Torbister

Torbister er ret store, ret langsomme biller med vifteformede antennespidser.

Alm. oldenborre (Melolontha melolontha), voksen og larve.

Torbisterne er nuttet udseende biller, som er hyggelige at have kravlende i hånden, men larverne lever ofte af planterødder og kan optræde som skadedyr.
Før pesticidernes tid var der således sat pris på oldenborrehoveder, og billerne blev indsamlet i mængde, når de - især i oldenborreår - om aftenen sværmede om træerne. Oldenborreårene falder hvert fjerde år, fordi larverne normalt er fire år om deres udvikling. Så et godt år for oldenborrene betyder endnu et godt år 4 år senere.
 I min bardom kaldte vi i øvrigt oldenborrene for buljiggere!?
Herunder er det en Kobberguldbasse (Potosia cuprea) under myreangreb. Denne flotte bille er en glimrende flyver, og den opsøger blomster i solskinsvejr. Den flyver med lukkede dækvinger, for den kan folde flyvevingerne ud gennem en slids i dækvingerne. Kobberguldbassens larver lever ofte i gamle myretuer, så guldbassen går ofte ned på myretuer for at lægge æg. Myrerne kan ikke stille noget op overfor den pansrede bille - men de prøver!.

Guldbasselarver er store og fede og bløde. De æder dødt organisk materiale, som gamle nåle i myretuer og de er flere år om deres udvikling.
Ræve og grævlinger kan finde på at grave myretuer i stykker, for at finde disse lækre larver.

Her til venstre er det nu Grøn guldbasse (Cetonia aurata) som lever af mørt træ.
Hvis man finder disse larver kan man holde dem i en spand med jord og gammelt savsmuld. Det er sjovt at klække de flotte biller

Når guldbasselarven er stor nok, spinder den en kokon og forpupper sig i den. Nedenfor er billen helt færdig.

Nedenfor ses nogle mindre oldenborre arter. Til venstre den lille natoldenborre (Serica brunnea), som ofte flyver mod lys. De to andre er begge klitoldenborre, som findes ved kysten. Denne art varierer meget i farve.

Gåsebiller (Phyllopertha horticola) er små langhårede højglanspolerede oldenborrer - og de ligner små humlebier, når de sværmer rundt i solen på varme junidage. 

Gåsebillelarve. Den lever i græsdækket jord og æder græsrødder. Oftest rigtigt mange sammen, så græsset kan tage skade!

Næsehornsbille (Oryctes nasicornis).  
Torbistlarver ligner hinanden. Hvide, bløde, tykke og krumme, med brune, hårde hoveder og 6 ben i forenden. Man bemærker også de brune pletter langs siden. Det er spirakler, indgange til tracheerne, som er larvernes åndedrætssystem. De lever alle nedgravet, og de bevæger sig forbløffende hurtigt gennem materialet. Næsehornsbillelarven lever i gammelt træ og savsmuldsbunker.
Næsehornsbillelarven kendes på sin størrelse. Den kan blive 10 cm lang.

Næsehornsbillepuppen er helt fantastisk. Det er en fri puppe - uden kokon omkring - og den ligner noget fra en legetøjsforretning.

Disse næsehornsbiller er fra legepladsen på Lynge Skole, hvor deres larver simpelthen åd de gamle legeredskaber af træ. De er dog ikke skadedyr. Træet skal allerede være i betydeligopløsning, før larverne kan lave af det.
 
Bøghjorten er også en stor og langsom torbist, som vækker opmærksomhed i gamle skove, og tit bliver taget for at være en eghjort. Den har dog sorte dækvinger, hvor eghjortens er brune.

Også skarnbassen (Geotrupes stercorosus), med de smukke blå farver på undersiden, er en torbist. Den lægger dog sine æg i gødning, som den graver ned. Prøv at tage en skarnbasse op til øret, ofte frembringer den en knirkende lyd, som fremkommer når basen af mellemste ben gnides mod de bageste ben. Denne lyd er en forsvarsmekanisme, formodentlig først og fremmest beregnet til flagermus, da skarnbasser flyver om natten. Lyden er kraftigst i er toneområde, der ligger under det som vi kan høre, men flagermus kan godt.
I perioder lever skovens ræve næsten kun af skarnbasser, og da de ikke kan fordøje kitinskelettet bliver deres lorte flot iriserende blå-sorte.

Træbukke Smældere Løbebiller  Vandbiller Mariehøns Bladbiller Torbister Barkbiller Snudebiller Blødvinger Ådselsbiller Rovbiller
 
ikonhug.jpg (1171 bytes) Tilbage til hovedsiden