sex

Kønsliv

Kønnet formering betyder, at arveanlæg fra to artsfæller bliver blandet sammen i et nyt individ.
Dette giver mulighed for en stor variation indenfor medlemmerne af samme art, og det giver mulighed for at gavnlige egenskaber, der er opstået i forskellige individer, kan blive samlet i samme individ.
I en verden med stor konkurrence er disse muligheder for udvikling og forbedring en nødvendighed for de fleste arter. Derfor er sex en selvfølgelighed for de fleste levende væsener, selv om sex kan være enormt besværligt og ofte livsfarligt.

Her kan downloades en god bog om sex. Gratis.

Edderkoppesex

Sneglesex

Insektsex


Se bare. To kopulerende planter.......... Så har man set det med!

Det er dog ikke nødvendigt med to forskellige køn for at kunne dyrke sex.
Trådalgen spirogyra (ovenfor) klarer det f.eks. meget flot uden at have to køn.
Her foregår kønslivet ved at to algetråde lægger sig tæt op ad hinanden, hvorefter der dannes en kanal mellem de celler, der ligger overfor hinanden. Celleindholdet fra den ene celle glider så over i den anden, og sammen danner de to samlede celler nu en spore, som - efter en reduktionsdeling* - kan gro ud til en ny algetråd.
De to tråde hos spirogyra er ens, så her er der tale om en kønnet formering uden køn.

* En reduktionsdeling er en celledeling, hvor kromosomtallet halveres. Uden den slags delinger ville kromosomtallet fordobles, hver gang to celler smelter sammen under den kønnede formering. Hos os sker reduktionsdelingen i testikler og æggestokke, når sæd og æg dannes. Vi selv lever med dobbelt kromosomsæt hele livet.

	Hos svampe er sexlivet også meget anderledes end vores. En svampespore fra en paddehat spirer med en lang svampetråd (hyfe). Denne tråd har kun et enkelt sæt kromosomer, og den skal smelte sammen med en anden tråd af sammen art, men af en anden parringstype - et andet køn - for rigtig at blive til noget. Når de to tråde er smeltet sammen, kan de danne et livskraftigt svampenet (mycelium), som kan nedbryde skovbund og døde træer - eller hvad den pågældende svamp nu ellers lever af. Og myceliet kan danne paddehatte, som laver nye sporer. På billedet til venstre kan man se et kraftigt svampemycelium, og den koralsvamp, det har dannet. Svampe har sjældent kun to, men hyppigere fire, otte eller endnu flere forskellige køn. Man kan ikke tale om hanner eller hunner. Alle kan smelte sammen med alle dem, de er mest forskellige fra. Dette forhindrer, at de parrer sig med sig selv eller deres nærmeste. Indavl er nemlig noget skidt.
Samtidig betyder de mange køn, at svampe kan parre sig med næsten en hvilken som helst fremmed af samme art, de måtte støde på. Vi selv - med to køn - kan kun parre os (frugtbart) med halvdelen af dem vi møder.

Ovenfor ses svampen kløvblad. Den findes overalt på jorden og hos denne svamp findes 28.000 forskellige køn. Dette betyder at det vil være vildt sjældent at denne svamp ikke kan danne par med hvem som helst den møder. Undtaget er dens søskende. Kun 1/4 af disse vil have et andet køn end den selv.

De fleste levende væsener bruger dog to køn.
Det ene køn laver mange små kønsceller, som på en eller anden måde er bevægelige. Det køn kalder man hanner. Det andet køn laver få meget store, ubevægelige kønsceller. Det køn kalder man hunner.
De to køn kan sagtens være forenet i samme individ, som altså så bærer både hanlige og hunlige kønsorganer.

