og de tager sig ofte en klatretur i træet.

Så husk at klatre lidt i træet, hvis du kommer forbi. Eller bare giv det et klap.

7 - LANDEVEJSRØVEREN

I bøgeskoven lige nord for Vestre Hus findes et område, hvor man tydeligt kan se, at jorden engang er blevet gravet af og gennemrodet. Det er landevejsrøverens hul. - Og her er historien:

I gamle dage var det almindeligt at velhavende brudepar med følge red op ad Borgmesterstien, når de efter vielsen i Lillerød Kirke skulle holde fest på Bregnerød Kro.
Og så kunne det hænde, at en landevejsrøver lå i skjul mellem træerne i den tætte granskov for pludselig at springe frem og true sig til en hatfuld kostbarheder, før han atter forsvandt mellem de tætte graner.
På netop denne måde skaffede Karl Brændehugger sig en hatfuld gyldne smykker en søndag formiddag i år 1802.

Han var ellers ansat på en gård i Lynge, og da han ikke vovede straks at bringe tyvekosterne tilbage til gården, skyndte han sig at grave hatten med kostbarhederne ned i skovbunden mellem bøgetræerne, da han var på vej hjem efter forbrydelsen. Han brugte sin kniv til at grave med, og han efterlod en lille top af jord over skatten, så han kunne finde stedet igen, når han kom tilbage.
Først ugen efter fik han mulighed for at vende tilbage for at grave skatten op, men da opdagede han til sin forfærdelse, at muldvarpe i mellemtiden havde gennemgravet skovbunden. Overalt lå der små jordtuer, der ikke var til at skelne fra den han selv med omhu havde anbragt over sit bytte.

Nu var det ikke andet for, end at Karl måtte begynde at grave. Og han gennemgravede jorden i ugevis, så den til sidst lignede det månelandskab, man kan se i dag.Om han fandt skatten? Næææ, det gjorde han ikke. Men han fandt den gamle hat, som skatten havde været anbragt i. - I den havde en muldvarpemor anbragt sine små nøgne unger, men hun havde naturligvis først tømt hatten for dens indhold af hårde og skarpe smykker og ædelstene.
Dem havde hun slæbt ned i en af sine dybeste gange, hvor hun sjældent kom og hvor de derfor ikke var i vejen. Og der ligger de fleste nok endnu.


Men tidligt om foråret, når mus og muldvarpe har gennemrodet jorden, kan man tit finde perler og andre kostbarheder i skovbunden, hvor landevejsrøveren begravede sin skat. På Vestre Hus har jeg en hel kiste med den slags kostbarheder, og jeg tager gerne børn med ud at lede.

8 - ELVERPIGERNE I ELLEMOSEN

Der hvor brændenælderne gror tættest findes nedgangen til elverfolkenes boliger – og i Ravnsholt Skov gror brændenælderne tættest i en lille ellemose vest for Midtervej.

Denne mose er forræderisk. Tidligt om foråret står midt i mosen de yndigste milturtblomster som helt dækker mosens overflade, men går man ud for at plukke en buket, kan man pludselig synke dybt ned i dyndet. Helt til knæene eller undertiden til midt på låret.

Man skulle tro, at det fik mennesker til at holde sig væk fra dette sted, men sådan er det slet ikke. Netop fordi det er svært og farligt at plukke de yndige milturter, begiver mange unge drenge sig ud i mosen, for på den måde viser de, at de er modige og ikke er bange for en smule mudder.

Men det er et trick, som elverpigerne har fundet på. De små buketter med milturtblomster drengene plukker er nemlig elverpigernes brudebuketter, og drengenes heltemodige plukkeri bliver opfattet som et frieri. Så om aftenen følger de skønne elverpiger efter drengene for at føre dem tilbage til mosen, for kun ved at blive forenet med et menneske kan elverpigerne sikre deres børn en udødelig sjæl.

Men drengene bør holde stand og ikke følge med de underskønne elverpiger tilbage til mosen, for er de først gået i mosen om natten, så vender de aldrig tilbage.

9 - DE GAMLE HEKSE

Mørkebakken er et mystisk, gammelt sted, med ældgamle, mystiske træer.

