Grønne
frøer
(Pelophylax
esculentus) har smukke øjne, som sidder højt på hovedet som på
en krokodille. Disse frøer sidder ofte i vandet
og holder øje med de flyvende insekter, og de kan
springe efter æglæggende guldsmede og snuppe dem i
flugten. - Man har sågar engang fundet en svale i maven
på en meget stor grøn frø.
De
grønne frøer (Pelophylax
esculentus) er mere knyttet til vandet end de brune, og de
bliver betydeligt større. De er almindelige i solbeskinnede
damme.
I vandhullet overfor Vestre Hus
findes de i mængder, og de kvækker vildt og voldsomt det meste
af sommeren. Så snart man nærmer sig hopper de i vandet og
bliver stille.
Når solen skinner udkæmper hannerne
drabelige kampe - eller noget ;)
Frøens artsnavn - esculentus -
betyder velsmagende. Man må dog ikke spise den. Den er som alle
andre danske padder fredet. Farven er meget variabel, og den
skifter lidt med frøens temperatur.
De Grønne
frøer er varmekrævende, og de har deres nordgrænse i Danmark.
Derfor kommer de i vandet langt senere end de brune frøer,
først sidst i april, og de yngler først sidst i maj. I køligt
forårsvejr ser man dem ikke, men kommer solen frem sidder de
og soler sig som frøen til venstre.
De Grønne frøer har en særdeles underlig genetik. Faktisk er
der ikke tale om en egentlig art, men om en hybrid mellem
to arter: den Kortbenede Grønne frø og latterfrøen. Sådanne
hybrider er som regel sterile, men de Grønne frøer klarer sig
i Danmark ved at nogle individer er triploide (de har 3 sæt
kromosomer i stedet for 2). - Systemet er vildt kompliceret,
men det ved frøerne selvfølgelig ikke.
Den kortbenede grønne frø findes ikke i Danmark
og Latterfrøen kun på Bornholm, så alle de
grønne frøer man ser andre steder her i landet
er
Pelophylax esculenta.
De grønne frøers ynglesæson
ligger sent - fra midten af maj - og de kan yngle
det meste af sommeren. De knækkende hanner kvækker
meget højt. Deres gnækkende kvækken er
kraftig takket være de ballonagtige kvækkeposer.
Hunnerne tiltrækkes af hanner med kraftfuldt kvæk.
Det er nemlig de store, som har bevist, at de kan
leve længe, så de må have gode gener.
De
grønne frøers hanner kæmper ofte
indbyrdes. De kæmper om de gode pladser,
hvor hunnerne kommer for at lægge æg.
Deres ægklumper
er små - med blot et par snese æg - og ligger i vandkanten.
Æggenes udvikling kan
ses her.
Nyklækket haletudse af grøn frø
Man kan selv i sensommeren fange
haletudser af grønne frøer, som bliver overraskende store.
Omkring 10 cm. lange.
Frøers
forvandling er fantastisk. Fra vandlevende, svømmende,
planteædende fiskeagtige væsener udvikler de sig til
firbenede, landlevende rovdyr. Og de sker gradvis, uden
noget passivt forvandlingsstadium.
Faktisk udskiftes hele tarmsystemet, uden af dyret på noget
tidspunkt holder op
med at æde. Imponerende!