Det er heller ikke usædvanligt at skifte køn undervejs i livet. Tøffelsneglene, som ses i bunke her til højre, starter således alle som hanner, men når de er store nok til at klare det store arbejde med at danne æg, bliver de til hunner. Hannerne sidder derfor altid øverst i bunken.
Disse snegle lever af at filtrere mikroskopiske alger fra havvandet, så de behøver ikke flytte sig.

Et andet dyr, der lever af at filtrere alger fra vandet er rurerne. Det er krebsdyr, og som voksne er de helt fastsiddende.
Ikke desto mindre er der hos rurerne to køn, og æg og sæd spredes ikke bare ud i vandet. Hannerne har nemlig en penis, der er mange gange længere end dem selv, og som de kan strække hen til alle de omkringsiddende hunner.

Hanner og hunner hos bregner.
Bregner danner sporer med halvt kromosomtal i sporehusene, som oftest sidder på undersiden af bladene. På billedet til venstre ses de runde sporehushobe, som er samlet under de nyreformede slør. Hvis sporerne, som er meget små, lander på et egnet sted, gror de ud til en lille, flad, grøn plade, som kaldes en forkim, og som slet ikke ligner en bregne.

På forkimen, som er den nederste del af planten til højre, dannes hanlige og hunlige kønsorganer. De hunlige danner ægceller og de hanlige danner fritsvømmende sædceller.
I fugtigt vejr kan sædcellerne svømme til de hunlige anlæg - helst på en anden forkim - og befrugte æggene. Et befrugtet æg kan nu gro op til en ny bregne.

På billedet til højre ses det første lille bregneblad, som er ved at spire op af forkimens hunlige del. Snart vil forkimen visne væk.

(Vil man lede efter forkim i naturen skal man ud om efteråret, da de spirer frem mens vejret er fugtigt.)

Bregner blev tidligere anset for at have overnaturlige evner, fordi de kunne formere sig uden blomster. (Se her).

Hos højere planter er de fleste individer både hanner og hunner, samtidigt.
De hanlige kønsceller kaldes pollen, og de laves i blomsternes støvblade. De er små, men de kan ikke bevæge sig selv, så noget må fragte dem hen til de hunlige kønsceller, der sidder inde i frugtanlægget midt i blomsterne.
På brombærblomsten til venstre, kan man både se støvbladene med de brune støvknapper og de mange støvfang på frugtknuderne i midten.
De fine lyserøde kronblade er til for at vække opmærksomhed, for de fleste blomster bruger insekter til at transportere pollen.
Karl von Linné var den første, der så blomster som kønnede væsener. Det vakte ikke respekt i kirkelige kredse. De opfattede planternes promiskuitet som værende liderligt horeri.

Humlebien er fuld af hår. Det er den, fordi blomsternes pollenkorn så hænger bedre fast.
Med mellemrum renser humlen sig med benene, hvorved pollenkornene samles mellem nogle børster på bagbenene (pollenkurven). Humlebien fodrer ungerne hjemme i boet med dette pollen.
Samtidig kan den dog ikke undgå at tvære pollen fra nogle blomster over på andre, og derved bliver blomsterne bestøvet. Herefter kan pollenkerner smelte sammen med æg i frugtanlægget, og danne frø der kan blive til nye planter.
Men for humlebierne er det mad. Det er kun for blomsterne, det er sex.

Meget pollen går til spilde, når humlebier og andre bestøvere enten æder det, taber det eller gnubber det rundt i forkerte blomster. Nogle blomster er derfor indrettet, så de kun bestøves af bestemte insekter, som udfører bestøvningen på en helt speciel måde.
Orkidéen Skovhullæbe (herunder) har alt sit pollen samlet i et par pollenkøller, som den klæber fast i panden på bier og gedehamse, når de drikker nektar. Pollenkøllerne bliver hægtet af på støvfanget af andre skovhullæber, når bestøveren siden drikker nektar af disses lyserøde læber.
Men stadig er det kun sex for blomsten, ikke for bien.
Bier, humlebier og gedehamse er sterile hunner, som ikke kender til sex.