Her holdt heksene store fester i gamle dage.
De fleste hekse var gamle og grimme, og de var slet ikke interesserede i mænd. De kunne fint holde vilde fester for hinanden.
Men en enkelt heks var ung og smuk. Hun hed fagine, og hun tiltrak de unge mænd - som ved magi. Derfor opdagede først de unge mænd, og siden alle landsbyens beboere, hvor heksene holdt til. Og så blev heksene jaget væk.
Derfor blev de andre hekse vrede på Fagine. De forheksede hende, vendte hende på hovedet, og satte hende fast på bakken.

Og hun står der endnu.
Kan du finde hende?

BJERGFOLKET PÅ MØRKEBAKKE

Lige der hvor bålhytten nu står på Mørkebakke lå engang en høj, i hvilken der boede bjergfolk. Bjergfolkene er beslægtet med elverfolk, men de er rigere, og de er meget glade for guld og ædle stene!
En nat for mange år siden kom Hans Hvide ridende gennem skoven. Han havde været på Bregnerød Kro og havde hygget sig med de andre gårdmandssønner, og nu var han på vej hjem til gården Hvidesten, som ligger lige ved Lillerød Kirke.

Skoven var mørk og stille, men pludselig kunne han høre glade stemmer og musik, og han kunne se et klart lys mellem træerne. Normalt ville han være blevet bange, men han havde drukket en del øl, så han følte sig vældigt modig, og derfor red han blot nysgerrigt tættere på.
Så så han, at hele højen stod på gloende pæle. Der var bryllupsfest hos bjergfolket, og omkring højen dansede de smukkeste unge kvinder i meget tynde kjoler. Pludselig fik en af kvinderne øje på Hans. Hun skænkede vin i et guldbæger, og kom hen til ham med det. Hans tog imod bægret, men i stedet for at drikke af det kylede han vinen ud af bægret bag om hesten - og så sporede han hesten og red mod byen, så hurtigt hesten kunne bære ham.
Bjergfolkene forfulgte ham straks, og da de nærmest svæver over jorden, var de flere gange ganske tæt på at få fat i ham. Men hver gang de troede de havde ham, udstødte de nogle rædsomme frydesskrig, og det gjorde hesten rædselsslagen og gav den nye kræfter.
Da de nåede frem til kirkemuren omkring kirkegården ved Lillerød Kirke, var hesten imidlertid helt udmattet, men da tog Hans guldbægret og kylede det ind på kirkegården, for på indviet jord kan de underjordiske ikke komme.

Da vendte bjergfolkene slukørede næsen hjemad. Men da Hans ikke turde bringe guldbægret ud på den anden side af kirkemuren, gav han i stedet bægret til kirken, hvor det derefter blev brugt som en fornem alterkalk.
Måske er det i brug endnu?

10 - KÆRESTETRÆET

Rævebøgen ved Rævemosen er et meget gammelt træ. Over 200 år. Midt i 1800-tallet var det allerede et stort træ, og dengang hærgede mange røverbander her på Lillerød-egnen.
Derfor besluttede en rig bonde engang at skjule sine mange dyre arvesmykker et sikkert sted, og da han var dygtig til at klatre i træer,

klatrede han højt op i netop Rævebøgen, hvor han skjulte smykkerne dybt inde i et gammelt knasthul.
Det var naturligvis meningen, at bonden ville hente sine smykker igen, når tiderne blev mere fredelige, men han må være død forinden, for smykkerne blev aldrig afhentet. - Til gengæld udviklede Rævebøgen sig til et rigtigt kærestetræ. Det var et smukt træ, som stod i en lysning i skoven, og her mødtes mange kærestefolk for at skære deres navnetræk i barken og love hinanden evig kærlighed.
Det gjorde også Oda og Martinus i 1909. Men de to måtte ikke få hinanden, for Oda var præstens datter, og Martinus var bare akrobat i et cirkus, så han havde ingen penge.
Derfor måtte de nøjes med at mødes under Rævebøgen og ridse et hjerte med deres forbogstaver i barken. Og de græd, for Martinus skulle rejse af sted med cirkus, og Oda - som var 17 år gammel - kunne selvfølgelig ikke komme med.
Men mens de stod der i hinandens arme, begyndte det pludselig at regne med guldsmykker. Oda fik en guldring i håret, og Martinus greb en halskæde med safirer, netop som den faldt ned mellem grenene. Hvad var dog det?
Martinus var jo akrobat, så han klatrede straks så let som ingenting op i det høje træ, og der fandt han det gamle knasthul med alle smykkerne. Det var et egern, der var ved at flytte ind i hullet, og det ville lige rydde op først.
Nu var Oda og Martinus pludselig rige og kunne få hinanden. Og de giftede sig og de fik 8 børn og blev meget lykkelige. - Det er godt at tænke på, når man står under den gamle bøg.

