Mariehøns og bladbiller

Mariehøner

Mariehøns er små hvælvede og elskede biller. Der findes mange arter, hvoraf den Syvplettede mariehøne (Coccinella septempunctata) er den mest almindelige. Den starter som den spæde larve til venstre, og vokser sig større ved at æde bladlus til den ender som larven til højre. Det underlige væsen nedenfor til venstre er puppen, i hvilken mariehønen forvandler sig fra larve til bille.

Mariehønsene har herlige alenlange videnskabelige navne. De er nemlig oftest opkaldt efter antallet af pletter - og de kan have temmelig mange.

Askemariehøne (Chilocorus renipustulatus)	Fjortenplettet mariehøne (Calvia quattuordecimguttata)	Skakbræt-mariehøne (Propylea quatuordecimpunctata)	Toogtyveplettet mariehøne (Psylobora vigintiduopunktata)

Toprikket mariehøne (Adalia bipunctata)	Anisosticta novemdecimpunctata	Øjeplettet Mariehøne (Anatis ocellata) er vores største mariehøne.	Tiplettet Mariehøne (Adalia decempunctata) - en variabel art.

Netop klækket syvprikket mariehøne - endnu uden prikker.

Mariehønen nedenfor er af trylledej. Se her.

Kraftige farver - især gul-sort og rød-sort - er advarselsfarver i naturen. Normalt betyder farverne, at dyret, der bærer farverne er enten giftigt, kan stikke eller smager grimt. Mariehøns smager rædsomt, og de lugter mærkeligt. De kan "refleksbløde" idet de lukker ildesmagende kropsvæske ud gennem knæleddene. Det er altså ikke mariehøne-tis man får på fingrene, når man skræmmer en mariehøne, men blod.

Varianter

Toprikket mariehøne. Nogle arter findes i flere genetiske varianter. De to biller her til venstre er begge toprikket mariehøne (Adalia bipunctata), men den til venstre kaldes typica, mens den til højre hedder sexpustulata.

Begge mariehøns her til venstre er tiplettede (Adalia decempunctata), skønt det ikke er så let at tælle sig frem til.

Nogle mariehøns bærer også advarselsfarver som larve og puppe.

Mariehøns overvintrer som voksne - og ofte selskabeligt. Den sekstenplettede mariehøne (Halyzia sedecimguttata) ligger ofte i dynger mellem bladene ved foden af gamle mosgroede bøgestammer.

Mariehønens navn skyldes, at den sættes i forbindelse med Jomfru Maria.

Da Jomfru Maria sad under Jesu kors og græd, kom en lille hvid bille kravlende hen imod hende. Dens rene hvide farve mindede hende om den hvide due - Helligånden - som i sin tid havde besvangret hende med Jesusbarnet, og hun tænkte, at billen kunne bruges som budbringer til Gud. Så Maria tog billen op på sin finger og bad den flyve op til Herren og bede ham om at hjælpe Jesus, som hang der og led på korset. Men da billen fløj op under korset, dryppede en dråbe af Jesu blod fra tornekronen og ned på billen og slog den i jorden. - Da forstod Maria, at Gud ikke ville redde Jesus, men at han måtte dø på korset.
Siden da har mariehønen været rød af Jesu blod, og den bruges stadig som budbringer til Vorherre. Nu skal den dog kun sørge for ordentligt vejr, hvilket den heller ikke klarer så godt.

En lille gruppe syvplettede i vinterdvale.

Idéen om, at man kan tælle sig frem til en mariehønes alder ved at tælle prikkerne på dens dækvinger er en myte. Forskellige arter har et forskelligt antal prikker - og somme har slet ingen.


Marie Marie Marolle, flyv op til Vorherre og bed om godt vejr i morgen.

Mariehøns har ikke altid prikker, som det ses på Uplettet mariehøne (Aphidecta obliterata) her til venstre.

Og selv om billen til højre (Endomychus coccineus) har pletter, er det slet ikke en mariehøne. Den tilhører svampehønsene (Endomycidae) Den prøver at ligne en mariehøne, for det gavner dens overlevelse. Mange dyr har nemlig erfaret at mariehøns smager ilde hvorfor de undgår dem. Dette fænomen kaldes beskyttelseslighed eller mimicry (udtales mimikri).