Nogen planter bruger dog slet ikke insekter til at flytte pollen, men lader vinden gøre det.
Det giver et enormt spild - det ved enhver pollenallergiker - men det er en sikker metode, for vinden svigter ikke.
Sådanne planter behøver ikke flotte, duftende blomster, for vinden skal ikke lokkes.
På billederne til venstre er det han- og hunblomster af hassel. Hunnerne stikke blot støvfanget ud af en knop.

Hos flercellede dyr findes der to køn, og de fleste individer er enten det ene eller det andet.
Når det er så sjældent, at begge køn er samlet i samme individ, skyldes det nok, at det blandt de fleste dyr kræver en del tilpasninger - både fysiologisk og adfærdsmæssigt - at udføre hver kønsfunktion ordentligt. Det er derfor en fordel at koncentrere sig om at udfylde den ene af kønsrollerne bedst muligt, i stedet for at skulle klare begge roller.
De enkelte hermafroditter vender vi tilbage til.

Hos de fleste dyr har vi altså hanner, der laver mange små billige kønsceller, og hunner, der laver få store. Hver lille kønscelle skal smelte sammen med en stor, for at blive til et nyt individ, så det er oplagt, at der må være konkurrence om de store kønsceller.
Derfor er det normalt altid hannerne, der efterstræber hunnerne, og som gerne vil parre sig med så mange som muligt. Hunnerne er til gengæld kræsne, og parrer sig kun med de bedste hanner. På den måde sørger de bedst muligt for deres kostbare kønsceller.

Hos dyr er hannernes kønsceller - sædcellerne - selvbevægelige. De har flageller (svingtråde). Men hos landdyr er det nu alligevel de voksne dyrs opgave at sørge for, at æg og sæd får lejlighed til at mødes, da sædceller ikke kan bevæge sig over en længere strækning ved egen hjælp, som de kan i havet. På land vil sædcellerne tørre ud, hvis de ikke anbringes inde i hunnen - eller meget tæt på hende.

Hos frøer - her spidssnudet frø - finder ingen egentlig parring sted.

Nederst i denne bunke frøer befinder der sig en nyankommet hun.

De flotte blå hanner sætter sig i mængde på velegnede æglægningssteder, hvor de kvækkende afventer hunnernes ankomst. Når en hun kommer indenfor rækkevidde, bliver hun straks overfaldet og beklamret af hannerne, som skubber hinanden væk, indtil den stærkeste han sidder godt fast på hendes ryg.

Herefter lægger hunnen sine æg, mens hannen gyder sæd ud over dem, hvorefter sædcellerne selv finder hen til og ind i æggene. Befrugtningen sker altså uden for hunnens krop.

Blandt skrubtudser går det ofte voldsommere for sig. De små hanner kommer først i vandet, og de kan ligge i dagevis i tålmodig venten på hunnerne.
Når de første hunner kommer til, bliver de til gengæld omklamret af alle hanner i nærheden, som det ses til højre.

På et tidspunkt vil en enkelt han dog som regel få godt fat i hunnens armhuler, og de andre hanner vil opgive kampen. Denne han får lov til at befrugte æggene i hunnens ægstreng, når de bliver lagt.

Salamandre er padder ligesom frøerne, men hos salamandre befrugtes æggene, mens de befinder sig inde i hunnen. Man kunne tro, at dette betød nærkontakt mellem kønnene, men det er ikke tilfældet.
Hos salamandrene - her lille vandsalamander - udfører hannen en langvarig kurtisering af hunnen, som skal overbevise hende om, at han er den rigtige. Bl.a. ved at demonstrere, hvor god han er til at holde vejret. Derefter afsætter hannen en pakke med sæd (en spermatophor) på bunden, og søger at lede hunnen hen over den. Hvis hunnen er enig i, at hannen er den rette, optager hun måske sædpakken i sin kønsåbning og bruger den til at befrugte æggene.
Under kurtiseringen kan rivaliserende hanner finde på at bryde forstyrrende ind. Og de kan endog finde på at anbringe deres sædpakker oven på brudgommens.

