|
En penis er et organ
til at overføre sæd med, men faktisk behøver dette
organ ikke at stå i forbindelse med de primære
hanlige kønsorganer, hvor sæden dannes. Hvis ikke
der er sådan en forbindelse, må hannerne lade deres
penis inden de begiver sig ud på frierfødder. Det er
tilfældet hos edderkopper. |
|
 |
 |
|
Dette er et portræt af en voksen hanedderkop (en sivhjulspinder).
Man bemærker hans 8 øjne, hans fikse overskæg - og
hans enorme parringsorganer. Lige midt i fjæset.
Hanedderkopper bruger deres palper til sædoverførsel,
og de er meget sindrigt udformet. Men da hannens
kønsåbning sidder under bagkroppen, må han først
lade palperne med sæd. Det gøres ved at han først
spinder et lille spind og lægger en dråbe sæd derpå,
som han så forsigtigt suger op i de to palper.
Baggrunden for dette system er formodentlig, at
hannerne oprindeligt har brugt palperne til at
overrække hunnen en spermatophor (sædpakke). |
Her
ses så målet for den edderkoppelige atrå. Det er
undersiden af en hunedderkops bagkrop
(korsedderkop).
Den sjove lille tap i midten er en del af hunnens
epigyn (kønsfelt). Under denne tap findes
en åbning, som fører ind til hunnens sædbeholdere.
Under parringen skal hannen indføre palpernes
yderste led i denne kønsåbning og tømme
dem der.
Æggene bliver dog først befrugtet i det øjeblik de
bliver lagt. Hvilket i øvrigt foregår ud ad en
tredje åbning. |
Men før parringen kan
finde sted skal hannen
jo ganske tæt på hunnen. Og her opstår et særligt
problem for edderkopper. Alle edderkopper er nemlig
giftige rovdyr, som gerne tager bytte af deres egen
størrelse eller større.
Det er altså helt afgørende for hannens overlevelse,
at han kan overbevise hunnen om, at han kan tilbyde
hende noget, der er bedre end et måltid - og at han
efterfølgende kan nå at slippe væk, inden hun tager
måltidet med.
Nedenfor er vist nogle eksempler på, hvilke
strategier hanner af forskellige edderkoppearter
bruger, for at få deres vilje hos de farlige hunner. |
Vores
velkendte korsedderkop udfører en meget
nervøs kurtisering.
De voksne hanner bygger ikke net længere og
de interesserer sig ikke for mad. Deres liv
går med at opsøge hunner i deres net og
indbyde til parring. De er langbenede og
benene er fyldt med sansehår, som straks kan
lugte hunspind, hvis de kommer i kontant med
et, og som nøje kan registrere alle hunnens
bevægelser i nettet. |
Når hannen opdager et net med en
hun, spinder han straks en tråd, der
fører ind til nettet. En
parringstråd. Samtidig har han dog
fastgjort en sikringstråd et stykke
væk, så han hurtigt kan komme i
sikkerhed, blot ved at slippe taget
i nettet.
Mens han forsigtigt nærmer sig
hunnen, klimprer han hele tiden på
trådene med de første benpar,
hvorved nettet sættes i svingninger
på en karakteristisk måde, der
fortæller hunnen at en han - ikke et
bytte - er på vej i nettet.
Hvis hunnen er parringsvillig
bevæger hun sig roligt ud på
parringstråden og hænger sig helt
passivt med bugen mod hannen. |
|
 |
|
 |
Hannen befamler hende da kærligt, og
begynder så sædoverførslen.
Mange gange indfører han hver af
palperne i hunnens kønsåbninger.
Parringen kan trække ud i timer, men
kan også være overstået på et
øjeblik.
Det er utvivlsomt en fordel for
hannen, at kun han ved, hvornår han
er færdig, for i samme øjeblik han
bevæger sig væk fra hunnen, vil hun
prøve at gribe ham for at æde ham.
Hannen når dog oftest over alle
bjerge, i det han straks, som
Tarzan, svinger sig væk i sin sikringstråd. |
|
|
At det ikke
altid går godt, fremgår af billedserien
nedenfor. Klik på småbillederne for at
forstørre. |
Hanedderkoppen har lavet parringstråd og hunedderkoppen hænger klar til parring. Han prøver at få palperne hen mod epigynet. Haps! Pludselig griber hun ham og bider ham. Han bliver pakket helt ind i spind. Nu er han en madpakke.
Hanedderkoppen har lavet parringstråd og hunedderkoppen hænger klar til parring.
|
|
Høstedderkoppen (Metellina segmentata), som er den
danske edderkop, der står for de fleste af
sensommerens hjulspind i skoven, er hannen lidt
smartere. Han sidder nemlig altid og lurer
i hjørnet af hunnens net, indtil der går et bytte i nettet. Først da, når hun ved, at hunnen ikke er
plaget af sult, går han ind i nettet.
Hunnen vil da tage imod ham i rette ånd. |
|
 |
| Her
har hunedderkoppen netop fanget en stor flue, og
hannen kommer ind, mens han med ivrig klimpren på
trådene meddeler sin ankomst. |
|
|
| Hvis
hunnen bevæger sig roligt frem mod hannen i små ryk, bevæger han sig nærmere
og beføler hende med de forreste benpar. Er hun indstillet på
parring, hænger hun sig roligt med bugen mod hannen,
og han får lov til at indføre sine palper, som det
ses til højre. |
Høstedderkoppens system indebærer den ulempe, at der
ofte sidder flere hanedderkopper i nettets hjørner.
