|
|
Engang var hermelinen
et lille brunt, museædende rovdyr som så mange andre. Men om vinteren, når
der lå sne overalt, havde hermelinen svært ved at fange noget, for musene
kunne se den på lang afstand. Derfor måtte den mase sig ned i musenes
underjordiske gange, hvor der var mørkt, for at finde mad. Og på den måde
blev den altid så frygteligt snavset, at den måtte bruge hver eneste aften
på at rense sin pels.
Så en dag, hvor den
jagede på denne sørgelige måde, kunne den høre noget pibe længere fremme i
gangen. Først troede den, at det var mus, men da den fik mast sig tættere
på, opdagede den, at det var en lille alfepige, der råbte om hjælp, fordi
hun sad fast i musegangen.
|
|
Nu var hermelinen selv mor til små unger, så det faldt hende ikke ind at
æde alfebarnet. I stedet gravede hun forsigtigt pigen fri, og hjalp hende
tilbage til hendes mor.
Moderen var en ægte ønskefe, og hun blev så jublende lykkelig for at se
sin lille datter i god behold, at hun straks tilbød hermelinen at den
kunne få opfyldt sit højeste ønske. "Åh, gør min pels hvid
om vinteren, så jeg kan jage mus oppe i lyset selv om der ligger sne", bad
hermelinen. Og vupti, var dens pels skinnende hvid fra snude til
halespids.
Nu var hermelinen
lykkelig, og dens fryd blev endnu større, da den kom hjem og opdagede at
også dens unger var blevet hvidpelsede.
Herefter kunne hermelinmoderen slet ikke blive færdig med at fortælle sine
unger, hvor glade og taknemmelige de skulle være for deres hvide pels, og
hun formanede dem om altid at passe på ikke at snavse den til. Hun blev
også meget vred og skuffet, hvis drengene legede vildt og blev støvede,
for pelsen var hermelinens fornemste pryd. Den var ikke nogen selvfølge,
og ikke noget at tage let på!
Så en dag skete det, at
en af hermelin-drengene under leg faldt i en krukke med sort, klistret tjære; og da det
endelig lykkedes ham at komme op, var hans pels helt sort. Da han opdagede
hvordan han så ud, turde han slet ikke komme hjem til sin mor. I stedet
gik han ud i verden, og kom aldrig tilbage.
Da hermelinmoderen
opdagede at han var væk begyndte hun at lede. Og hun ledte,
og jamrede, og kaldte, og ledte og ledte og græd. Men lige meget hjalp
det. Hendes søn kom ikke tilbage.
Så kaldte hun de andre
børn til sig ved tjærekrukken, og mens de så på, stak hun både sin egen og
ungernes halespidser ned i krukken, så de blev helt sorte.
"Søde børn", sagde hun, "nu har jeg mistet en søn, fordi jeg fik ham til
at tro, at vores hvide pels var det vigtigste i verden. Men det var
forkert af mig, og jeg fortryder det bittert. Det vigtigste og største i
verden er og bliver nemlig altid en mors kærlighed. Det må ingen af os
nogensinde glemme igen, og nu kan vi huske det, ved at se på vores sorte
halespids."
Det skal også alle
menneskebørn vide og huske på.
Selv om forældre tit lægger vægt på mange mærkelige ting, og selv om
de kan blive sure og vrede over mangt og meget - så er deres kærlighed
alligevel større end alt andet i denne verden.
|