11 - DET GULE MOSEVAND

Går man tidligt om foråret lidt væk fra stierne og ind mellem træerne i Ravnsholt Skov, vil man mange steder støde på lavvandede pytter med meget mørkegult vand. De færreste ved, hvor alt det vand kommer fra; men her er forklaringen.

I Ravnsholt Skov bor en forfærdelig masse trolde, og trolde er meget overtroiske. Det betyder, at troldene bliver meget bange hvert efterår, når dagene bliver kortere, for de tror at solen til sidst helt vil holde op med at stå op.
Derfor bliver troldene også helt vildt henrykte, når de om foråret opdager, at dagene bliver længere igen, og så holder de en enorm fest i skoven.

En anden forklaring? Klik her.

Ved den fest drikker de masser af øl, og jeg kan godt love dig, at når trolde drikker øl, så drikker de virkelig rigtig, rigtig meget øl! - Og når man har drukket øl, så skal man tisse. Og da der ikke er nogen toiletter i skoven, så går troldene bare om bag et træ.
Derfor er der så mange mørkegule vandpytter i skoven om foråret!

12 - BISSETRÆERNE

Ved krydset mellem Vestrevej og Skomagervej står nogle imponerende flotte, høje graner. Deres nåle er bløde og mørkegrønne og deres duft er ganske livsalig. Som krydrede appelsiner. En rigtig juleduft.
Under disse pragtfulde træer står imidlertid en helt anden type graner. Disse træer er grågrønne og vildt stikkende. De værste bisser blandt skovtræerne. Hvordan hænger det nu sammen?

Jo, de høje træer blev plantet der som juletræer for hundrede år siden. De var omhyggeligt udvalgt for deres regelmæssige form, deres smukke nåle og deres herlige duft. Plejet og passet blev de - lige til man 10 år senere fældede næsten dem alle sammen og sendte dem til København, hvor de skulle være juletræer hos byens rige borgere.
Kun de allerflotteste træer lod man blive tilbage, for så kunne de sætte kogler og lave frø og der kunne opvokse endnu en generation første klasses juletræer i deres ly.
- Og træerne satte frø, og små nye graner voksede op. Og forældretræerne fortalte disse småtræer, hvor fine de var. Og de forklarede også træbørnene, hvordan de skulle gøre deres nåle bløde og duftende, så de kunne blive fældet og komme til København som de dyreste af alle dyre juletræer.
Men som unggranerne voksede til, begyndte de at sætte spørgsmålstegn ved deres forældres råd.

Hvorfor var det så godt at blive fældet og rejse til København. Hvorfor ikke hellere blive i skoven og få lov til at gro gammel? Hva' var der egentlig så fint ved at være fin?
Og ungerne blev trodsige og gjorde deres nåle hårde og spidse og grålige - og de fik dem til at stritte i alle retninger som på et pindsvin.
Derfor står de der endnu og stikker, for ingen har villet have dem i stuerne, og nu er de blevet alt for store.

13 - STENTROLDENE

Når man går tur i Ravnsholt Skov vil man bemærke, at der ligger store sten de mærkeligste steder i skoven.
Nogle af dem er nok bare store sten, men andre er faktisk dybt sovende trolde. - Stentrolde.
For at finde ud af, hvad der er sten og hvad der er trold, skal man lægge øret helt tæt til stenen. Hvis man så er ganske stille, vil man kunne høre troldehjertet slå ganske svagt og langsomt. Hvis det altså er en trold.
Man skal ikke være bange for at komme til at vække trolden, for det eneste, der kan vække en sovende stentrold er lyden af en elefant der piber under jorden.

