Bladlus (Aphididae)

 

Bladlus opfattes ofte som små, simple, primitive, irriterende dyr; men faktisk har de et meget interessant livsforløb.
Hos mange arter sidder de vingeløse hunner hele sommeren med snablen dyppet i værtsplanten og føder døtre, som føder døtre, som føder døtre. Alt sammen ved jomfrufødsel og altså uden brug af hanner. Hos nogle arter fødes senere vingede individer, som kan flyve til andre plantearter, og nogle arter føder ud på sommeren også hanner, som kan parre sig med hunnerne inden vinteren og uforudsigeligheden sætter ind. De befrugtede æg overlever så vinteren.
Alle disse bladlus er uvingede hunner af hyldebladlus (Aphis sambuci) i forskellig størrelse. Bemærk myren ude til højre. Bladlus suger plantesaft, som er rig på sukker, men fattig på protein. Derfor passerer meget af sukkeret direkte igennem bladlusen og bliver foræret til myrer, som til gengæld beskytter bladlusene.
Hyldebladlus er særdeles almindelige på hyld.
Mor med afkom....................
     
  Bladlusen her er en Asiatisk balsaminbladlus -(Impatientinum asiaticum). En spøjs fætter som er meget almindelig på Småblomstret balsamin.
Småblomstret balsamin er indslæbt og bladlusen er kommet med.
 
     
     
  En voksen hunbladlus bruger en stor del af sit liv på at føde døtre, så det er ikke sjældent, at man får fødende hunner med på fotografiet.  
Bøgebladlus  

Bøgebladlus (Phyllaphis fagi)
Denne bladlus gemmer sig under en voksagtig uld, som den selv udskiller. Den lever på undersiden af bøgeblade. Bøgebladene krøller sammen, og de bliver ofte helt sorte af den skimmel, der gror på honningduggen. Men bøgene skal nu nok overleve.

     
  De kan blive meget langhårede, og ikke værd at æde; men af og til skifter de hud og så må de begynde forfra med at danne pels.  
     
Vedbendbladlus
Bladlusene her er vedbendbladlus. Det er ofte let at bestemme bladlus, hvis man kender planten de sidder på, for de er som regel artsspecifikke og har navn efter værtsplanten. Til højre en fødende moder.
     
  Her er det Brun kongepen-bladlus (Uroleucon hypochoendis) En uvinget og en vinget hun. Vinger udvikles ofte hos individer, der under opvæksten sidder meget tæt.
Hvis nymferne hele tiden gnupper mod hinanden, danner de hormoner, der får kroppen til at danne vinger. Det giver mulighed for spredning til nye planter.
Men bladlus flyver elending. Mest er det vinden, der bestemmer. Så de skal være heldige, for at finde et nyt levested.
 
     
Ikke sjældent kan man fotografere fødsler.
Brun kongepenbladlus. Den lile lyse hale bruges til at smide den klæbrige afføring - honningduggen - væk.
Rygrørene, som de fleste bladlus er udstyret med, bruges til at udskille alarmstoffer.
Hvis en bladlus bliver angrebet, eller bare forskrækket, udskiller den dråber af gul væske, som advarer de andre bladlus, som kan lade sig falde ned.
Sådanne stoffer, som påvirker andre individers adfærd kaldes feromoner.
 

Bladlusene herover er vingede hunner af hyldebladlus (Aphis sambuci)

Bladlusen ovenfor er en blommebladlus, selv om man finder den på tagrør - i enorme mængder. Om efteråret flyver vingede hunner nemlig til blommetræer, hvor de overvintrer. Disse bladlus bliver ædt af mange insekter og fugle i rørskoven.

 Stor Granstammelus (Cinara picea). En af vores største bladlus.

Rød æblebladlus (Dysapis plantaginea) er tit meget almindelig bag på æbleblade, men den flytter senere til vejbred. Dens giftige spyt får bladene til at krølle og kan få æbleskuddene til at vokse skævt.

Rønne-bladlusen (Dysaphis sorbi) får også rønnebladet til at krølle sammen om kolonien. Det giver en vis beskyttelse.
Egegrenbladlus: Lachnus roboris. En stor, lidt alienagtig bladlus, på eg. Skræppebladlus - Aphis rumicis


Den sjove prikkede bladlus ovenfor er en pilebarkbladlus (
Pterocomma salignus).

Der bliver flest bladlus i varme, tørre somre, for da vokser de hurtigst hvilket giver flere generationer. Tørke er jo ikke noget problem for et dyr, der har sugerøret i en saftkanal. - Bladluseår bliver tit samtidig til mariehøneår, for mariehøns lever af bladlus.
Vil man gerne af med sine bladlus uden at bruge gift, er det en god idé at spule dem af med vandslangen.
Åkandebladlus (Rhopalosiphum nymphaeae) lever på oversiden af åkandeblade og andre flydeblade. Her frøbid.

Nogle bladlus sidder dog meget beskyttet. Det gælder f.eks. disse gallelus (Tetraneura ulmi), som lever inden i en hul galle på elm. Her sidder de godt beskyttet.
Galler dannes af mange forskellige dyr: mider, bladlus, hvepse, fluer og myg. De benytter plantehormoner til at styre planternes vækst.
Ananasgaller skyldes også bladlus. Hunbladlusen lægger æg ved nålenes grund, og de voksende bladluseunger får nålene til at svulme op, så ungerne sidder godt beskyttet. Siden åbner gallen, så bladlusene kan slippe ud. De flyver så til lærketræer, hvor de suger på nålene uden at danne galler.
De tørre ananasgaller ligner små grinende troldeansigter.

Det her er sommernymfer af bladlusen Periphyllus acericola. De sidder i pletter på undersiden af ahornblade. Og de er meget små.
 
Da bladlus er så almindelige, bliver de selvfølgelig efterstræbt af mange fjender. Oppustede tomme bladlus er blevet tømt af en snyltende hvepselarve. Tomme bladlus på en sokkel er ædt af en anden snyltehvepselarve, som har forpuppet sig under liget. På det sidste billede ovenfor er det en svirrefluelarve, der udsuger en bladlus, og bladlusene til højre er angrebet af mider. Fugle, mariehøns og guldøjelarver spiser også bladlus. Men myrer forsvarer dem, for de æder deres sukkerholdige ekskrementer: honningdug.
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Andre næbmunde (tæger) Bjørli Lehrmann