Løbebiller

Løbebiller finder man under enhver sten. Nogle kan ikke flyve, men de har gode løbeben - og de er rovdyr.

En gammel børneleg går ud på at tage en stor løbebille - som denne læderløber - holde den mellem to fingre og sige remsen:
Mellemmadstyv spyt nu blod
Ellers skal du mist' dit ho'ed!

Billen skulle så spytte blod for at redde livet. - Men det er nu ikke rigtigt blod den spytter. Det er en dråbe stærkt ildelugtende fordøjelsesvæske, som gør den mindre fristende at æde.

Portræt af en løbebille.


	Spyttende løbebille. Her er det en sneglerøver. Løbebiller er efter min mening skovens mest ildelugtende skabninger, men andre lugtende dyr kan findes her.

De store løbebiller kan finde på at stivne og blive helt stive i adskillige minutter. Her er det en frossen læderløber.

Sneglerøveren (Cychrus caraboides) spiser husbærende snegle. Den kan sågar gå i gang med en vinbjergsnegl.

Læderløber (Carabus coriaceus). Den er op til 4 cm. lang og vores største løbebille. Den tager også gerne stort bytte. Nedenfor æder den en dræbersnegl - bagfra.



Gulplet-løber (Carabus hortensis) er en almindelig løbebille i skov og have. Denne løber har fine ornamenterede dækvinger - fuldstændig som var de slået med en hammer.


Violetrandet løber (Carabus violaceus).	Kratløber (Carabus nemoralis)
Disse løbebiller ligner hinanden, men kratløberen har små fordybninger i dækvingerne. Den er almindelig alle vegne.


Her ovenfor er det en Kornet løber (Carabus granulatus) med et dejligt bytte - en regnorm. Denne fint ornamenterede løbebille findes i fugtige områder, og som de andre løbebiller jager den normalt om natten. Ser man den imidlertid om dagen i sol, er den vidunderligt kobberskinnende.

Også løbebillelarverne er grumme rovdyr. Det var ikke lige til at se, hvorfor denne regnorm vred sig sådan. Men det var larven, der havde bidt sig fast i bæltet. Og den holdt fast.

Man ser dog ikke løbebillelarverne så ofte, da de mest holder til i de øverste jordlag. Som de voksne biller har larverne det med at spytte fordøjelsesvæske op.
Larven ovenfor er en af de mindre arter, en jordløber. Det er dens hoved til højre.

Larve af læderløber.

Pterostichus sp. - en jordløber. Hen på efteråret er hunnerne af disse biller så fulde af æg, at de dårligt kan være i deres hud.


	Mange løbebiller er næsten umulige at bestemme, hvis man ikke er specialist, men enkelte er ikke til at tage fejl af, som Fireplettet barkløber (Dromius quadrimaculatus) - ovenfor - og Spraglet Kvikløber - til venstre. Kvikløberen er til gengæld svær at fotografere, for navnet kvikløber er meget passende!

De fleste løbebiller er sorte, men enkelte har meget flotte strukturfarver, som Chlaenius nigricornis her ovenfor. På dansk har den fået navnet Grøn fløjlsløber. Sært navn. Er det ikke sådan én man går på på vej til det grønne bord?

Og hvad med kalorius til venstre. Det er en Rødløber (Odacantha melanura)

Billen til venstre hedder sekspunktet kvikløber: Agonum sexpunctatum, og det er en af de smukkeste - og hurtigste. Den findes ved vand, men den er ret sjælden.

Ovalløbere - Amara

Ikke alle løbebiller er rovdyr. Ovalløberne spiser blomster og umodne frø, både som larver og som voksne biller, så man kan finde dem oppe i vegetationen.

(Amara communis) But ovalløber

Stor ovalløber (Amara aulica).

Kobberfarvet øjenløber ( Elaphrus cupreus) er en flot lille dagaktiv løbebille, som jager nær vandet. Den minder om en sandspringer - se længere nede - men det er den ikke.

Sandspringere

Også Sandspringere er beslægtet med løbebillerne. De er hurtige, aktive rovdyr, som gerne flyver. Man skal passe lidt på, hvis man fanger dem med hånden, for de bider gerne. Men selv om deres kæber er et ægte monster værdigt, så gør det ikke rigtigt ondt.
De holder til hvor jorden er bar - som bag vandhullet ved Vestre Hus, hvor man ofte ser Grøn sandspringer (Cicindela campestris) jage i solen. Det er den, der er vist ovenfor.
Deres larver lurer efter bytte i lodrette gange i jorden.
Til højre er det en brun sandspringer (Cicindela hybrida)