Husbærende snegle

Husbærende snegle

Landlevende snegle

De små søde husbærende snegle i mange farver tilhører to forskellige arter, som begge findes i alle mulige farver. Havesneglene (Cepaea hortensis) har hvid læbe (skalåbning) og er mindre end lundsneglen (Cepaea nemoralis, til venstre), som har sort læbe. Huskereglen siger, at svenskere (fra Lund) har sorte negle. Men det passer selvfølgelig ikke .... I Allerød er lundsneglene langt de almindeligste.


Vore skalbærende snegle er hovedsageligt planteædere. De æder bløde planter, rådnende plantedele og alger, der gror på træværk og grene. Der kan man ofte se spor efter deres raspetunge, når de har afgnavet træværket, mens de under vandringen har svinget hovedet fra side til side.

Lundsneglen herover kravler på en glasplade. Den bevæger sig ved hjælp af en hel masse små bølger ned langs foden. Den løfter altså et lille stykke fod - bevæger det frem og sætter det ned igen. Og det gøres mange steder samtidig langs fodens kant. Foden er desuden fuld af slimkirtler, som hele tiden udskiller slim. Slimen beskytter sneglen, og den klæber, så sneglen kan kravle på lodrette flader.
Ovenfor til højre ses sneglens hoved med munden i midten. I munden findes en radula - en raspetunge - som er besat med mange små kalktænder.

De landlevende snegle er lungesnegle. Herunder ses åndehullet, der fører ind til lungen.
Sneglen til højre er en ung Kratsnegl, hvis skal endnu er så tynd, at man kan se lungen igennem. Her kommer blodet i de mange små årer i forbindelse med luftens ilt. Blodet er farveløst.
I de indre vindinger ligger sneglens øvrige organer: mavesæk, lever, hjerte og nyrer.

Sneglene her har lagt sig til at sove for vinteren. De har udskilt en kalkrig, hård slim, som lukker skalmundingen og som beskytter mod fjender og mod udtørring. Denne kalkplade bliver skubbet ud om foråret, når sneglene vågner igen.

Sneglevæddeløb er en hyggelig sportsgren. Uden stress.
Hver deltager finder sig en snegl, som ser livlig ud. De deltagende snegle anbringes så midt på et låg, og målstregen er lågets yderkant.
Det er ganske mange svinkeærinder de mere kreative snegle kan finde på undervejs.

Især sent på året kan man finde en del snegle, hvis man undersøger den glatte bark på træer som bøg og ask. Det gælder foldsneglene. Til venstre er det en Galt foldsnegl (Cochlodina laminata), og i midten en Almindelig foldsnegl (Clausilia pumila). Og det gælder bitte bitte små snegle som søjlepuppesneglen (Columella edentata) til højre. Den er kun et par millimeter bred og høj.

Vinbjergsneglene er Have- og Lundsneglenes store fætter. De er ikke oprindeligt hjemmehørende i Danmark, men blev indført af munke, som fandt på mange kreative løsninger, når der skulle skaffes kød til kødløse fastedage.
Også disse snegles seksualliv er specielt og besværligt - som det er reglen blandt tvekønnede dyr, der vil sikre sig, at partneren ikke slipper af sted med kun at opføre sig som han under parringen.
Vinbjergsneglene - såvel som deres små fætre - dolker hinanden med en lang kalknål, en kærlighedspil, på et tidspunkt under den timelange parring.
Nærmere forklaring findes i bogen om dyrenes sexliv.

Under vinterdvalen lukker vinbjergsneglen omverdenen ude med et kalklåg, som forhindrer udtørring.

Parringen foregår ofte kort efter vinterdvalen. Det kan tage mange timer for parterne at blive overbevist om hinandens fortræffelighed, og for at indstille pilens sigte rigtigt. Kærlighedspilen skal helst ramme modpartens kønsorganer, men rammer ofte forbi.

Selve fuldbyrdelsen varer dog kun et par minutter, og den kan følges på billederne herunder.
Kønsåbningen findes under sneglenes højre øjestilk. På billede 1 rulles penis ud, på billede 2 har begge snegle indført penis i den anden snegls kønsåbning, på billede 3 er peniserne netop trukket ud og ses tydeligt - og på billede 4 rulles de igen indenbords hos ejermanden. Meget mere om sneglesex her.

Efter parringen finder hver snegl et sted med blød jord, hvor de graver sig ned for at lægge æg. Hiver man sneglen op, kan man se, at hullet er udvidet nederst og er ganske dybt.

Når de små snegleunger klækker, graver de sig selv op. Deres tyndskallede huse er knap 1 cm. i diameter. Sneglehusene vokser ved at det væv (kappen), der sidder i husets munding, udskiller kalk og horn. Når sneglen er voksen holder den op med at vokse.


Landsneglenes øjne sidder i spidsen af en stilk, som kan rulles ind i kroppen. Øjnene er simple, men synet har alligevel betydning for sneglenes orientering. Vinbjergsnegle er meget stedfaste, men de vandrer ofte til de samme områder for at overvintrer, og det kræver en god stedsans.

Sneglehuset er bygget af kalk, med et tyndt lag hornagtig protein på overfladen. Vinbjergsnegle, som kan leve i flere år, slider efterhånden dette lag af, så de bliver kalkhvide.

Det er let at lade sig inspirere af de husbærende snegles smukke former. Hvad med at lave en snegleuro?

Når snegle bliver angrebet, f.eks. af løbebiller, forsvarer de sig ved at udskille en masse slim, som de puster op med luft, så det skummer.

Kratsneglen (Arianta arbustorum), som er smukt sort med brunt, midterstribet hus, finder man altid i nælderne.

I sensommeren er brændenælderne i skoven ofte næsten opædt af disse snegle. De brænder ganske åbenbart ikke deres raspetunge.

Busksneglen (Eulota fruticum) har en sart halvgennemsigtig skal og en stor åben navle.

Busksnegl og Kratsnegl. Busksneglen har åben navle, mens den er lukket hos kratsneglen.


Den ser ud som om nogen har trådt på den, men det er ikke tilfældet. Lille lampe (Helicigona lapicida) er dens navn, og den har det med at klatre højt op i bøgetræer.


På fugtige steder kravler ravsneglene (Succinea putris) rundt og ligner noget, der hører til i vandet. Men de er landdyr. Til højre ses en parring.

Knapsnegl (Discus rotundatus)

Løgsnegl (Oxychilus alliarium)

Disse forskellige arter af små skiveformede snegle er alle ganske almindelige. Håret snegl i planterne, og knapsnegl og løgsnegl under sten og planter.
Løgsneglen lugter kraftigt af hvidløg. Kraftigere end hvidløg selv. Som løgkarse eller løgbruskhat.
Andre lugtedyr.

Håret snegl (Trichia hispida) herover er i virkeligheden ganske lille (5-6 mm), men jeg viser den her i stor forstørrelse, så man kan se dens særegne behåring. Den er nok væmmelig at gnave i.

Snegle forventer man jo mest at finde i fugtige omgivelser, men enkelte snegle trives faktisk, hvor det er tørt og solrigt. Det gælder således sneglen til venstre: Flerbåndet solsnegl (Helicella itala), som bl.a. findes i den tørre vegetation i grusgravsområder. Disse er fra Lynge.

Klik på billederne nedenfor, for at se eksempler på snegleaktiviteter.