14 - ELEFANTSTEDET

Træ væltet af vild elefant.

Dette er et spændende sted, som virkelig har sin historie!
Engang for en del år siden kom et stort cirkus kørende ad Nymøllevej, da en ræv pludselig sprang ud af skoven foran en af de store transportbiler. Bilen bremsede hårdt op og undgik at ramme ræven, men under opbremsningen sprang døren til vognen op, og det lykkedes en stor, drægtig hunelefant at slippe ud af vognen og forsvinde ind i skoven.

Cirkusfolkene fik straks alarmeret både politi og Falck, og bevæbnet med store net, reb, bedøvelsespistoler og rigtige våben, gik 10 modige mænd ind i skoven for at finde elefanten.

Det blev ikke nogen let opgave. Denne elefant var træt af cirkuslivet og jublende glad for friheden, så hun havde ikke tænkt sig at lade sig fange igen.
Ved Elefantstedet fik mændene imidlertid sneget sig ind på hende og fanget hende med en lasso, som de skyndte sig at binde om en kæmpestor bøg, der stod på stedet. Men da elefanten opdagede, at hun var fanget igen, gik hun helt amok. Først trampede hun rundt i lysningen i forsøget på at gøre sig fri, så hele området blev helt pløret til. Og bagefter trak hun så hårdt i rebet, at hele den kolossale bøg knækkede over og brasede sammen.

Nu var folkene blevet rigtigt bange for den vilde elefant, og da bedøvelsespilene ikke kunne trænge igennem hendes tykke hud, ville de prøve at skyde hende med et rigtigt gevær før hun gjorde nogen fortræd.

Men heldigvis skete der nu noget helt andet. For som jeg allerede har fortalt, er denne skov fuld af trolde, og troldene brød sig ikke om alt dette postyr. Skulle der være ballade, så skulle de nok lave den selv! Så en lille trold - Daskevoms lillebror - som boede i skrænten bag det sammenstyrtede træ, tryllede ganske enkelt elefanten ganske lille.

Jord trampet igennem af vild elefant.

Da elefanten pludselig var så lille som en mus blev den forfærdeligt bange, og den forsvandt lynhurtigt ned i et musehul - hvor den et par uger senere fødte en lille bitte elefantsøn. Og det er disse to elefanter der er stamforældre til hele Ravnsholt Skovs enestående bestand af mini-elefanter.
Politi, Falck- og cirkusfolk forstod selvfølgelig ingenting, men da der ingen elefant var at jage mere, kunne de jo blot forlade skoven.
Men når man ved, hvad der skete, er det ekstra spændende at kikke ned i skovens musehuller, for man kan aldrig vide, om det er en musehale eller en elefantsnabel, man får at se.
Hvis du vil lave en model af en af skovens små elefanter, så se her, hvordan du gør.

15 - DE TÅLMODIGE TRÆER

For 200 år siden så det meget trist ud for de danske skove. Næsten alle træer var fældet for at skaffe træ til huse og skibe og brænde, og de nye træer, der kom op blev næsten alle sammen ædt af køer og får og heste, for disse dyr fik lov til selv at finde deres føde mellem træerne.

Derfor holdt de sidste træer, som var tilbage i landet, et møde, for at finde ud af, hvordan de kunne forhindre skoven i helt at forsvinde. Desværre tænker træer meget, meget langsomt; og de handler endnu meget, meget langsommere, så set med menneskeøjne blev det ikke rigtigt til noget med deres beslutninger.

Heldigvis havde menneskene også fundet ud af, at de nødigt ville klare sig helt uden skov. Så kongen befalede, at der nu skulle bygges stengærder omkring skovene - og han forbød husdyrene at færdes indenfor gærderne og spise de små træer.

Det blev træerne vældigt glade for. Og de jublede!
Og de træer, der var så heldige at stå indenfor gærderne rakte kærligt grenene ud mod de træer, der var havnet udenfor, for at kalde dem ind bag de beskyttende stengærder.

Men som sagt. Træer er meget, meget langsomme. Så man kan stadig se dem række grenene ud den dag i dag.
Prøv bare selv at se efter.

