Hyld
Sambucus nigra

Ingen busk har  her i landet haft større betydning for mennesker end hylden. Den er blevet brugt medicinsk og kulinarisk, dens ved, marv og hule årsskud er blevet brugt, og mange myter og megen poesi er knyttet til hylden. - Den har været med os i hvert fald siden jernalderen. Den gang var det frugtbarhedsgudinden Freja, der boede i hylden. Sikkert fordi hylden er så smuk, velduftende og frugtbar ved højsommertid.

Hylden kan blive gammel. Omkring de 100 år. Og den dukker op alle vegne. Fuglene spiser nemlig bærrene og frøene spirer efter passage gennem fugletarmen.

Hyldens blade springer meget tidligt ud. Undertiden allerede i januar. De dør, hvis de udsættes for hård frost, men så sættes bare nye blade.

De hvide og duftende, men nektarløse, blomster springer ud omkring Sankt Hans, og de er indbegrebet af dansk højsommer. De kan spises eller bruges til saft.
Hylden blomstrer kun, hvis den står lyst, men den kan sagtens klare sig i mørke.
Hyldebærrene - som egentlig er stenfrugter - modnes i september.
De har et højt C-vitaminindhold, og saften har været brugt mod forkølelse og lignende sygdomme. Men den skal koges, da den er giftig som rå.
Alle plantens grønne dele er også giftige, men har været brugt medicinsk. Traditionelt skulle man få et brækmiddel, hvis man skrællede de grønne årsskud opad, og et afføringsmiddel, hvis de skrælledes nedad. I virkeligheden brækker man sig kun, hvis man spiser rigeligt.
Årsskud indeholder en blød marv, som let kan skubbes ud, så grenstykker kan bruges til pusterør eller perler.

Hylden ældes med stor skønhed. Gamle halv- og heldøde hyldebuske begroes ofte af mos, alger, svampe og lav.  Den spiselige svamp judasøre gror også ofte på hyld.

 

 

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Tilbage til buske Næste busk