Det kaldes indirekte sædoverførsel, når befrugtningen ikke kræver, at der er direkte kontakt mellem partnernes kønsorganer.

Der findes også andre dyr, hvor hannen er afhængig af, at hunnen selv finder og optager hans sæd.

Det gælder således sølvkræet her til venstre, hvor hannen dog lægger snubletråde ud, som fører hen til sædpakkerne, så hunnerne lettere kan finde dem. Men hvor hannerne også render rundt og æder rivalernes pakker.
Hos disse dyr behøver mor og far altså aldrig at have mødt hinanden. Det kan selvfølgelig være praktisk, hvis man er meget genert, men ellers temmelig upraktisk.

Hos nogle kuglespringhaler, som den til højre, finder hannen dog først en hun, og lægger sædpakker hele vejen rundt om hende, så hun ikke kan undgå at støde ind i en, når hun bevæger sig væk.

Også skolopendre (centipeder=hundredeben) benytter indirekte sædoverførsel, men her tager hannen dog kontakt til sine børns kommende moder, inden han laver sin spermatophor.
Ofte udføres så et parringsritual - en lille dans - så hannen er nogenlunde sikker på, at hunnen ved, hvad det går ud på. Herefter spinder hannen så et lille spind, hvorpå han lægger en sæddråbe, som han herefter leder hunnen henover - i det håb, at hun samler den op på vejen.

Regnormes parring kræver tæt kropskontakt, men ingen brug af egentlige ydre parringsorganer. Regnorme er hermafroditter, og mens ormene ligger tæt klistret til hinanden, som det ses nedenfor, løber sæden fra hver orms hanlige kønsåbning i en rende hen til modpartens hunlige kønsåbning.


Kønsorganerne sidder ved bæltet. Når æggene skal lægges udskiller bæltet slim, som hærder til en ring. Heri lægges æggene, de befrugtes af den modtagne sæd, og ormen smyger sig ud af ringen, som rimper sammen i enderne som en lille citron. Heri ligger æggene trygt, til de klækker.

Evolutionen har dog bibragt de fleste dyrehanner en forståelse for, at det smarteste er selv at anbringe sæden i hunnen, så tæt på æggene som muligt.

Fugle er udstyret med en såkaldt kloak. Dvs. en fælles udførselsgang for afføring, urin og kønsprodukter (æg og sæd). For de fleste fugle består parringen i, at hannen anbringer sig kloak i forbindelse med hunnens, og indsprøjter en klat sæd, så godt han nu formår.

Sædcellerne må så selv finde hele vejen op gennem æggelederne til de æg, der endnu ikke er blevet forsynet med skal.
Hos enkelte fugle har hannen dog en penis, nemlig hos strudse og andefugle.
Det anses for at være et primitivt træk, fra før fuglene begyndte at flyve. Det kan være farligt at hænge for godt sammen, hvis man befinder sig 30 meter over jorden.

De fleste handyr man møder i naturen er dog udstyret med en eller anden form for penis, som kan indføres i hunnen.

Hos slanger og øgler er hannerne forsynet med to penisser, som dog normalt er krænget ind i kloakken. Slanger slynger sig omkring hinanden under parringen, og så er det åbenbart praktisk at have en penis, der vender i den rigtige retning. Hannen bruger kun en af gangen.
Det er hugorme til venstre. Hanner er den sort/hvide. Snogene - til højre - deltager ofte i rene orgier, når de store hunner kommer frem fra dvalen sidst i april. Her er der dog kun to hanner om hunnen.

Hannernes parringsorganer kan være udformet meget forskelligt, og tit har de ikke direkte forbindelse til de primære kønsorganer.

