PADDER

Nogle af de fisk, der gik på land engang tilbage i kultiden udviklede sig til padder. Det vil sige dyr, der nok er landlevende, men som stadig har en ret tynd hud og som yngler i vand.
Nogle af disse padder udviklede sig til vore dages krybdyr, fugle og pattedyr. Andre udviklede sig til vore dages padder: halepadder, springpadder og ormepadder. I Danmark har vi omkring 15 arter springpadder (frøer og tudser) tre arter af halepadder (salamandre) og ingen ormepadder.
Skildpadder er ikke padder, men krybdyr.


Tudser	Grønne frøer	Brune frøer	Salamandre

Skrubtudse (Bufo bufo)

Tudser kendes fra frøer på deres vortede tørre hud og store parietalkirtler (bag øjnene). Tudser kravler mere end de hopper. Vi har 3 danske arter.

Sådan finder man oftest skrubtudsen. Man flytter et eller andet, og så ligger den der og ligner jord. Den er mørk, når den er kold.
Skrubtudsen findes næsten overalt - også ganske langt fra vand.

Skrubtudsen har vortet hud, men den har smukke gyldne øjne. Det er nok baggrunden for myten om den fortryllede prins. Der må gemme sig noget meget smukt under det triste ydre.

Fra sidst i marts til først i april - afhængigt af vejret - begynder skrubtudserne at vandre mod ynglevandhullet. De yngler normalt i det samme vandhul som de selv er født i, og det er som regel større søer eller vandhuller med fisk i. Skrubtudse-haletudser er nemlig giftige og ædes ikke af fisk.
Under vandringen kan man opleve tudser, der tilsyneladende går i stå på vejene, hvilket er aldeles livstruende. Formodentlig er det hanner, der synes vejen er et godt sted at spejde efter hunner. Hunnerne bliver nemlig ofte fanget og omklamret af elskovssyge hanner, allerede mens de er på vej til ynglestedet. Tudserne kan vandre flere kilometer

De hanner, der ikke finder partnere på vej til vandhullet ligger fredeligt og venter, til hunnerne ankommer. De behøver ikke kalde, da tudser er overordentligt stedfaste. Hunnerne kommer til det vandhul, hvor de selv er født.

Når de første hunner ankommer, går det løs! Der er en hun i midten af denne bunke.

Hantudserne har små krumme forhornede tommelfingre, somde stikker ind i hunnens armhuler, og har de først fået godt fat, så holder de ved!
Disse heldige hanner lader sig ikke skubbe af af andre hanner, og de får lov til at befrugte æggene, som bliver lagt i en geléstreng, der vikles om vandplanter.

I kampens iver kan hanner sagtens finde på at omklamre andre hanner, men så udstøder den forulempede han en pivende afværgelyd. Denne lyd kan man selv få tudsehannerne til at frembringe, hvis man holder den i armhulerne.


En hantudse viser sin fine gribehånd. Bemærk: kun 4 fingre, et særkende for padder og tegnefilmfigurer.

Tudseæggene lægges i geléstregne, som slynges om planterne.

Tudseæggene udvikler sig til haletudser. Det er altså ikke sådan, at haletudserne kommer ud af ægget, som en fugleunge gør. I et fugleæg er det også blommen - det egentlige æg - der deler sig og bliver til fugleungen. Læs om æg her.

Skrubtudsens haletudser holder ofte sammen i store stimer. De udskiller ikke væksthæmmere som frøernes haletudser gør, så de udvikles normalt lige hurtigt. Det betyder også, at de går på land samtidig.

På billedet herunder ses en håndfuld nyforvandlede tuslinger. De er meget små, når de går på land i juli. Til gengæld kan de myldre overalt omkring ynglestedet i et par dage, indtil de får sig fordelt i landskabet.
Hver især bevæger de sig så vidt muligt i en lige linje væk fra søen. En linje, som de vil forsøge at følge tilbage igen et par år senere, når de er blevet kønsmodne. - Hvis de overlever så længe.

Vi har to andre tudse-arter i Danmark, men de er ikke så almindelige, og de findes ikke i Allerød. Det er Strandtudsen, med den lyse midterstribe, og den smukke Grønbrogede tudse.