Store Vandkalve

Billen her er en Stor vandkalv (Dytiscus marginalis). Der findes i Danmark 8 arter af store vandkalve, men denne er den mest almindelige.
Det er en af vores største biller, og både den voksne bille og dens larve er grumme rovdyr i vandhullerne. Imponerende kræ!

For at adskille to af arterne af de store vandkalve skal man vende dem om og kigge på de piggene ved baghofterne. På stor vandkalv er de kort tilspidsede, hos Rundhoftet vandkalv - til højre - er de butte..

Vandkalve holder luft under deres dækvinger, som de kan udskifte ved at stikke bagkroppen op over vandskorpen. Udover at denne luft giver dem mulighed for at ånde under vandet, giver den også billen evnen til at ændre sin egen vægtfylde, så den passer til den dybde billen befinder sig i.

Under vingerne er vandkalven stærkt håret for at holde på luften.

Vandkalvelarve med haletudse og voksen vandkalv med karusse, som den dog nok har fundet som ådsel.

Vandkalvelarven går løs på alt, der rører sig. Især de bløde haletudser og vandnymfenymfer.

Alle insekter har jo skelettet udenpå, i form af et hudskelet af kitin. Dette er et vandkalvekranium.

Herunder ses en af de store vandkalves frygtindgydende larve. Den er dog ganske ufarlig for mennesker. Men for vandhullets smådyr er den et sandt monster.

Vandkalvelarver går på land midt på sommeren og forpupper sig i en hule i jorden. De voksne vandkalve går så i vandet allerede sidst på den samme sommer, som de kom til verden i. Vandkalvenes vækst er altså meget hurtigere end f.eks. guldsmedene, som ofte er flere år om at blive voksne. Vandkalvelarver virker også påfaldende grådige, og de går ofte til angreb på alt muligt, kort efter at man har fanget dem.

Larven til højre er gået på land og har dannet en phule, i hvilken den er ved at forvandle sig til en puppe. Den bliver kortere og tykkere i løbet af nogle dage.

Som andre larver skal også billelarver igennem en række hudskifter, før de har nået deres maximale størrelse og forpupper sig. Ovenfor ses en stor vandkalvelarve, der lige har skiftet hud.

Til sidst møver den sig ud af larvehuden og har forvandlet sig til en puppe.
I puppehuden forvandler den sig i løbet af et par uger til den færdige vandkalv, som man ser til højre. Det er en Rundhoftet vandkalv.

I puppehulen kan man både finde den afkastede larvehud og puppehuden, som er ganske tynd.

Store vandkalve med glatte blanke dækvinger, som den til højre, er hanner. Hunnerne har enten riflede, eller matte dækvinger.

Hos de store vandkalve findes to typer hunner. Enten har de glatte matte vinger - eller de har dybt riflede vinger, som hos billen ovenfor. Hannerne har altid glatte dækvinger, og de har flade udvidede forben med sugeskiver på forbenene, for at kunne hænge fast på hunnerne under parringen.
De rillede dækvinger og komplicerede sugeskiver er resultatet af et våbenkapløb mellem kønnene.
Det er i hunnernes interesse at have kontrol over hvilke hanner de parrer sig med, mens det er i hannernes interesse at kunne parre sig med så mange hunner som muligt.

Der er intet parringsforspil. Hannerne kaster sig bare over hunnerne og holder fast. Ved at udvikle rillede vinger, gør hunnerne det sværere for hannerne at holde fast, hvilket giver hunnerne bedre mulighed for partnervalg. Men så udvikler hannerne sugeskiver, der fungerer bedre på de rillede dækvinger - og så bliver det en fordel for hunner at være glatte.
Dette system opretholder hunnernes dimorfi (forskellighed), men med forskellig fordeling mellem de to typer i forskellige populationer.
Systemet ses hos mange arter af vandkalve.

Stor vandkalv med mad.



Vingespidsen er foldet kunstfærdigt ind, men folder sig ud automatisk, når jeg presser på ribberne ved vingegrunden.


		Her har jeg udfoldet flyvevingerne på en død vandkalv. Når jeg løsner trykket, folder vingerne automatisk sammen, på grund af de spændinger, der findes i vingens ribber.

Der findes mange andre arter af vandkalve. De fleste er dog meget mindre. Se her.