|
Et sted, da verden var
ny, lå en stor sø fyldt med siv og frøer. Og rundt om søen boede en masse
små slanger, som spiste frøerne.
Slangerne fangede frøerne ved et hurtigt hug med hovedet, og de slugte
frøerne levende. Det var en barsk måde at spise på, og slangernes liv var
også barsk på alle andre måder. Kom en slange i vejen for en anden blev
den bidt eller brutalt skubbet til side, ingen tog hensyn til hinanden, og
selv slangemødrene lagde blot deres æg i bunker og tog sig slet ikke af
ungerne.
Men en dag kom Berus
til verden.
Berus var en slange, der underligt nok var født med en høj moral og
retfærdighedsfølelse. Berus fandt de andre slangers opførsel dybt
beklagelig, og hun prøvede at gå i rette med dem og lære dem gode manerer.
Men de andre slanger gad ikke høre på hende.
Så en dag fik Berus fat
i benet på en stor frø. Men netop, som hun skulle til at vende frøen for
at sluge den, bed en større slange sig fast i frøens snude.
”Hør her”, sagde Berus, ”den frø havde jeg faktisk fanget”.
”Det var da ærgerligt for dig”, svarede den store slange, ”for hvis du
ikke giver slip, så sluger dig sammen med frøen!”
”Det ville du da ikke gøre”, svarede Berus. ”Du er jo min egen far!”
”Ligegyldigt”, hvæsede den store slange mellem sine sammenpressede kæber,
”det vigtige er, at jeg er den største.”
Da slap Berus sit tag i
frøen og forlod den frøfyldte sø og hele sin familie for at bevæge sig ind
i skoven og aldrig komme tilbage.
Men inde i skoven var der ikke meget mad.
Berus prøvede at spise græs og blade, men det gav hende ondt i maven; og
hun prøvede at spise insekter, men de var for små og mættede ikke.
Det eneste spiselige, der var tilbage, var de fede lodne mus, der løb omkring.
Men de var alt for store og stærke til at blive fanget og ædt levende.
En dag var Berus imidlertid så træt og udsultet, at hun alligevel huggede
ud efter en mus.
– Og miraklet skete!
Efter biddet vaklede
musen lidt videre, men så faldt den om og var død.
I sin sult var Berus spyt blevet så koncentreret, at det kunne dræbe mus; og bagefter
var det den letteste sag i verden at sluge musen.
Berus var nu meget
lykkelig og taknemmelig, for hun kunne se hele sin strålende fremtid for
sig. Hun skulle være skovens farlige men ædle dræber, som kun slog ihjel
for mad, men altid undgik konflikter. Og hun ville føde unger, som ville
befolke skoven, men som aldrig huggede for sjov, og som aldrig bed efter
hinanden.
Sådan er det stadig den
dag i dag. Ved søen lever de grove og uhøflige snoge, som sluger deres
bytte levende; og oppe i skoven lever de ædle hugorme, som kender deres
magt og aldrig misbruger den.
 |
