Korsedderkoppen
(Araneus diadematus)
er en af de få edderkoppearter, der er kendt af de fleste
mennesker. Den er forholdsvis stor, let kendelig, og i
sensommeren meget talrig.
Få ved dog, at korsedderkopper kan spises. Den spises rå, plukket
direkte fra nettet. Smagen er mild og behagelig, konsistensen
som tætpakket torskerogn.
Hjulspinderne er navngivet efter
deres hjulformede net, hvor kun spiraltråden klæber. Nettet er
forsynet med en signaltråd, som forbinder nettets centrum med en
retræte, hvori edderkoppen oftest opholder sig.
Billederne herover viser den store forskel på kropsformen
hos den udvoksede hun- og han-korsedderkop. Hunnen til
venstre har langt den største bagkrop - her ligger æggene -
og de korteste ben. Hannen bruger hele sit korte voksenliv
på at opsøge hunner.
Billedet her
ovenfor viser hannens store, komplicerede pedipalper. Før hannen
begiver sig på frierfærd, har han fyldt disse palper med
sæd. - Opgaven går så ud på at få ført palperne igennem
epigynet (parringsåbningen) på så mange hunner som muligt
inden sæsonen er ovre. Det er en meget farlig opgave!
Mere om
edderkoppesex kan læses i bogen om havedyrenes sexliv, som
ligger i pdf-format her.
Her er
hankorsedderkoppen i gang med den farlige kurtisering. Det
er dog ikke så tit, at korsedderkoppehanner bliver ædt efter parringen; hvilket skyldes, at de
altid har fastgjort en sikringstråd et stykke væk fra parringstråden,
så de lynhurtigt kan kaste sig væk fra hunnen, når parringen er
overstået.
Den kan tage lang tid, da
hannen bruger begge palper mange gange.
Når hanedderkoppen har fundet
frem til en huns net, sætter han nettet i nogle
karakteristiske svingninger, der fortæller hunnen, at han
ikke er et bytte. Eller i hvert fald ikke så gerne vil være
det....... Se
her. Hunedderkoppen ovenfor har
anbragt sig i den passive "jeg er villig" stilling, og
inviterer derved hannen til at komme nærmere. Han vil dog
normalt nærme sig meget forsigtigt og nervøst og trække sig
ofte tilbage. Se en film af forløbet
her. At nervøsiteten er velbegrundet fremgår af
fotoserien nedenfor.
Hannen nærmer sig
i parringstråden. Hunnen hænger helt stille, som hun skal, for
at hannen tør komme nærmere.
Og så
pludselig vender hunnen sig og hugger
giftkrogene i hannen, hvorefter hannen
bliver spundet ind og reduceret til
madpakke.
Bagefter slæber hun ham ind midt i nettet og
hænger ham der til senere brug.
Meget mere om edderkoppernes sære
kærlighedsliv kan læses her.
Efter
parringen i sensommeren lægger hunedderkoppen sine æg et
sikkert sted. Hun Kravler ofte ind under løs bark på ettørt
sted og pakker æggene godt ind i gulsilke, som det ses
ovenfor. Silken er
meget sej og umulig at komme igennem for små rovdyr som
skolopendre, løbebiller og ørentviste. Ovenfor pakker
jeg æggene ud. De flere hundrede æg er kittet løst sammen. Trykker
man på klumpen falder de kugle runde æg fra hinanden. Æggene er
giftige og smager overordentligt intenst bittert. Jeg har prøvet
at smage på dem og gør det ikke igen!
Når æggene er lagt er hunnen
helt slunken og tom. Hun har brugt al kraft på æggene,
og hun dør lige så stille. Sandsynligheden for at
overleve er ringe for en stor edderkop, da
rovdyr ofte vil kunne finde hende i løbet af
vinteren. Så det kan ikke betale sig at prøve at
overvintre. Hellere bruge al energi på næste
generation.
Her sidder hun,
udmarvet, udslukt og træt, hun evner ej mere at
gå hver muskel er tømt
og organerne væk hun ofrede alt for de
små.
Men fuldbragt er
værket hun levede for og det er med
sikkerhed givet at hun er tilfreds,
for som vi må forstå er døden nødvendig
for livet
De nyklækkede
korsedderkoppeunger ser ud som om de har små sorte bleer
på. Den sort/gule farve er et advarselssignal. De
nyklækkede edderkopper er giftige.
Æggene
klækkes først i maj/juni måned det efterfølgende år. Ungerne
er i starten sort/gult advarselsfarvede og giftige, og
de holder sammen i tætte klynger de første dage. Hvis
man forstyrrer sådan en klump spredes ungerne i
fællesspindet, men de finder hurtigt sammen igen.
Efter et par dage og et hudskifte går de hver til sit,
og må nu klare dagen og vejen ved hjælp af hver deres
diminutive hjulspind.
Man må gerne prikke til
dem :)
Evnen til at skabe et
korrekt hjulspind ligger i korsedderkoppens nervesystem. Det er ikke
noget, den først skal lære eller øve sig på.
Her er en af de bærende tråde blever fæstnet på en
vinduesrude. Den består af mange enkelttråde, som er
limet godt fast til ruden.
Hjulspindet er en fantastisk konstruktion, som
edderkoppen fremstiller af flere forskellige slags
silke. De bærende tråde, radierne, er stærke
og seje, mens spiraltråden er meget elastisk og
beklædt med små dråber lim.
Silken dannes i
spindekirtlerne, og den bliver fast, når den trækkes
ud af spindevorterne.
Herover ses en
korsedderkop, som er ved at lægge den klæbrige spiraltråd på
nettets radier. Denne spiraltråd udskiftes normalt
hver nat, og edderkoppen starter med at æde den gamle tråd, hvis
lim er tørret ind. - Man kan let få denne proces at se, hvis man
er lidt tidligt oppe.
Til højre er det en
Korsedderkop, der er ved at pakke en Grøn bredtæge ind i silke. Det kan
være en stor fordel sådan at pakke ind lidt fra afstand, inden
det dræbende bid sættes ind, for en del byttedyr er ikke selv
ganske ufarlige.
Nedenfor ses en smukt orange korsedderkop. Farven varierer en
del.
Alle dyr med ydre
skelet (leddyr) må skifte hud for at kunne
vokse. Dette gælder også edderkopper.
Korsedderkopper hænger i deres net under
hudskiftet, så tyngdekraften hjælper med. Lige
efter hudskiftet er edderkoppen blød og
forsvarsløs, men den nye hud hærder hurtigt. Den gamle hud bliver
ikke hængende i nettet ret længe.
Korsedderkoppens "kors" består af en samling hvide pletter, bestående af
urinsyre, deponeret i huden.
