|
Muldvarpen havde engang en gylden pels og yndefulde bevægelser, og når den
gik rundt i skoven fik den
de andre dyr til at føle sig grimme og klodsede.
Især solsorten blev sur og var den første til at tryne muldvarpen. Den
sagde at gyldent var smagløst
og prangende – og snart gav de andre dyr solsorten ret.
Muldvarpen
blev ulykkelig. Den ville jo ikke fornærme de andre dyr. Den ønskede blot at komme væk,
at forsvinde, at gemme sig under jorden og blive sort og usynlig.
Og
sådan finder vi den i dag. Så når man ser en muldvarp, skal man altid huske at
rose den. Den har stadig en fin og blød pels, den har vældige kræfter i
sine kløer og en lugtesans udover det sædvanlige. Hvis man husker at rose
den, får den måske en dag igen lyst til at komme op på jorden i dagslyset? |
