Fingerbøl

Digitalis purpurea


Mange steder i skoven, især i lysninger og rydninger, står den smukke fingerbøl i mængde. Denne plante er oprindeligt forvildet fra dyrkning, men den er i dag naturaliseret og optræder som vild plante. Fingerbøl er meget giftig, da den indeholder et glycosid - digitoxin - som påvirker hjerterytmen. Digitalispræparater bruges stadig i dag mod hjertelidelser, men stoffet fremstilles kunstigt, da indholdet i planterne varierer meget. Fingerbøl er derfor en af de medicinplanter, der - trods en klar virkning - kun sjældent er blevet brugt som naturmedicin. Den er simpelthen blevet anset for at være for farlig. Fingerbøl er en toårig urt. Første år samler den næring ved hjælp af bladene, som er grønne hele vinteren. Billedet nedenfor er fra januar 2007. Andet år bruger den så næringen, som den har gemt i rødderne, på at blomstre, og blomsterstanden bliver stående som en vinterstander den efterfølgende vinter, hvor vinden ryster frøene ud. - Læs om frøspredning her.

Frugterne er kapsler fyldt med små sorte frø. Frugtstandene står vinteren over og ryster frøene ud, når det blæser. Det kaldes vindslyngspredning.


Fingerbølblomsten er designet til at blive bestøvet af humlebier. Det er en fordel for planten kun at tiltrække en bestemt slags bestøvere, som så holder sig til pågældende art. Så spildes ikke en masse pollen på insekter, der flyver til andre blomster.	Humlebien lander i bunden af blomsten og følger så saftmærkerne, der leder til nektar-kirtlerne. På vejen kommer bien forbi støvfang og støvblade

Her ses støvblade og støvfang i den umodne og den modne blomst. I den modne blomst er både støvknapper, med pollen, og støvfang åbent. - Når bien kravler ind, kommer den først forbi støvfanget, hvor den kan afsætte pollen fra en anden blomst.

Den almindelige farve er rød, men hvide blimster ses hyppigt.

Af og til ses store åbne blomster i toppen af blomsterstanden. Fænomenet kaldes pelorisme, og det drejer sig om at den specialiserede, blomsteropbygning ligesom glemmes og planten falder tilbage på en mere oprindelig blomsterform. Gamle gener, som ellers er undertrykt kommer altså til udtryk.
Tilbøjeligheden er recessivt nedarvet, og kan komme til udtryk ganske ofte i nogle populationer.
Fænomenet kendes også fra bl.a. orkidéer.