16 - KLAMRETRÆET

Ethvert træ i skoven ved, at det drejer sig om at komme hurtigt i vejret.
Hvis ikke man skynder sig opad, så hurtigt som man overhovedet kan, så vokser de andre træer op over en og skygger, så man sygner hen uden sol. Man kan endda dø af det!

Det vidste granen ved mosehullet selvfølgelig også, og derfor undrede den sig såre, når den år efter år kunne se tusindvis af små granagtige vækster nede i mosen, som tilsyneladende slet ikke havde begreb om, hvad det hele går ud på.
Det så ikke ud til, at de voksede overhovedet. Nogle gange stak de godt nok toppen op af mosevandet, og det virkede som om der var ved at komme lidt gang i dem, men så gik de i stå igen, og vandet steg atter over deres hoveder.

Grantræet ville voldsomt gerne spørge disse småtræer, hvad det var, de havde gang i, men træer har jo normalt ikke evne til at tale, så der gik mange år, før der blev mulighed for at spørge.

Men så en nat faldt et stjerneskud, og alle planter der ønskede det, fik lov at tale og bevæge sig. Straks råbte grantræet ned til planterne i mosen: ”Hvad er det I laver?”. ”Hvorfor ser I ikke at vokse jer store, og komme op i lyset til os andre?”. ”Jeg har da aldrig set andre, der voksede på den ynkelige måde!”
Men planterne i mosen var slet ikke småtræer. De var tørvemosplanter.

Tørvemosser er ældgamle vækster, som faktisk gror og gror i århundreder, men da de er helt bløde bliver deres nedre dele hele tiden mast sammen, så de aldrig kommer op af mosevandet.

Mosevand er imidlertid surt, så man bliver eddikesur af altid at ligge nedsænket i det. Og da tørvemossen blev eddikesur, så blev mosevandet blot endnu surere, og gjorde mosplanterne endnu mere sure.
I løbet af århundrederne så kan jeg godt fortælle dig at mosplanterne var blevet stinkende, skingrende hvinende sure. Så da grantræet tillod sig at kritiserer mosplanterne, kunne de slet ikke beherske sig. Derfor rejste de tusind meterlange planter sig i måneskinnet i deres fulde længde, og slyngede sig om det arme grantræ. ”Nåååhh”, hvislede mosplanterne,”du mener ikke, det er godt at ligge i mosevandet? Prøv du nu bare at komme herned til os, så skal du se hvor rart det er at ligge hernede og blive syltet”.

Og mosplanterne trak og trak i grantræet, men granen strakte rædselsslagen sine rødder gennem jorden og greb fast i alt, hvad den kunne gribe fast i. Ikke tale om, at den ville lade sig trække omkuld og lande i det sure mosevand.
Længe kæmpede de på denne måde, tørvemosplanterne og grantræet, men så steg solen op, og stjerneskuddets fortryllelse blev brudt.

Heldigvis lykkedes det grantræet at blive stående, men hvor hård en kamp, det havde kæmpet, kan man stadig tydeligt se på dets rødder, der klamrer sig fast til jorden.

Træet kaldes derfor for ”Klamretræet”.

17. RØVERSNEGLENE

I gamle dage var man i Allerød ikke bange for dræbersnegle, men i stedet frygtede man de store røversnegle!

Disse kæmpe store snegle boede i skoven, hvor de gravede runde huller i skovbunden, som det du ser til venstre.. Men om natten sneg de sig rundt mellem husene, og havde nogen glemt at lukke en dør eller et vindue, så gled de ind og åd alle de juveler og ædelsten, de kunne finde.

Om morgenen fandt man kun deres slimspor på møblerne.

Alle røversneglene blev dog for netop 100 år siden lokket ned i et stort hul overfor Vestre Hus, og en tung, tung betonklods blev lagt over, så de ikke kunne komme ud. Derfor har de fleste i dag glemt alt om røversneglene og deres hærgen.
Men hvis man kikker efter i græsset, kan man stadig se hjørnet af det tunge dæksel over sneglenes fangehul.

I dag er vi ikke længere plaget af røversnegle, så nu kan vi lave sjov med sneglehullerne. Her er plads til en hel klasse.