Derfor vil et fanget bytte tit medføre at flere
hanner samtidig gør krav på hunnens gunst, hvilket
naturligvis fører til slagsmål.
Så har rovedderkoppen (Pisaura mirabilis) fundet et
smartere system. Her fanger hannen nemlig selv et
bytte, som han har med til hunnen. Parringen foregår
så mens hunnen æder hannens gave. |
 |
|
Til venstre en han-pisaura med
indspundet bytte - og herunder en
længselsfuldt ventende hun. |
|
 |
|
|
| |
|
 |
|
|
|
Jagtedderkopperne - som hannen
herover - laver ikke noget fangnet,
men løber i stedet deres bytte op og
kaster sig over det. De har derfor
et godt syn, og hannerne kurtiserer
hunnerne ved at løfte ben og palper
i nogle karakteristiske bevægelser,
mens de nærmer sig hunnerne.
Hvis hunnen ikke er interesseret,
løber hun sin vej. Vil hun parres
lægger hun sig helt passivt mod
underlaget. |
|
Herunder ses et par
Eng-stavedderkopper. I denne
edderkoppeslægt har både hunner og
hanner stærkt forlængede kæber og
giftkroge, og hannen går direkte ind
i hunnens hjulspind og griber hendes
giftkroge med sine egne.
Parterne sidder således låst fast i
et langs kys, inden selve parringen
går i gang. |
|
|
 |
|
|
Dansende
jagtedderkoppehan. |
.jpg) |
.jpg) |
 |
|
Hannen nærmer sig nu
hunedderkoppen forfra og går hen over hendes
forkrop. Han bøjer sig så ind under hendes bagkrop,
og anbringer så først den ene palpe i den nærmeste
kønsåbning, hvorefter han skifter side og gentager
successen.
Hannerne dør i løbet af foråret, når alle hunnerne
er parret, mens hunnerne får flere kuld unger i
løbet af sommerne. Mere kan læses
her.
|
 |
 |
 |
 |
|
Billedet til venste er et frækt kik
ind i sovekammeret hos et par
sækspindere.
Både hos denne art og hos en del
andre, opsøger hannerne retræter, i
hvilke der bor hunner, som endnu
ikke er kønsmodne. Her venter de så,
indtil hunnerne foretager deres
sidste hudskifte, hvorefter de er
udvoksede og mandbare.
Hannerne
trænger så ind i retræten og parrer
sig med jomfruerne, mens de endnu er
bløde og forsvarsløse i deres nye
hud.
Parringsstillingen er den samme som
hos jagtedderkopperne. |
|
|
|
Mejer-edderkopper
stammer egentlig fra
middelhavs-området,
men de er i dag
almindelige
indendørs hos os. De
har parringstid året
rundt. |
 |
Der er mange, meget
lange ben at holde
rede på under en
mejer-edderkoppe-parring.
En del af hannens
kurtisering består
direkte i at hænge i
hunnens ben.
Hunnen er sjældent
aggressiv overfor
hannen. Men det
hænder. |
|
|
På
billedet herunder er
hunedderkoppen til højre
tydeligvis i gang med at æde en
han, mens en anden modigt nærmer
sig bagfra. |
 |
|
Nedenfor ses en
mejeredderkoppeparring i
nærbillede. Det er hunnen
øverst. |
 |
Hannen skal indsætte
sine palper i
hunnens epigyn. Som
det fremgår er det
en særdeles
indviklet affære. De
fleste
hanedderkop-pers
palper er særdeles
kompliceret
opbygget.
Hvorfor?
|
|
|
Sikkert som følge af et langt
evolutionært kapløb mellem han-
og hunedderkopper, som det er
tæske svært at rekonstruere. Man
skal ikke forvente at hele
systemet i dag tjener et
fornuftigt formål. |
|
 |
|
Hos krabbeedderkopper af
slægten Xysticus, sikrer
hannen sig at komme sikkert
væk efter parringen, ved at
han før parringen traver
frem og tilbage over hunnen
og spinder hendes ben fast
til underlaget. |
 |
|
|
Hunnen -
herover - er dog så bredbrystet, at hannen
ikke kan nå ind under hende forfra. I stedet
løfter han hendes bagkrop og kravler ind
under hende med ryggen nedad.
Når han har tømt palperne, forlader han
hunnen, som derefter selv må gøre sig fri.
Det gør hun let, da trådene er ganske tynde.
Det kan jo heller ikke nytte noget, at hun
sidder fast for alvor. |
|
|
 |
 |
|
Vi er vant
til at nogle hanner kurtiserer deres
udkårne med sang. Fugle, cikader og
græshoppers lyde kender vi. Men at nogle
edderkopper bruger samme metode er nok
en nyhed for de fleste. Fedtedderkoppen
- ovenfor til venstre - laver imidlertid
lyde ved at gnide bagkroppen mod
forkroppen, og summeedderkoppen -
ovenfor til højre - vibrerer med kroppen
og sætter derved underlaget i
svingninger for at forføre hunnen. Det
er jo en rigtig god idé for en
edderkoppehan, at han bliver genkendt og
ikke bare bliver opfattet som bytte. |
|
|