Tusindbenhanner er således i besiddelse af et specielt sæt ben på syvende kropsled, som er udformet til at overføre sæd fra hannens til hunnens kønsåbninger, som befinder sig på 3. kropsled. Overførslen sker, mens de to dyr ligger i en meget tæt omfavnelse.
Til venstre ses parringsbenene hos et afrikansk kæmpetusindben.

Det er et par kiletusindben ovenfor og nedenfor.

Det er da en omfavnelse af de mere omfattende!

Det er hannen til venstre, der er ved at anbringe sine gonopoder (kønsfødder) på 7. led i hunnen kønsåbninger på hendes 3. kropsled.

Kiletusindben har i øvrigt ingen øjne.

Her ses Glat bænkebider, og nedenfor kuglebænkebidere i parring.

De fleste dyr er symmetrisk opbygget, og det betyder også at en del indre organer optræder parvis. Selv har vi f.eks. to nyrer, to lunger og to testikler eller æggestokke.
De fleste dyr har dog kun et enkelt sæt ydre kønsorganer, men hos nogen dyr er hele kønsapparatet delt i to dele. Det gælder f.eks. bænkebidere, hvor hunnerne har en kønsåbning i hver side af kroppen, og hannen et tilsvarende sæt peniser.
Under parringen indfører hannen derfor først sin højre penis i hunnens højre kønsåbning, hvorefter han kravler rundt om hunnen for at parre sig med hendes venstre side.
Parringstiden er om foråret, og i august kan man se resultatet. Da render bænkebiderhunnerne rundt med mange små unger på maven.

Hos vandbænkebiderne bærer hannerne en tid rundt på de unge hunner, så de kan parre sig med dem straks efter det sidste hudskifte, hvor hunnerne bliver kønsmodne.
Denne adfærd ses også hos andre krebsdyr, f.eks. krabber.

Man ser noget tilsvarende i visse menneskesamfund, hvor piger bortgiftes før de bliver kønsmodne.

Ferskvandstangloppen her bortfører også mindreårige hunner, som den slæber rundt mellem benene til de bliver voksne. Det er det tiltagende lys om foråret, der påvirker han-tangloppens hjerne, så den danner mere serotonin. Serotonin er en neurotransmitter, et stof der påvirker hjernen, og det får tangloppen til at søge ud i lyset og finde en ung hun at klamre sig til.
Serotonin dannes også i vores egen hjerne under lyspåvirkning. Dette stof har betydning for vores humør, for vores forelskelser og for vores seksualadfærd. Vi får også en vældig lyst til at klamre os til hinanden.

Mejere er spindlere ligesom edderkopperne, men de har ingen gift, så han og hun kan nærme sig hinanden uden fare.
Disse dyr er generelt promiskuøse, og parrer sig med dem de møder af modsat køn - ansigt til ansigt. Hannerne er udstyret med en lang penis, som de normalt gemmer i kroppen, men som de kan føre ud gennem kønsåbningen, ind under hunnen og ind i hendes kønsåbning. Sædoverførslen sker hurtigt, hvorefter parret går hver til sit.

Promiskuøs adfærd kan spare en masse tid og kræfter, som ellers bliver brugt på kampe og kurtisering, men hvis der er flere hanner end hunner, er det en dårlig forretning for de hanner, som netop har parret sig. Sandsynligheden for at deres hun går ud og parrer sig med en anden han, hvis sæd udskifter deres egen, er simpelthen for stor. Derfor praktiserer hannerne i sådanne situationer magevogtning - som det ses på billedet til højre.

Flåter, som er mider, parrer sig bug mod bug, og hunnen slæber ofte rundt på den mindre han under bugen i længere tid. Enkelte mider praktiserer endog oralsex, i det hannen bruger sine munddele til at udvide hunnens kønsåbning inden parringen.

Videre til edderkoppesex

Videre til sneglesex

Videre til insektsex