Brune frøer (Rana temporaria, arvalis og dalmatina)

I Danmark har vi tre arter af brune frøer, som ikke er helt nemme at kende fra hinanden. Herunder er vist forskellene på den spidsnudede og den butsnudede frø, de to arter, man finder i Allerød.
Spidssnudet frø (Rana arvalis)  Butsnudet frø (Rana temporaria)

Her ses fodrodsknuden på bagfoden, som hos Spidssnudet frø er større end indertåens inderste led. Dette er den sikreste karakter. Sikreste kendetegn er bagfodens fodrodsknude, som hos Butsnudet frø er kortere end indertåens inderste led.

Linien (kirtelvolden) hen over øjet fortsætter næsten lige hen over næseboret, og trommehinden bag øjet er ret lille og sidder et stykke bag øjet hos Spidssnudet frø (Rana arvalis). Hos butsnudet frø knækker linjen hen over næseboret, så snuden runder mere end hos den spidssnudede. Desuden er trommehinden stor og sidder tæt på øjet.
   

Ovenfor er det en gruppe butsnudede frøer. Hannerne bliver ikke smukt blå som de spidssnudede, men deres struber kan blive lysende hvide eller lyseblå. Hunnerne bliver til gengæld undertiden rødlige i yngletiden.
De butsnudede frøer bliver også større og mere plumpe end de spidssnudede, og der er flere af dem.
     
  På billedet til venstre ses øverst et par butsnudede, og nedenfor et par spidssnudede frøer.
Så er det let at se forskel :)
 
     
  Jeg ved til gengæld ikke, hvorfor de butsnudede ser så vrede ud?  
Hannerne af de spidssnudede frøer sætter sig ofte på land langs det populære ynglevand og kaster sig over de hunner, der nærmer sig, hvorefter hunnerne må slæbe dem det sidste stykke. Parret til venstre passer fint i størrelse, mens hannen til højre godt nok er stor! - Spidssnudede frøer findes i flere farvevaianter. Hannerne her tilhører den plettede: Rana arvalis maculata og den ensfarvede: Rana arvalis unicolor.
 
     
  Hannerne kommer altid frem til ynglevandet først. Kampen om hunnerne er stor, så det er om at være klar.
Hunnerne venter lidt i det skjulte. Det kan være meget hårdt at være første hun i vandet.
 
     
 
Frøen her til venstre er en springfrø (Rana dalmatina). En elegant frø med meget lange ben og en meget stor trommehinde. Det er en sydlig art, som ikke findes i Ravnsholt Skov. Frøen her er fra Sorø. - Denne art yngler meget tidligt om foråret.
I parringstiden i april bliver hannerne af den Spidssnudede frø helt blå, når de ligger og kvækker i forårssolen. De siger "blyp". Som bobler, der brister i overfladen (vandet koger) eller små hunde, der gør. Farveskiftet skyldes lymfevæske under huden, og det får hannerne til at se oppustede ud. Det holder højst 2 uger. Formålet med farveskiftet er, at hannerne så hurtigt kan genkende hinanden, så de slipper for at spilde tid på at prøve at parre sig med andre hanner.
Butsnudede frøer bliver aldrig helt så blå, og deres kvækken lyder nærmest som en knagen.
Når hunnerne, som er brune, svømmer ind mellem hannerne, bliver de straks overfaldet. Der ligger således en hun i bunden af klumpen nedenfor til venstre. Når en han imidlertid har fået godt fat med forbenene i hunnens armhuler, opgiver de andre hanner at få vippet ham af, og han får fred til at befrugte æggene, når hunnen lægger dem.

De nylagte æg ligger i en kompakt klump. Men i løbet af få minutter svulmer geleen op og beskytter æggene.
Musvåger, der tidligt om foråret æder hunfrøer, undlader at æde æggestokkene, så de ikke svulmer op i maven. De efterladte kønsprodukter kaldes stjernesnot.
Hvis man tager en lille portion frøæg indenfor i et akvarium for at følge udviklingen, skal man være opmærksom på, at den hyppigste årsag til at det mislykkes (og det gør det tit), er iltmangel! En akvariepumpe er en god ting, og stil akvariet lyst, men ikke i fuld sol, da vandet så bliver for varmt. Tag nogle vandplanter med. Haletudserne lever af alger, der gror på planterne. Lad være med at fodre yderligere. Fiskemad rådner og bruger dermed vandets ilt. - Sæt haletudserne ud igen så snart de får forben. På det tidspunkt udvikler de lunger og vil op af vandet.
Mængden af æg kan blive helt kolossal, da hver hun lægger mellem 1000 og 2000 æg! Geléen omkring de små sorte æg svulmer hurtigt op og virker som et lille drivhus, så temperaturen i ægklumpen bliver flere grader højere end det omkringliggende vand. Ægklumperne i gelé kan dække flere kvadratmeter.
Efter 1-2 uger, afhængigt af vejret, har æggene udviklet sig til de små fostre, som ses ovenfor til venstre. Samtidig er geleen blevet helt grøn af alger, som også har haft glæde af drivhuseffekten. Haletudserne nedenfor til højre er ved at forlade geléen.
Frøers haletudser udskiller væksthæmmende hormoner i vandet. Disse stoffer påvirker mest de små haletudser, som derfor vokser meget langsomt, hvis der er mange haletudser i små vandsamlinger. Derfor udvikles frøernes haletudser ikke lige hurtigt, og de små frøer forlader ikke vandet samtidig.
De helt nyklækkede haletudser har ydre gæller, men hos de ældre haletudser er gællerne dækket af et gællelåg.
Hos de butsnudede frøer er gælletrådene lange. På længde med hovedet. Mens de er kortere hos de spidssnudede frøer (nedenfor).
 

     
  Der kan være helt overordentligt mange haletudser, de steder, hvor der er mange. På den måde beskytter de hinanden. Ingen rovdyr kan æde dem alle.  
     
Frøers haletudser holder ikke sammen i flok, som tudsehaletudser gør, men man ser dem alligevel ofte klumpe sig sammen. De søger nemlig hen, hvor solen skinner og varmer vandet op. Deres udvikling går hurtigere i varmt vand. - Ovenfor til højre ses en haletudse, der afgræsser vandoverfladen. Man kan se tarmen gennem bughuden.
 
     
  Haletudserne afgræsser vandoverfladen.  
     

Senere får haletudsen bagben og siden forben, og den skifter kropsbygning, så den kommer til at ligne en lille frø - med lang hale. Halen svinder derefter ind, i det halens muskler bliver nedbrudt og brugt til opbygning af frø-kroppen. Frøen går på land, når halen kun er omkring 1 cm. lang.

Inde i haletudsen er forvandlingen også voldsom. Haletudsen skifter gællerne ud med lunger, og hele fordøjelsessystemet udskiftes, for haletudser er planteædere, mens frøer er rovdyr. Dette betyder dog ikke, at den forvandlende frø-unge på noget tidspunkt holder op med at æde.

Jeg tror nu nok, at vi har et par forvirrede frø-teenagere her nedenfor.

Og livet er hårdt for den nyforvandlede frø. Selv deres egne forældre, kan finde på at sluge dem levende. Frøer har jo ingen yngelpleje, så alt, hvad der rører sig af passende størrelse, er mad.
Brune frøer er godt camouflerede. Find frøen.

Lav din egen frø? Klik på billederne.

ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden iPind.jpg (1062 bytes) Tilbage til dyrelivet Halepadder   Grønne frøer